Boganmeldelse af The Undiscovered Self af C.G. Jung .

af Katrine Friis, Cand. Psych., jungiansk psykoanalytiker.

The Undiscovered Self, Det uopdagede Selv, udkom første gang på engelsk i 1958, altså tre år før Jung dør, (og også ca. tre år før Berlinuren bliver bygget). Siden udkom den igen i 1960, 1969, 1973,1974, 1975,1977 og 1979. Den manglede altså ikke læsere. Bogen havde en undertitlen: C.G. Jung answers questions raised by the present worldcrisis, og dengang manifesterede krisen sig i det splittede Europa og den kolde krig. Jung finder, ikke overraskende, (for Jung er jo Jung), at den dybere grund til krisen ligger i det vestlige menneskes egen splittede sjæl og i dets mangelfulde selverkendelse.

Af omfang er det en lille bog på 113 sider. Den er opdelt i 7 kapitler, hvori Jung direkte og med hårdt bid skriver om 1) individets pligt i det moderne samfund, 2) om religion som modbalance til massementaliteten, 3) om Vestens position i forhold til det religiøse spørgsmål, 4) om individets selvforståelse, 5) om den filosofiske og psykologiske holdning til livet, 6) om selverkendelse og 7) om selverkendelsens mening. Jeg finder, at Ikke et eneste punkt har manglende aktualitet i dag, desværre.
Jung vil advare, og det vil han både i egenskab af psykolog og filosof. Jung er overbevist om, at den største fare for menneskene udgår fra menneskene selv, og dét er primært på grund af dets manglende selverkendelse. Alt for ofte begrænser denne sig til de træk, der udelukkende afhænger af sociale faktorer. Det betyder, at disse faktorer udelukkende opleves som kommende udefra. Men netop derved opfattes tidens presserende problemer ikke som ”vores”, men som ”deres”. Ikke som mine, men som dine. Vi tænker og oplever éndimensionalt og fladt, årsagerne søges kun i det ydre.  Men hvordan er det kommet så vidt? Ja, her ligger en stor misère begravet, for det er slet og ret en følge af udelukkende at betragte menneskene som sociale enheder.

Men der er ingen selverkendelse at finde i antagelser, der i vid udstrækning udelukkende baserer sig på statistik, altså ved udelukkende at ville se mennesket udefra. En sådan erkendelse fører kun til et gennemsnitligt ideal – ikke til et levende individ, og når der er en masse enheder af gennemsnitlige idealer, så har vi et massesamfund. Men her i disse sammenhænge, er det helt afgørende at skelne mellem forståelse og forklaring.  Det betyder, at man som praktisk psykolog får et anseligt problem. Man er nemlig henvist til at vende det blinde øje til de teoretiske videnskabelige antagelser, mens man er i færd med at forstå en bestemt person. Det er alvorligt, ja, en majestætsfornærmelse (lèse majesté) overfor den videnskabelige teori, og straffen herfor: Døden. Konflikten kan ikke løses ved et enten eller, skriver Jung, men ved en two-way thinking: Man gør én ting uden at miste synet af den anden. Sådan må det være, når man har indset, at kuren gælder en person og ikke en sygdom. Psykiske lidelser kræver individuel forståelse, for jo mere skematisk behandlingen praktiseres, desto større bliver modstanden af gode grunde. Den abstrakte videnskab, der gør mennesket til en abstrakt social enhed, er farlig, den gør også mennesket til et farligt væsen for sine omgivelser. Fraspaltningen, eller fortrængningen af tilgangen til det ubevidste, splitter mennesket og forkludrer det, det gælder ikke mindst dets aggressionsforvaltning.

Jung indleder kapitel to med at skrive, at alle socialpolitiske bevægelser, der hylder den autoritære stat, alle uden undtagelse, søger at afskære mennesket fra dets egen grund, altså fra det kollektivt ubevidste. Jung kalder også denne urgrund for den objektive psyke. Begge er rammende betegnelser, for det kollektivt ubevidste, den objektive psyke er menneskehedens fælles skatkiste. Herfra strømmer muligheden for bevidstgørelse: Det kollektivt ubevidste er beboet af arketyperne, der genererer de store energibesatte billeder, de store symboler, og de danner grundlaget for alle de store religioner, og også grundlag for sprog. Men hvorfor er autoritære bevægelser ude efter at afskære mennesket fra denne urgrund?  Når man gør sig klart, at det kun er muligt at have en holdning til ydre betingelser, såfremt man har et referencepunkt uden for dem, så er det ikke svært at forstå, for uden dette indre referencepunkt, hvorfra man kan udøve sine domme, er man blot en statistiske social enhed, og dermed, forsikrer Jung os, lettroende og uden kritisk formåen! Man er manipulerbar. Pludselig bliver det muligt at se, at vores egne sociale videnskaber har indbygget i sig samme autoritære mekanismer, som de åbent autoritære bevægelser udøver.  Det er Jung meget, meget stærkt afficeret af, og han er utrættelig i sine advarsler. Når Jung skriver om “Religion as Counterbalance to Mass-Mindedness”, så mener han ikke religion som dogmatisk tro med trossætninger og trosbekendelser, han mener religion i betydningen religiøs indstilling (psychological attitude), og med det forstår han at leve med en indstilling, der respekterer usynlige kræfter såvel som personlige erfaringer.  Jung var helt på det rene med, at religion i den første betydning kunne øve mindst lige så stor tvang som den autoritære stat. Når Jung således skriver, at religion betyder afhængighed af og underkastelse under erfaringens irrationelle facts, så angår disse irrationelle facts og denne underkastelse ikke sociale og fysiske betingelser, de angår tværtimod individets psykiske indstilling til det, som det ubevidste meddeler os.

Dette er så afgørende, fordi det, som nævnt, kun er muligt at have en kvalificeret holdning til de ydre betingelser, såfremt man har et referencepunkt uden for dem. Dette referencepunkt kan opnås ved respektfuld udveksling med det ubevidste, som i princippet råder over en helt anderledes omfattende bevidsthed end egobevidstheden.  Det er i denne forstand, at den religiøse indstilling er afgørende for erkendelsens kvalitet.

Det er min erfaring, at der er mange, rigtig mange, misforståelser omkring Jungs opfattelse af det religiøse.  Man forstår ikke, at det religiøse er et instinkt, det ytrer sig i det affektive liv såvel som i det billedskabende liv, inklusivt det sprogligt billedskabende liv. Følelse og intellekt har det med at løbe væk i hver sin retning i det vestlige menneske, heraf de mange spalter.  Det er brobygningerne, der spænder over disse spalter, der gør os hele, og gør det muligt for os at forstå indefra. Det er vejen, og det er forudsætningen for at kunne yde kvalificeret modstand mod det autoritære.

Jeg har ladet mig fortælle, at Habermas` sidste værk, der er udkommet for helt nylig, siger noget i samme retning omkring det religiøse. Måske har Habermas diskuteret Jung med sin søn, der er psykolog? Hvem ved?

Men læs nu foreløbig denne her bog, den er lille, men umådelig cool og spækket med erfaring! Rigtig Godt Nytår!

Katrine Friis

(c) Katrine Friis, 2020.

No tags for this post.