Anything concealed is a secret. The possession of secrets acts like a psychic poison that alienates their possessor from community (Jung, CW 16, para. 124).

Jung sagde, at begyndelsen til al analytisk sjælelig helbredelse har sin rod i bekendelsen. Han knyttede således den analytiske psykologi – ikke til den kristne kultur, men til den kristne kulturs ide om synd og hermed til de vanskeligheder, der kan opstå hos et menneske, der ikke kan bekende sin synd, men må skjule sandheden.

Han mente, at en hemmelighed, der er delt i en gruppe, kan være lige så positiv, som en privat hemmelighed kan være destruktiv, fordi vores hemmeligheder afskærer os fra fællesskabet. Og så var hans pointe, at de hemmeligheder, vi er helt ubevidste om, generelt er mere invaliderende end hemmeligheder, man er bevidst om.

Hemmeligheder, der helt fortrænges, vil forstyrre bevidstheden; i lette tilfælde som lapsus som at glemme navne og det, man skal sige i en situation; i sværere tilfælde nævner Jung eksempler på hemmeligheder, der har ført til udviklingen af helt ubevidste selvmordskomplekser. I et sådan tilfælde kan et menneske ‘komme til’ at drikke af en flaske med syre i stedet for at tage hostesaften eller haste ud foran en bil.

En anden måde at skjule sine hemmeligheder på er ved at holde igen fx på emotioner eller affekter. Selvdisciplin er godt og til tider en dyd, men når tilbageholdelse af emotion eller affekt forårsages af skyld og ikke har rod i kollektive normer, kan tilbageholdelse af emotioner være ligeså invaliderende som at holde på hemmeligheder.

På den baggrund arbejdede Jung – meget kort fortalt – i sin terapeutiske praksis med det, som forstyrrer indefra. Han arbejdede endvidere med at udvikle metoder, der kunne understøtte dialogen mellem psykens to centre og dermed med at helbrede det moderne rationelle menneskes problemer med at være afskåret fra det irrationelle i psyken; det sjælelige.

©2016/2017. Hanne Urhøj. Jungiansk analytiker IAAP. www.psykoanalyse.nu

No tags for this post.