Af Hanne Urhøj

“A rose, bent by the wind, and pricked by thorns, and yet has its heart turned upwards.” Huna fra Babylon.

Roser har eksisteret i både østen og i vesten i millioner af år. De oprindelige vilde roser fandtes kun på den nordlige halvkugle. Ingen synes at kunne forklare, hvorfor der er gjort fund af fossiler, der viser, at disse første vilde roser fandtes for 90 millioner år siden i Asien og først for 35 millioner år siden i Nordamerika. Disse vilde roser har – som vist på billedet nedenfor – alle fem kronblade, ligesom de alle har torne på grenene.

Den mytologiske rose
De ældste store fortællinger om rosen finder vi i den mesopotamiske og sumeriske kultur, hvor Babylonske astrologer – datidens astronomer – foretager observationer af stjernehimlen og registrerer planeternes bevægelser. De finder, at Venus‘ bevægelser over en periode på 8 år tegner det, som ligner en fembladet rose [i]. Samtidig hjembringer den sumeriske kong Sargon (2684-2630 f. Kr.) den fembladede rose fra det fjernere østen (se vignetten). Og med denne rose opstår formentlig forbindelsen mellem Venus og rosen og fænomenet Venusrosen. En forbindelse, der har eksisteret siden da. På det tidspunkt er Inanna både himlens og jordens dronning for sumerer og babylonere. Inanna er den første gudinde, der associeres med rosen, som hermed får guddommelig status. Hun er blandt andet gudinde for krig og kærlighed og for sex og frugtbarhed, og så er hun kendt for sin helt utilslørede seksualitet. Det er kvaliteter, som datidens kvinder kan spejle sig i.

 

Inanna forsvinder dog ud af fortællingen og dermed af den rosensymbolik, som blomstrer videre i vesten, hvor vi i dag lærer om rosens tilblivelse og grundlæggende symbolske kvaliteter fra antikkens myter. Fx den myte, hvor blomsternes gudinde Floris, mens hun går tur, opdager en krop af en skovnymfe. Oprevet over synet beslutter Floris at transformere nymfen til en blomst. Hun hidkalder hjælp fra de andre guder; først Zephyr, der skal blæse skyerne væk, så Apollon, der kan få solen til at skinne på og opvarme den livløse krop. Dernæst Afrodite, der skal tilføre skønhed, og så Dionysos, som skal tilføre en berusende duft. De tre gratier tilfører charme, glæde og pragt. Til sidst, da alle er guderne er enige om, at de har skabt den mest spektakulære af alle blomster, giver Afrodite den navnet ‘Rose’ og dedikerer den til sin søn Eros.

Men rosen – oprindeligt den hvide rose – er også Afrodites blomst. Den røde farve – fortælles det – kommer af, at hun engang, hvor hun skal mødes med sin elsker, stikker sig på en torn. Det blod, som flyder fra såret, farver den hvide rose rød. Og man kan jo spørge sig selv om denne myte kunne korrespondere med den defloration af kvinden, der forårsager en rød plet på lagnet.

Eros bruger på et tidspunkt rosen til at bestikke Harpocrates, stilhedens gud, for at sløre sin mors seneste affærer. Og med den fortælling sættes rosen i forbindelse med tavshed, heraf betegnelsen ‘sub rosa’, der handler om at kunne holde tand for tunge. Sub rosa er i øvrigt i dag kendt fra den katolske kirke på steder, blandt andet på skriftestolen, hvor sub rosa, altså tavshedspligten, understreges med et skilt, eller en rose, der hænger ned fra loftet, eller en rose malet på væggen.

Om tornene fortæller en af myterne, at Eros en dag – hvor han står og dufter til en af sine roser – bliver stukket af en bi, som sidder i blomsten. Eros bliver vred og går til sin mor Afrodite. Afrodite dæmper vreden ved at give Eros en masse pile, som Eros efterfølgende fyrer af mod rosen. Rosens torne ses herefter som de steder, hvor pilene ramte ved siden af, hvilket let kan associeres med de stik, kærligheden kan forårsage, når den ikke gengældes, men rammer ved siden af.

Rosenkulturen er med sådanne fortællinger levende over hele Hellas, hvor også poeterne har travlt med at fastholde rosens ophøjede, guddommelige status. Fx beskriver den kvindelige græske digter Sappho i digtet The Rose, fra 600 f. Kr., hvordan Zeus vil vælge rosen som kongen blandt blomster for dens royale skønhed uden sidestykke med dens ynde, charme, glæde, stolthed, passion, farve og duft. Således lovprises rosen, som er kærlighedsgudindens blomst, i antikken og viser, at det, alle kvinder skal spejle sig i, nu handler om disse kvaliteter. Den utilslørede seksualitet hos Inanna er blevet tilsløret og erstattet af sensualitet hos Afrodite. Rosen blomstrer videre i kulten og riterne omkring Isis, der er datter af himlen og jorden i den ægyptiske mytologi og gudinde for liv, død og genfødsel. Hun er en god hustru til Osiris og mor til Horus. Isis lærer kvinder at væve, bage og brygge øl, og hun associeres med riter omkring døden og sygdom. Hertil har hun magiske kræfter til at heale. Ifølge de initieringsritualer i Isis kulten, der er beskrevet i Apulejus’ Metamorfoser, indgår rosen som et væsentligt element.

De kvaliteter, vi ser hos Isis, blomstrer videre hos romerne. Og det er i virkeligheden først hos romerne, at Afrodite bliver til den Venus, som sidenhen er skrevet ind i mange af de fortællinger, der begyndte med Inanna og fortsatte først hos Afrodite og senere hos Isis.

Romerne afholder store rosenfestivaler, Rosalia, hvert år i maj måned, Mange af dem til Isis’ ære. Men de afholder også årlige militærparader, hvor de pynter deres stridsvogne med roser. Hermed kommer rosen også åbenlyst til at symbolisere magt, krig og udslettelse.

Botticellis Den skumfødte Venus (1486)

Homer fortalte om Afrodites fødsel, at hun voksede op af havet gennem de skumklædte bølger, og at hun nåede Cyperns kyst på en muslingeskal ført i land af vinden (Zephyr). Dette mytologiske skabelsesbillede bliver senere udødeliggjort i Botticellis maleri, hvor fem-bladede roser svæver i luften og viser, at gudinden er associeret med rosen. At Venus’ fødsel er et resultat af, at Kronos har hugget sin fars genitalier af og kastet dem i havet, kunne pege på, at skønheden har en brutal bagside – ligesom rosen har sine torne.

Den kristne rose
Rosen har ikke nogen fremtrædende plads i bibelen, hvor den blot omtales 5 gange, alle fem gange ganske kort, første gang i Højsangen med de meget kendte vers: ”Jeg er Sarons rose dalenes lilje” og ”Som en lilje midt blandt torne er min veninde blandt unge piger”. Med monoteismen, hvor den katolske kirke gør op med dyrkelsen af de gamle guder, glider de gamle fortællinger om rosen og de mange guder i baggrunden. Herefter betragtes det som kættersk at beskæftige sig med dem. Det kan derfor ikke overraske, at den katolske kirke, efter romerrigets fald, ikke ønskede at inddrage rosen – som den betragtede som et hedensk symbol – i den kristne mytologi.

Det lykkes dog ikke at undgå rosen, og hvad kirken ikke kan skille sig af med, må den gøre til sit eget. Og sagen er, at vi i dag kan finde rosen mange steder indenfor kristen litteratur, kunst og arkitektur. Vi finder fx rosenmotivet i katedralernes store rosenvinduer og i salmer som fx En rose så jeg skyde, hvor rosen er et symbol på Kristus. Sidst men ikke mindst finder vi rosensymbolikken hos Jomfru Maria. Hun er ikke en gudinde, men en virkelig kvinde. Det er hende, den kristne kulturs kvinder har skullet spejle sig i langt op i moderne tid. Dette er en lang og omskiftelig historie, som også handler om den kristne kirkes undertrykkelse af kvinders muligheder for at udvikle deres iboende potentiale både i og udenfor familien.

På Stefan Lochners renæssancemaleri nedenfor ser vi Jomfru Maria og det lille Jesusbarn omgivet af roser. Jomfru Maria er den ubesmittede – altså uden synd – og kaldes derfor Rosen uden torne og nogle gange Rosa Mystica. Hun fremstår som den himmelske rose, mens det lille Jesusbarn kan ses som den spirende rosengartner.

Stefan Lochners Madonna im Rosehag (ca. 1450)

Ifølge den hellige Birgittas åbenbaringer symboliserer rosens fem kronblade Marias ærbarhed, barmhjertighed, mildhed, skønhed og guddommelige glæde. Den røde rose symboliserer martyriet og den hvide symboliserer renhed. På dette tidspunkt eksisterer kvindens muligheder for at stå op i deres egen ret ikke. Martyriet handler om at kvinden skal opgive sig selv og underlægge sig manden. Hun er underlagt en stram samfundsnorm, som gør hende svag og manden fuldstændigt underlegen både ude og hjemme. Kvinders handlemuligheder er begrænset til den plads, der i hjemmet tildeles af manden. Uden for hjemmet fastsættes den af kirkens mænd. Udvidelse af handlerummet ude kan kun ske ved klogskab og list, og hvis kvinden fuldstændigt underlægger sig de mandlige råd, der nedsættes af paven. Her kan store donationer til kirken medvirke til den gode stemning. Der er dog en evig risiko for at blive vurderet til at være kættersk og med tilhørende risiko for straf.

Sporene efter gudinden Inanna med den utilslørede seksualitet er helt ude af billedet, Afrodites seksualitet er sløret bag en sensual fremtoning og af hemmeligholdelser, og Isis mangefacetterede kvindelighed, herunder hendes magiske evner til at heale, og Venus er nu erstattet af et ensidigt dydigt moderbillede: Jomfru Maria. Et kvindebillede, hvor undfangelsen ikke længere er forbundet med seksualiteten, men med Helligånden. Seksualiteten findes ikke.  Ligesom det onde er taget ud af Gudsbilledet og lagt over i Djævelen, så er det onde eller mørke hermed taget ud af kvindebilledet. Kvindens mulighed for at udfolde sine mørkere og erotiske sider kan herefter alene rummes i den kristne kultur som en skyggeside. Kvindens blod forbliver gammeltestamentligt urent. Kvinden forbliver uren! Kvinder kan være madonnaer eller skøger. Skøgens eller heksens skæbne kender vi bedst fra inkvisitionen.

Den kristne kulturs tidsalder, med ovenfor beskrevne vilkår for kvinders udfoldelse, har astronomisk set bevæget sig gennem Fiskenes tegn og er nu nået ind i Vandmandens tegn. En bevægelse, der ud fra en astrologisk tænkning blev sunget om i den amerikanske rockmusical Hair fra 1967, hvor mange måske husker sangen Age of Aquarius, der profeterede en ny tid i Vandmandens tegn med stor frisættelse af det enkelte menneske. Jung var meget optaget af dette store skift fra en tidsalder til den næste, og set i lyset af den ovenfor nævnte sangs profeti er det interessant at se, hvordan kvinder i dag gennem litteratur, musik og forskellige bevægelser, fx #Metoo, Pussy Riots, Womens March og bevægelsen af de såkaldte friblødere er på vej til at frigøre sig fra det kristne syn på kvinden som dydig og ærbar og kvindens blod som urent. Man kunne få den tanke, at kvindekulturens rose her i Vandmandens spæde tidsalder er ved at få sine torne tilbage. Der er bare lige det, at rosen ikke synes at indgå som et nærende symbol i disse bevægelser.

Luther-rosen og Brorsons salme
Uanset kvinders sætten sig fri af kristendommens syn på det kvindelige, så blomstrer kristendommens rose både med og uden torne videre i den luthersk reformerte kirke. Det gør den blandt andet med Martin Luthers personlige segl: den fem-bladede Luther-rose fra 1530, der er blevet et udbredt symbol for den evangelisk-lutherske kirke.

Luther-rosen

Det sorte kors i hjertet symboliserer, at troen på den korsfæstede Kristus gør mennesket saligt, og at man bliver retfærdiggjort, når man tror af hjertet. Korset og hjertet er placeret midt i en hvid rose. Rosen symboliserer at troen giver glæde, trøst og fred. Den hvide farve var ifølge Luther ånders og engles farve. Rosen står midt i det blå felt og symboliserer, at ånd og tro er begyndelsen på håbet om den himmelske glæde. Den gyldne ring symboliserer, at den himmelske glæde og salighed varer evigt. I nogle versioner af rosen står der ”VIVIT” med hvide bogstaver i det blå felt. Det betyder ”han lever” på latin og refererer til, at Jesus lever.

Den kristne rose med torne ser vi fx i H. A. Brorsons julesalme Den yndigste rose er funden. Den er for mig et af de bedre eksempler på, at den kristne tro kan rumme både de lyse og de mørke sider og hermed betone ideen om modsætningernes forening. Her første og sidste vers:

”Den yndigste rose er funden,
blandt stiveste torne oprunden,
vor Jesus, den dejligste pode,
blandt syndige mennesker gro’de.

Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig vil miste!

Ud fra en jungiansk tankegang kunne man sige, at salmen siger noget om det forhold, at transcendens eller udvikling både er lidelsesfuldt og samtidig værd at kæmpe for. Det river og kradser! Men er man først kommet af sted på den vej, og har fornemmet, at man har et selv, vil man ikke for nogen pris miste den kontakt igen.

Rosen hos Rumi og i den alkymiske tradition
I det nære østen tager rosens mystik sig anderledes ud. Fx i Rumis digt: “That which God said to the rose, and caused it to laugh in full-blown beauty, He said to my heart, and made it a hundred times more beautiful.”  Eller hos Sufi læreren Hazrat Inayal Khan, der ser rosen, som er sammenholdt af mange kronblade, som et billede på det menneske, ‘der udfolder sin sjæl og herved viser mange forskellige kvaliteter; kvaliteter som duft i form af spiritualitet. Og som rosen har en smuk struktur, således har et menneske, der udvikler sig sjæleligt, en fin struktur i form af manerer, når det er sammen med andre, og når det taler og i andre aktiviteter. Atmosfæren omkring et spirituelt menneske gennemsyrer luften som rosenparfume’.

Dette mere spirituelle og duale syn på rosens symbolik finder vej til subkulturer i det katolske Europa blandt andet til katharerne, der fordømmes som en kættersk sekt. I følge Kawter, der er associeret professor til fakultetet for kunst på Zarqa universitetet i Jordan, er alkymien i Europa influeret af rosensymbolet hos sufierne. Fx har den europæiske ”Alchemist Guild” valgt sufirosen som sit symbol og med det symbolske indhold, at filosofiens have er tilplantet med mange roser. Den konfirmerer, at ‘ denne populære blomst symbolsk set er kompliceret med paradoksale betydninger. Den er på en og samme tid symbol på renhed og passion. Den er himmelsk perfektion og jordisk begær. Den er jomfruelighed og frugtbarhed, den er liv og død.

I den europæiske alkymiske tradition holdes det, som ikke passer ind i den kristne kanon, dog under den katolske kirkes og særligt inkvisitionens radar. Dels ved hemmeligholdelse, dels ved omskrivninger til kemiske processer, der handler om at transformere uædle metaller til guld.  Denne historiske scene er brillant sat i Umberto Ecos roman The Name of the Rose. Og Jung, der var meget optaget af alkymien som billede på de psykologiske processer, mennesket gennemlever, anså rosen for at være et af de store symboler på selvet. Et arketypisk transformerende symbol, der understøtter psykens forening af modsætninger.  Ifølge Jung er den røde roses farve relateret til Aqua Permanens, som i alkymien er selvet i sin likvide – altså opløste – form, før modsætningernes forening.

Roser i litteraturen
Rosen optræder med dens forskellige kvaliteter overalt i litteraturen. H.C. Andersen har rosen som et yndet motiv i flere digte og fortællinger, fx i Verdens dejligste rose om den syge dronning, der kun kan undgå døden, hvis man bringer hende verdens dejligste rose. Mange roser bliver bragt til hende, men hun bliver først rask, da hendes lille søn læser op af den store bibel om ham, som hengav til korset. Han er hos Andersen billedet på verdens dejligste rose.

Rosens mere duale kvaliteter finder vej hos nogle af litteraturens andre store forfattere. Shakespeare nævner rosen mere end 70 steder i sit forfatterskab, og rosen er den mest nævnte blomst i hans samlede værk. I Romeo og Julie, første akt, scene 4 rejses spørgsmålet om kærligheden er en blid sag og er, at den er ‘for rå, for grusom, for larmende og så stikker den som torne’.  I Saint-Exupérys fortælling Den lille prins handler i min jungianske fortolkning om, at man skal give sin rose – sit selv – betydning. Man skal forstå, at man ikke kan se rosen – sit selv – med øjnene, for det handler om en indre modsætningernes forening, som ikke kan ses. I Dantes Den guddommelige komedie, fra sidste halvdel af 1400-tallet, flytter Dante afslutningsvis ind i en rose sammen med sin Beatrice efter han har ladet de paver, han er vred på – på grund af den måde de forvalter deres magt på – brænde op i helvede.

T.S. Eliot afslutter sit lange smukke digt Four Quartets med: “And the fire and the rose are one”. Rosen er i digtet billedet på både tilskyndelsen, ilden, der skal drive modsætningernes forening, og det finale, og den er således et billede på selvet, ‘The rose-garden’.

Afrunding
Jeg har valgt primært at se på rosen og dens skiftende symbolske kvaliteter, som kulturen gennem tiderne har tilbudt som spejl for kvinden og på rosensymbolikkens dualitet, som forsvandt med den kristne kirke.

Ethvert symbol – også rosen, der er et af alle tiders største symboler – vækker anelser. Men hvilke anelser, og hvor kommer de fra? Hvad er det vi ser, når vi ser den smukke himmeldronning med roserne, og hvad er det, vi ikke ser, når det smukke rosensymbol udøver sin kraft? Jeg ved jo godt, at den kristne kirkes begrænsede dualitet har begrænset kvinders muligheder for udfoldelse, og at denne begrænsning har ligget som et bagtæppe i vores kultur langt op i moderne tid. Men er det ikke overraskende at se netop rosen som et så aktivt symbol i forbindelse med denne begrænsning på udfoldelsesmulighed?

Mens jeg reflekterer over de feministiske tiltag, som er igang world wide idag, tænker jeg, at rosens dualitet og sufiernes spirituelle rose gerne måtte få en fremtrædende plads som transformerende symbol i disse kollektive processer. Og mens mine tanker kredser om det, vil jeg afrunde artiklen med citatet: ”Rose er en rose er en rose” – som senere blev til ”En rose er en rose er en rose” – fra Gertrude Steins digt “Sacred Emily” fra 1913. Det er et hyppigt anvendt citat, som set i lyset af rosens symbolik efterlader en med fornemmelsen af en modsætning. Man kan på den ene side opleve, at tingene er, hvad de giver sig ud for. På den anden side kan man mene, at de udtrykker noget helt andet.

Referencer
Apulejus, L. (ca. 150) Metamorfoser i Gelsted, O. (1942) Det Gyldne Æsel.
Bibelen
Bolen, J.S., 2001. Goddesses in Older Women.
Book of Symbols. Reflections on Archetypal Images. Taschen. Ikke dateret.
Eco, U. 1980. The Name of the Rose.
Elliot, T.S. 1945. Four Quartets. Podcast.
Franz, M.L v. 1980. Alchemy.
Funder, L. 2004. Motiver og symboler i europæisk kunst.
Graham, L. 1997. Goddesses in Art.
Kawther, M. Al-Z. The Rose Journey. International Review of Social Sciences and Humanities Vol. 5, No. 2 (2013), pp. 229-244.
Kjær, E. & Hancke, V. 1965. Den store Rosenbog.
Lodwick, M. 2002.  The Gallery Companion.
Mai, A.-M. 2011; Jeg er Herrens tjenerinde. www.kvinfo.dk
Saint-Exupéry, A. d. 1943/1982. Den Lille prins.
Tyldesley, J. 2018. Isis Egyptian Goddess.

Artikler hentet på internettet – flere af dem udaterede.
www.kristendom.dk. Luther-rosen
www.bibelselskabet.dk
Isis, Rose of the World by Linda Iles. www.mirrorofisis.freeyellow.com
Myers O’Hara, J. 1910. The Poems of Sappho 600 b.c. www.sacred-texts.com
Symbology of the Rose © Dennis William Hauck. www. azothalchemy.org
The legendary  Rose of Iran by Sam Kerr. 2005. www.avesta.org
The Mythological Rose by Douglas Bender. 2014. www.charentonmacerations.com

Vignette: Rosa rubiginosa at the San Jose Heritage Rose Garden, San Jose, California by Stan Shebs licensed under CC BY-SA 3.0
Lutherrosen: Luther rose, Wikimedia commons licensed under Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 Unported by  Daniel Csörföly
Øvrige er under Public Domain.

[i] Se fx Venus Pentagram Orbit på www.youtube.co

Hanne Urhøj©2018. Jungiansk analytiker og supervisor. DSAP. www.psykoanalyse.nu