Mælkevejen har fået sit navn efter en myte, hvori den græske gudinde Hera spreder mælk udover himlen. Den ses som et lysende bånd hen over nattehimlen, og er især synlig i meget stjerneklare og måneløse nætter. I vores græsk-kristne kulturkreds – men også i andre – er det mælken, der har givet navn til vores galakse, vores kosmiske hjem. Det er næppe tilfældigt, idet mælk er den livgivende væske par excellence – kun overgået af vand. Alle pattedyrsunger skal have mælk for at kunne overleve det første stykke tid udenfor livmoderen. Det er det, der definerer os som pattedyr, og det er i amningen , at en stor del af tilknytningen mellem mor og barn finder sted (0). Det mest centrale pattedyr af dem alle, og det som vi i højeste grad forbinder med mælk, er Koen. Denne symbolartikel handler om de feminine medlemmer af arten Bos taurus, idet Koen har nogle andre konnotationer end Tyren.
Kvæg har været domesticeret siden den tidlige stenalder og har dermed fulgt mennesket i omkring 10.500 år. Måske er det imidlertid en forbindelse, der nu vil opløses, fordi konsumeringen af kød og mælk – og i det hele taget animalsk protein – er under pres i disse år. Ikke desto mindre er der et ældgammelt bånd mellem mennesket og Koen af psykologisk og symbolsk art. Det er det bånd, som denne symbolartikel vil handle om.
Koen i mytologien
Koen er det dyr, der er til stede ved begyndelsen i den nordiske mytologi ved selve verdens skabelse. Jætten Ymer, der ikke er mandlig eller kvindelig, men begge dele på samme tid, fødes i tidernes morgen, da isen smelter og møder ilden. Ymer bliver ophav til alle jætter. Koen Audhumbla, der er uden horn og større end alle andre køer, formes også ved isens smelten. Hun slikker på isblokkene for at få føde. Mælken fra hendes fire yvere løber som floder og nærer Ymer, der vokser. Ud af jætten formes senere hele verden og senere igen menneskene (1). Som vi skal se senere, er der en forbindelse mellem næring (Audhumbla), det primære Selv (Ymer) og fremkomsten af egoet (mennesket).
Koen er hellig i mange forskellige kulturer. Det, der sandsynligvis først falder os ind i den forbindelse, er Indiens hellige køer. Den hellige ko symboliserer renhed og ikke-erotisk frugtbarhed, opofrelse og den moderlige natur samt opretholdelse af livet. Gudinden Kamadhenu er i hinduismen beskrevet som en kogudinde og alle køers moder. Hun er en ”mirakelko”, der til overflod forsyner sin ejer med alt, hvad han (sic) ønsker sig. I indisk mytologi er Kamadhenu et af de væsener, der blev skabt, da mælkehavet blev kværnet. Den vediske gudinde Prithvi er også forbundet med og fremstilles nogle gange som en ko. Prithvi er selveste Jordens gudinde. Den græske ækvivalent hertil er Gaia, Jorden (2).
I Egypten er Koen især forbundet med gudinden Hathor. Hun fremstilles ofte som en ko med en solskive mellem hornene. Hun giver hver morgen liv til sin kalv, solguden – i samfundet repræsenteret af faraoen. Morgenrødmen er blodet fra denne fødsel. Hathor er blandt andet gudinde for frugtbarhed, liv og moderskab samt beskytteren af fødende kvinder og børn. Hathor er en af de store gudinder i den Egyptiske mytologi og også gudinde for skønhed, sensualitet og fest (3), men det er som modergudinde, at hun repræsenteres af Koen. Gudinden Nut (4) er den himmelske ko, der ligger som en bro over os om natten og viser os stjernebillederne. Koen bliver her selve Mælkevejen, selve galaksen med det hav af stjerner, som mennesket har set på siden tidernes morgen.
Som repræsentant for gudinderne bliver Koen i sig selv guddommelig og forbundet med både himmel og jord. Koen er således både den jordiske og den himmelske moder og livgiver.
I Ching
Koen optræder også i det klassiske kinesiske mirakel I Ching, der går 3000 år tilbage i tiden, men som stadig i dag konsulteres af mennesker verden over. Fx i hexagram 30 LI hvor det hedder ”at pleje koen bringer lykke” og i hexagram 56 LU: ”i letsindighed mister han sin ko”.
Koen i I Ching har med beskedenhed og tilpasningsevne at gøre.
Mennesket er afhængigt af og betinget af verden. Koen symboliserer accepten af dette forhold. ”Koen er symbolet på den yderste føjelighed. Når mennesket plejer denne føjelighed og frivillige afhængighed i sig, når det klarhed uden skarphed og finder sin plads i verden.” (5)
Det bemærkes kort, at der synes at være en sammenhæng mellem Ilden og Koens pleje. Dette forklares dog ikke yderligere. Jeg finder dog svaret andetsteds (6), idet det tilsyneladende har med det at kunne nære ilden eller med oplysning (eng.: illumination) at gøre. Der skelnes mellem ydre og indre oplysning, og det første afhænger af det sidste. For at nære den indre oplysning, den indre ild eller bevidsthed, kræves modtagelighed, og det at pleje Koen er et symbol for denne modtagelighed. At pleje Koen repræsenterer altså de evner, der skal til for at nære sin indre ild. At miste Koen i letsindighed må omvendt betyde, at man har for travlt og er for uopmærksom.
At beskæftige sig med I Ching er en delikat affære. Forskellige kilder og oversættelser tilbyder forskellige fortolkninger og billeder. I forbindelse med Hexagram 30 taler en anden oversættelse fx om at samle det feminine kvæg, dvs. køerne (7), og i en tredje oversættelse nævnes blot det at samle kvæget, men ikke dets køn (8).
Oraklet I Ching fordrer en åbenhed i sindet, der har med det intuitive, digteriske og associative felt at gøre. Og med at lade billederne arbejde i sig – som den drøvtyggende ko.
Kokassen
Jeg husker en Sankt Hans-aften fra min barndom. Vi er på landet for at se bål. Himlen er mørk og regntung. Græsset er langt og grønt og vådt. I det ligger spredte kokasser, efterladenskaber fra de sortbrogede danske malkekøer, som går på engen. Jeg synes, at det er sjovt, at de hedder kokasser, men det er kasser. De er monumentalt tunge, dybe og sorte. Jeg drages af dem og træder i en. Mine korte barneben synker ned i dem til under knæet. Jeg husker fornemmelsen af at synke, men ikke lugten, som uundgåeligt må være fulgt med oplevelsen.
Kokassen er et affaldsprodukt, som giver næring til de andre dyr, der lever i og omkring græsspisende kvæg. Hele engen er et økosystem, og det er påvist – og ældgammel viden – at biodiversiteten øges omkring græsædende kvæg. Kokasser giver næring til insekter, der igen giver næring til fugle og andre dyr. Kød fra kvæg, der går på græs, giver mennesket tilskud af blandt andet de vigtige omega3-fedtsyrer, vitaminer, proteiner og andet, som vi næringsmæssigt har brug for, fordi vi er kødspisere. Koens gasser, det vil sige dens prutter, bindes i de omkring voksende planter, der igen er vigtige for bier, hvepse og andre insekter. Det er ikke tilfældigt, at ”mælk og honning” er forbundne.
Kokasser kan også bruges som brænde og byggemateriale til beboelse. Traditionelt set bruges hele koen: både lort, horn, huder, kød, blod og mælk fra koen kan bruges. På den måde er både koens død og liv cyklisk, fordi den i sig selv skaber næring til omgivelserne – til kalven, til dens omkringliggende naturlige habitat og til mennesket. Koen giver generøst tilbage til os og til dens nærmiljø, når den får lov til at leve af græs (9).
Faktisk er det også Koen, som hjalp os til at bekæmpe – og helt udrydde – en af de værste epidemiske sygdomme, der har hærget mennesker i tidens løb, nemlig kopper. Det er det latinske ord for ko, vacca, der har givet navn til vaccine. Metoden med podning for kopper kendes tilbage fra det gamle Kina. I nyere tid opdagede den britiske læge Edward Jenner, at malkepiger, der malkede køer med kokopper, ikke blev syge, selvom de fik kopper på hånden, og at de altså udviklede resistens. Efter denne opdagelse indpodede han mennesker med sårsekret fra kokopper og udsatte dem derefter for smitte med kopper, uden at de blev syge (10). Flere vacciner er kommet til siden, men kopper er den eneste af de store globale sygdomme, der nu helt er udryddet.
Koen som kolbe
En væsentlig egenskab ved koen er, at den hører til drøvtyggerne. Den bruger megen tid på at tygge og fordøje maden for at få mest mulig næring ud af den. Den bruger en time efter have spist på at tygge og gylpe maden op for så at tygge den igen. Den har hele fire maver, som maden skal igennem. Den hører dermed til den klasse af dyr, der kaldes ruminantia på latin. Et ord, som har givet os udtrykket at ruminere. På almindeligt dansk betyder det at gruble; at overveje noget længe og grundigt (11). I sig selv er der ikke noget galt i at overveje noget længe og grundigt, at gruble over tingene, at veje for og imod. Mange mennesker har brug for tid, ro og fordybelse til at tage beslutninger eller for at finde ud af, hvordan de skal forholde sig til forskellige ting.
Imidlertid har dette udtryk i moderne psykologiske retninger som i kognitiv og positiv psykologi fået en kedelig konnotation, idet det her betyder at overtænke eller at vende negative tankemønstre igen og igen. Jeg vil nu slå et slag for det frugtbare ved at ruminere over ting. Ikke at forhaste sig, men at tage sig tid. Jeg ser koen for mig, som den ligger på marken i solen efter et måltid og tygger, måske vifter den med ørerne, fordi en flue irriterer den, eller den slår med halen. Og jeg ser det fine ved at være langsomt og roligt tyggende.
I den jungianske analytiske psykologi tager processen at behandle det psykiske materiale, der hører ethvert menneskes liv til, tid. Vi skal forholde os til det negative, til skyggen. Vi skal forholde os til relationer og til det arketypiske indhold fra fx drømme. Vi skal forholde os til skæbnens tilskikkelser som sygdom eller tab.
Materialet skal igennem systemet mange gange, som i den alkymistiske proces, der kaldes circulatio. I kraft af sin drøvtygning og den tid, det tager, bliver Koen en levende parallel til den alkymistiske kolbe, der i sig selv er en ofte anvendt metafor for den analytiske, psykologiske proces. Processen foregår på indersiden, materialet gennemtygges, gylpes op igen, mødes igen, bearbejdes – og der tages endnu en omgang. Langsomt, roligt og cyklisk.
Og således vender vi tilbage til den modtagelighed, beskedne accept og opmærksomhed, som også Koen i I Ching repræsenterer. Den evne, som det er nødvendigt at besidde for at kunne nære ilden frem mod forøget bevidsthed og for at arbejde med de indre forandringsprocesser i den alkymistiske kolbe.
En drøm om Koen
En drømmer havde denne drøm om en ko:
”Det er aften, lige efter skumring, jeg er på vej ind mod centrum af en by. Det er en stor, ældre europæisk by, a la Lyon. Jeg går forbi en smuk gammel park med høje træer. Her er mange mennesker, men her er ikke overfyldt. Jeg opdager så, at jeg går med en ko. Jeg holder den/fører den af sted på en beroligende måde med min højre hånd hen over dens ryg. Og nu kan jeg se, at det ikke er en helt almindelig ko. Den er meget stor. Nok mere end en halv gang større end en normal stor dansk malkeko. Jeg vågner og er helt overvældet, og jeg føler mig meget ressourcefuld. Og så tænker jeg: Det her er en arketypisk ko. Min ko.”
Drømmen her handler om, hvordan den arketypiske ko følger drømmeren ind mod centrum af en ældre by. Et centrum, som kan fortolkes som centrum af psyken, som Selvet. At byen er ældre, peger på det arkaiske ved Selvet. At det foregår ved skumringstid indikerer, at bevægelsen mod Selvet skal foregå i overgangszonen mellem det bevidste (dagen) og det ubevidste (natten). Begge tilstande er nødvendige. Koens størrelse repræsenter den store mængde af næring (ressourcer), som drømmeren har til rådighed. Det bringer også tanken tilbage på koen Audhumbla, som var større end andre køer, og som gav jætten Ymer næring. Det er disse ressourcer, som gør det muligt for drømmeren at bevæge sig ind mod og nå centrum af byen.
Drømmen fortæller, at Koen her i kraft af sin størrelse er arketypisk. Den er dermed forbundet med Selvet, og det er dens evne til at give næring, som gør det muligt for drømmeren at nå og relatere til Selvet og integrationen af psykens dele.
Denne drøm er meget smuk og bekræfter på symbolsk vis det, jeg forstod, da jeg på mere rationel vis forsøgte at finde et svar på spørgsmålet om, hvorfor Koen er så gennemgående og stort et symbol, og hvad den som symbol på det moderlige betyder på et dybere plan.
Selvet
Det er frugtbart at se på, hvad et symbol betyder i forskellige kulturer og religioner, som for eksempel Koen i den nordiske, hinduistisk/vediske og egyptiske mytologi. Hvis vi imidlertid kun ser komparativt på, hvad Koen udtrykker symbolsk i forskellige kulturer, mister vi muligheden for at forstå dens dybere betydning. For at få en dybere forståelse af Koen som symbol, vil jeg trække på den udviklingspsykologiske del af den analytiske psykologi.
Michael Fordham (1905-1995) var psykiater, jungiansk psykoanalytiker og grundlæggeren af det, der refereres til som ”London-skolen” indenfor analytisk psykologi. Londonskolen blev skabt som et supplement eller modsvar til den mere klassisk arketypiske ”Zürich-skole”.
Fordhams grundlæggende og frugtbare bidrag til den analytiske psykologi (12) var at danne bro til udviklingspsykologien hos blandt andre Melanie Klein og Donald W. Winnicott. Fordhams store bidrag til den analytiske psykologi var at etablere en teori om børns udvikling.
Han så det lille barn som allerede havende et Selv. Dette Selv kaldte han det primære Selv (primary Self). Barnet var altså i denne forståelse allerede et helt Selv fra fødslen. Her brød han med Jung og Neumann (13), der overordnet set mente, at Selvet konstelleres igennem individuationsprocessen, og at denne sker i en moden alder.
Som Alessandra Cavalli (1957-2020) mindede tilhørerne om ved en konference i 2019 i København, er det ikke et spørgsmål om at vælge mellem Neumann eller Fordham, men om at kunne holde begge positioner på samme tid og udholde den spænding, der opstår i dette. Hun brugte i sit oplæg (om børn i terapi) dette eksempel med Fordham og Neumann, men hun pointerede, at det gælder principielt, at det lige præcis er dette, som er målet med den jungianske psykologi og med udvikling hen mod helhed: At kunne (ud)holde spændingen mellem modsætninger og at holde begge poler i bevidstheden på samme tid.
Ifølge Fordham sker der i barnets tidlige udvikling en kontinuerlig de-integration og re-integraton af Selvet. De-integrationen sker ved at barnet frustreres i dets behov, mens re-integrationen sker ved at behovet for næring og nærhed imødekommes i relationen til moderen (eller den primære omsorgsgiver). Igennem denne cykliske proces frem og tilbage udvikles barnet. Det lærer at udholde spændingen mellem uopfyldt behov og opfyldt behov, mellem intethed og enhed. Og i denne proces udvikles det hen mod større og større autonomi – og mod dannelsen af egoet.
Det moderlige
Jeg grundede over, hvorfor Koen er så stort et symbol. Hvorfor er den arketypisk? Hvis vi blot siger, at Koen symboliserer det moderlige i mange kulturer, og den er forbundet til den store modergudinde, risikerer vi at symbolet – og vores dybere forståelse af det – deflaterer. Det bliver til et tegn. Jung gjorde meget ud af at skelne mellem tegn og symbol (14). Vi mister dermed muligheden for at få en dybere forståelse af, hvad det moderlige betyder for os som mennesker, både individuelt og kollektivt.
Koen symboliserer ikke blot “det moderlige”, men på et dybere plan selve tilknytningen mellem barnet og moderen. Det er i denne tilknytning og forbindelse, at det spæde Selv næres. Og det Moderlige løber som en rød tråd igennem hel vores kulturhistorie med Maria og barnet som det gennemgående billede på denne relation.
Det væsentlige ved det moderlige er altså muligheden for udviklingen af Selvet – og egoet – gennem det skisma mellem enhed og intethed, der opstår i situationen omkring at give og modtage næring. Det at få næring og trygheden i visheden om at næringen og omsorgen gives, også selvom det er frustrerende i perioder ikke at få næring.
At bringe Fordhams bidrag i spil giver mig – og forhåbentlig også læseren – en dybere forståelse af, hvad der er på spil i det, som vi kan forstå som Koens væsentligste symbolske betydning: det moderlige. Det moderlige handler om at give næring og tryghed til menneskebarnet eller dyreungen. Men i et dybere psykologisk lag handler det om at give næring til Selvet – og egoet. På den måde mødes Fordhams udviklingspsykologiske og Neumanns arketypiske bidrag til den analytiske psykologi på smukkeste vis i dette symbol og udvider vores forståelse af det. Og på den måde bekræftes Cavallis udsagn om vigtigheden af at kunne holde to polære modsætninger i psyken på samme tid.
Koen som symbol og alle egenskaberne ved koen – såsom det feminine, det moderlige, at give næring, langsomhed, det cykliske – er en matrix, hvorigennem Selvet konsolideres – og som følge heraf opstår egoet. Både i det endnu uudviklede menneske, spædbarnet, og i det arkaiske menneske, som i tusindvis af år tilbad koen som Gudinden eller den Store moder.
Imidlertid er det arketypiske lag i den menneskelige psyke stadig gældende, og derfor må jeg spørge, hvad Koen som symbol betyder for os såkaldt moderne mennesker?
Den hellige Ko
Hvilken dybere – symbolsk – betydning har det, at vi på den ene side har industrialiseret vores relation til Koen på samme måde, som vi har det til Svinet . Her bliver kødet til et produkt og ikke et næringsmiddel. På den anden side bliver spørgsmålet om at indtage kød og animalsk mælk til et større moralsk spørgsmål i klimakrisen, og der tales nu om at fremstille kød syntetisk. Men for mig at se bringer dette os endnu længere væk fra naturen og en forståelse af, hvad Koen kan tilbyde, når den får lov til at leve på en græsmark. Og det bringer os endnu længere væk fra den ærefrygt, der udtrykkes i billedet af den store sorte ko i Lascaux.
At gøre koen hellig er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi skal spise oksekød eller indtage mælk eller andre animalske proteiner. Det er ikke et spørgsmål, om at vi skal gøre det eller ej, men om hvordan vi skal gøre det. At gøre dyr som grise og køer til objekter i et industrialiseret slagteri er hjerteskærende ondt.
Der kan i den henseende siges meget om den måde, vi er i relation til dyrene, maden, kroppen og jorden på. Koen som arketypisk symbol fortæller os noget om den måde, vi er forbundet med verden på. Jeg har i denne symbolartikel forsøgt at anskueliggøre, at den fortæller os om relationen til Selvet og udviklingen af egoet gennem næringen, den store Moder, til naturen, til det kvindelige og til selve vores måde at være i verden på. Den tilbyder os et billede på et mere cyklisk, roligt og modtagende forhold til os selv, til tiden og til Jorden.
Men vi må ikke glemme, hvor farlig en ko kan være, hvis den oplever, at dens afkom er truet. Præcis som Moder Natur selv.
Noter og kilder:
(0) Tilknytning finder sted på mange måder, naturligvis også mellem barn og far og andre omsorgspersoner, og næring gives på andre måder end gennem amning blandt moderne mennesker.
(1) Gaiman, Neil: Nordisk mytologi. Aarhus : Modtryk, 2017.
(2) Artikler fra Wikipedia:
https://en.wikipedia.org/wiki/Cattle_in_religion_and_mythology (set 02.09.2023)
https://en.wikipedia.org/wiki/Kamadhenu (set 02.09.2023)
(3) Artikel fra Wikipedia:
https://en.wikipedia.org/wiki/Hathor (set 02.09.2023)
Artikel om Dawn i: The Book of Symbols : Reflections on Archetypal Images. Köln : Taschen, 2010. (p. 88)
I forbindelse med Hathor er det interessant at symbolikken omkring hende og venerationen af hende ifølge Alison M. Roberts peger frem mod den hermetiske alkymi i Europas renæssance. Se: Roberts, Alison M.: Hathor’s Alchemy : The Ancient Egyptian Roots of The Hermetic Art. Rottingdean : NorthGate, 2019.
(4) Artikel fra Wikipedia
https://en.wikipedia.org/wiki/Nut_(goddess)
(5)
I Ching : forvandlingernes bog (Bog I-III). [S.l.] : Klitrosen, 2021.
(6)
http://taoistiching.org/30.html (set 02.09.2023)
(7)
The Original I Ching Oracle or The Book of Changes: The Eranos I Ching Project. London : Watkins, 2018.
(8)
Karcher, Stephen: Total I Ching : Myths for Change. London : Time Warner, 2004.
(9)
https://naturguide.dk/kvaeg-paa-graes-oeger-biodiversitet-og-belaster-klimaet-mindre/ (set 02.09.2023)
(10)
https://denstoredanske.lex.dk/koppevaccination (set 02.09.2023)
(11)
https://denstoredanske.lex.dk/ruminere (set 02.09.2023)
(12)
https://www.thesap.org.uk/articles-on-jungian-psychology-2/michael-fordham/fordham-model-development (set 02.09.2023)
https://en.wikipedia.org/wiki/Michael_Fordham (set 02.09.2023)
Se også: Fordham, Michael: Explorations into the Self. London : Academic for the Society of Analytical Psychology, 1985.
(13)
Se Neumann, Erich: The Great Mother : An Analysis of the Archetype. Princeton : Princeton University Press, 1991.
(14)
Se fx CW18 §416-§417
Billeder:
En ko og dens kalv . 7 årh., Uttar Pradesh, Indien. Public domain.
Billede af en Ko-gudinde. Hathor eller Mehetweret, ca. 1390–1352 B.C. Egypten, Det Nye rige. The Metropolitan Museum of Art, New York. Public domain.
Køer på en eng med nyfødt kalv. Fotograf: Kirsten Daugaard, 2023. Brugt med tilladelse.
Aelbert Cuyp: A Distant View of Dordrecht, with a Milkmaid and Four Cows, and Other Figures (‘The Large Dort’) ca. 1650. national Gallery, Uk. CC 4.0.
Andrea Solario: Madonna med den grønne Pude. Ca. 1507. Public Domain.
Sort ko, Lascaux-hulen – 1CB.546. ARAS Online Archive. New York: The Archive for Research in Archetypal Symbolism; available from www.aras.org; set 4. september, 2023.