Af Thomas Nordby

”Navigare necesse est, vivere non est necesse”

”At sejle er nødvendigt, ikke at leve”. Dette bevingede ord, der har mere end to tusinde år på bagen, tilskrives den romerske hærfører og statsmand Pompeius. Selv om den oprindelige betydning var ret prosaisk, idet den handlede om med livet som indsats at sejle korn til det krigsførende Rom, optræder udtrykket sidenhen i overført betydning. Det overfladiske liv, der kun sigter på at tilfredsstille den enkeltes materielle behov, er ikke betydningsfuldt i sig selv; kun hvis livet leves med et højere formål for øje, symboliseret ved sejladsen, får det en dybere mening.

I den betydning, som det bevingede ord har fået, anskues livet som en sejlads, der transcenderer det fysiske niveau. Med sit vandrette dæk og sin lodrette mast peger skibet som symbol ligesom korset både på det dennesidige og det hinsidige. Således er skibet i mange mytologier forbindelsesleddet mellem de levendes verden og dødsriget. I den græske mytologi bliver de døde grækere fragtet over floden Styx til Hades i Charons båd. I nordisk bronzealder og jernalder var det en udbredt skik at begrave de døde i en ‘skibssætning’, der bestod af et ovalt jordstykke, hvis sider var markeret med store granitsten, ‘stævnen’ i visse tilfælde med en runesten. I vikingetiden kunne bopladsens stormænd endog blive stedt til hvile i et rigtigt skib, udstyret til langfart.

Skibsmetaforikken har også sat sit præg på kosmologien. I mange kulturer har man set solen og månen som to skibe, der sejler hen over himmelhvælvingen og styrer døgnets cykliske bevægelse mellem dag og nat. Solskibe optræder således på mange nordiske helleristninger.

Også i kristendommen spiller skibssymbolikken en betydningsfuld rolle som et billede på menneskelivets horisontale og vertikale dimension. I de synoptiske evangelier (Matthæus, Markus og Lukas) fortælles om stormen på Genesarat Sø. Jesus er sammen med sine disciple sejlet ud på søen, hvor de overraskes af et voldsomt uvejr. Da disciplene overvældes af angst, får Jesus bølgerne til at lægge sig, efter at han har dadlet disciplene for at mangle tro. Med baggrund i denne under-fortælling anskues menneskelivet som en sejlads mod Gudsriget med Kristus som styrmand og menigheden som mandskabet. Symbolikken går igen i selve kirkebygningen, der ses som et skib, som med det østvendte kor som stævn og tårnet som mast sejler menigheden mod solopgangen. Solopgangen bliver et billede på opstandelsen, i overensstemmelse med at Kristus stod op af døde påskemorgen.

Den centrale del af kirkebygningen, hvor menigheden sidder under gudstjenesten, kaldes (kirke)skibet. Skibssymbolikken understreges yderligere ved, at der i mange kirker hænger mindre modelskibe ned fra loftet i kirkerummet. Traditionen kan føres tilbage til slutningen af middelalderen, men er i Danmark for alvor blevet udbredt i de sidste par hundrede år, således at omkring halvdelen af danske kirker i dag er udstyret med et eller flere modelskibe. Særlig udbredt er denne skik i søfartsbyer som f.eks. Marstal og Ærøskøbing på Ærø. Her har modelskibene givetvis også haft en funktion som en slags amuletter, der på magisk vis skulle beskytte byens søfolk mod forlis ligesom sejlskibenes galionsfigurer og vikingeskibenes drager i stævnen.

Skibet som det faste, men udsatte transportmiddel, der bevæger sig på det store, formløse og ofte oprørske hav, bliver i dybdepsykologien til et billede på det relativt stabile, men sårbare Jeg, der flyder på det store ubevidste element, som potentielt kan opsluge det, men også kan transportere det til nye verdener og nye indsigter! I drømme kan det at begive sig ud på en sejlads derfor udlægges således, at drømmeren er parat til at forlade den kendte havn og søge mod nye horisonter ligesom Columbus, der på sit skib Santa Maria med den hellige jomfru som skytshelgen forlod ”den gamle verden” og fandt en ny. At det symbolske skib, vi sætter i søen, når sikkert i havn, er dog ikke en given sag, og det afhænger ikke af bevidstheden alene. Kun i et samspil mellem Jeget og det ubevidste kan sejladsen lykkes. ”Deo concedente” (”Om Gud vil”), som Jung sagde, når spørgsmålet var, om den analytiske proces ville få et succesfuldt udfald.

I adskillige litterære værker optræder skibsrejsen som et billede på  individuationsprocessen, således i et af verdenslitteraturens tidligste hovedværker, Homers ”Odysseen”. Det lange epos beretter om krigshelten Odysseus’ hjemfart efter den ti år lange besættelse af Troja. ”Iliaden” har inden da fortalt, hvordan Odysseus får idéen med at smugle de græske krigere ind i Troja, skjult i en stor træhest, så trojanerne kan besejres. Efter sejren må Odysseus sejle omkring på havet med sine mænd i yderligere ti år, før han omsider kan vende hjem til sin fødeø Ithaka og blive genforenet med sin familie. Et gammelt folkeeventyr fortæller historien om en ung mand, der drager verden rundt for at finde en stor skat, men først da han vender hjem, finder han skatten under sit eget ildsted. På tilsvarende vis må Odysseus sejle vidt omkring og passere mange kvindefavne på vejen, før han til slut genforenes med skatten i sit eget sovekammer.

På sin færd over havet, hvor han skal manøvrere mellem de opslugende, moderlige kræfter i deres mest negative aspekt, Skylla og Charybdis, bliver han konfronteret med sider af sig selv i form af mytologiske figurer, som han må overvinde eller komme overens med for at kunne fortsætte rejsen. En af de mange skyggesider, han møder, er den enøjede kyklop Polyfem, hvis narcissisme har ligget latent i hans egen heroiske krigerrolle. Han konfronteres også med forskellige Animafigurer, bl.a. den forførende Kirke, dyrenes herskerinde, som formår at omskabe mennesker til svin. Kun ved ikke at hengive sig betingelsesløst til det driftsmæssige, men ved at give følelsen og tanken plads kan Odysseus komme videre på sejladsen. Af afgørende betydning er det også, at han på faiakernes ø får lejlighed til at sætte ord på sine oplevelser og ad den vej højne sit bevidsthedsniveau. Da han endelig når frem til sit hjem på Ithaka og får fast grund under fødderne, optræder han klædt i pjalter for at overliste sin udholdende  hustru Penelopes bejlere, der har erklæret Odysseus død på grund af hans lange fravær. Ved at renoncere på sin krigerære i sin ydmyge klædedragt og i første omgang udstå bejlernes krænkelser overvinder han den sidste rest af fordums heroiske stolthed og kan genforenes med Penelope efter at have besejret bejlerne. Genforeningen finder sted som et ligeværdigt møde mellem mand og kvinde, der begge har integreret de modsatkønnede sider i deres personlighed under adskillelsen.

Det er nærliggende for en nutidig læser at læse beretningen om Odysseus’ sørejse som et personligt udviklingsforløb, men det kan også være meningsfuldt at aflæse værket i en kulturel og samfundsmæssig kontekst. ”Iliaden” og ”Odysseen” er blevet til i en overgangsperiode i den græske kultur, hvor de gamle krigeridealer, aggression og styrke, som de optræder rendyrket hos den græske kriger Achilleus i ”Iliaden”, var på retur. Idealer som snilde og omtanke, som vi ser det hos Odysseus, får nu plads ligesom medfølelsen, der f.eks. udmønter sig i, at den trojanske kong Priamos får udleveret liget af sin faldne søn Hector.

Det er ikke kun i dybdepsykologiske, mytologiske eller religiøse sammenhænge, at skibet optræder som symbol. En mere verdslig skibssymbolik, der har haft enorm gennemslagskraft i den offentlige bevidsthed i de sidste hundrede år, finder vi i katastrofeberetningerne om oceandamperen Titanic, der gik ned på sin jomfrusejlads fra Southampton til New York i april 1912. Skibet, der var erklæret synkefrit, men efter en kollision med et isbjerg sank efter få timer, blev et billede på den moderne, vestlige teknologikulturs hybris. Da første verdenskrig brød ud to år efter forliset, fik fremskridtstroen yderligere et skud for boven, som den ikke har forvundet siden.

I de mange romaner og film, som forliset har inspireret til, optræder skibet ofte med mytologiske overtoner. I James Camerons storfilm ”Titanic” fra 1997 spiller skibsorkestret ”Nearer, my God, to Thee” på promenadedækket, mens skibet synker. Fortællingen om ‘det kristne skib, der sejler mod Gudsriget’, ligger i kraft af salmen som en klangbund under katastrofescenen. Det kristne håb om et evigt liv er imidlertid i filmens univers transformeret til et billede på den livslange kærlighedserindring hos den kvindelige hovedperson, hvis liv på de sidste få døgn op til  forliset er blevet ændret for altid ved et grænsesprængende kærlighedsmøde.

Kilder:
”Bevingede ord” v. T. Vogel-Jørgensen og Poul Zerlang (Gad 1994)
Finn Stefánsson ”Symbolleksikon” (Gyldendal 2009)
Keld Zeruneith ”Træhesten” (Gyldendal 2002)
www.kristendom.dk (”Kirkeskibet – symbolet på rejsen fra jorden til himlen”)

Foredragsnoter fra Tusse Weidlichs foredrag i Jung Foreningen d. 11.4.2013 om Odysseus

Vignette: Skip, fra Hornesfeltet af  Hans A. Rosbach licensed under CC BY-SA 3.0 

© Thomas Nordby, cand.phil. i dansk, sekretær i Jung Foreningen og redaktør på www.jungforalle.dk, 2017