Af Kristine Gazel

Lille kat, lille kat på vejen
Hvis er du? Hvis er du?
Jeg er sgu min egen! *

Katten har været domesticeret helt tilbage til 7500 år BCE.

Det ville dog være mere i overensstemmelse med kattens natur at sige, at katten har ønsket at leve sammen med mennesket i omkring 9500 år. I den tid er der opstået et både nært og tvetydigt forhold mellem mennesket og katten. Katten optræder derfor som et gennemgående væsen i religion, i folklore, i eventyr, litteratur og kunst. I det følgende vil jeg give eksempler på kattens forskellige fremtoninger inden for disse områder.

Der er knyttet megen overtro til katten; fx at den har ni liv, og at den bringer held – medmindre den krydser ens vej og er sort. Så bringer den uheld. Men sorte katte på et skib betyder muligvis held – og så fremdeles …

Min datter fortalte mig for nyligt, at selv den dag i dag er vi mennesker utilbøjelige til at bo sammen med sorte katte. De er stadig stigmatiserede af overtro og associationer til hekse. Der synes også at være en tendens til at man enten kan lide katte eller ikke bryder sig om dem. De har et ry for at være mystiske eller utilregnelige – og det synes også at være de selv samme egenskaber, der deler vandene. Men katten er også forbundet med morskab og akrobatik, med sjov og ballade på grund af dens utrolige elegance, agilitet og legesyge.  Katten er i højere grad end hunden og hesten, som også traditionelt har været tæt forbundet til mennesket, en trickstertype. Katten har været et nyttedyr som rovdyr, den har fanget skadedyr som rotter og mus, men den har altid gået dens egne veje og levet efter dens egne regler og ritualer.

Katten i religionen
Bastet eller Bast var den store kattegudinde i egyptisk religion. Hun blev afbildet som enten en kat eller en kvinde med kattehoved. Bastet repræsenterede frugtbarhed, erotik og beskyttelse ved svangerskab og fødsel. Da erotik var forbundet til musik blev hun også forbundet med musik. Navnet Bastet har forbindelse til de sminkekrukker, indeholdende beskyttende salve, som blev givet som gaver for at yde modtageren gudindens beskyttelse. Ifølge Herodot var den årlige fest i byen Bubastet til Bastets ære en af de største religiøse fester, hvor vinen flød og hvor både kvinder, mænd og børn deltog. Der var en frugtbarheds- og glædesfest, hvor deltagerne musicerede, dansede og drak [Holm-Rasmussen, p. 243-244].

Bastet var også forbundet med Sekhmet, en egyptisk løvegudinde. Der synes dog at være en differentiering mellem Bastet og Sekhmet i form af henholdsvis lunare og solare aspekter:

“In Egypt, fire symbolism is usually associated with another form of the great Goddess, the cat-bodied or the cat-headed Bast and the lion goddess Sekhmet. The lion goddess symbolizes the devouring, negative aspect of the sun-desert-fire, the solar eye that burns and judges; while Bast … is the goddess not of the sun but of the moon. The nocturnal cat with eyes that are believed to become rounded at the full moon is an animal of the moon ; consequently it is green and associated with pregnant women.” [Neumann, p. 220]

Der er altså associationer mellem katten, månen og det kvindelige – og den store gudinde.

I de førkristne religioner var katten forbundet med Gudinden eller Den store Moder; især katten i form af en løvinde:

”The mother goddess with her guardian felines is the forerunner of the great goddesses of the Bronze Age: Inanna-Ishtar in Mesopotamia, Sekhmet in Egypt and the unnamed Minonian goddess all walk with or upon lions or sit upon a lion throne. In the iron age Cybele the great Goddess of Anatolia and Rome, rides in a chariot drawn by lions, in a direct line of descent from the Goddess of Catal Hüyük.” [The Myth of The Goddess, p. 82]

Løvinden blev afbildet i Les Trois Frères hulen i Frankrig, blandt malerier, som er dateret til at ligge længere tilbage end 12.000 år BCE. Om hende hedder det:

”In the Les Trois Frere cave The lioness is given the most prominent place directly facing the one who approaches the innermost sanctuary of the cave … Unlike the other animals, this lioness is not engraved in profile but confronts head on. With the startling impact of her eyes she appears to be challenging the one about to enter the sacred cave, as to guarding the mysteries against the uninitiated. In later times lions are the guardians of temples all over the world … .” [Ibid. p. 30]

Katten var forbundet med det femine i form af Den Store Gudinde, og hun var igen forbundet med menneskets forhold til naturen og til kosmos. Da Den Store Gudinde mistede sin betydning og de store monoteistiske patriarkalske religioner vandt indpas mistede også katten sin mytologiske betydning.

Katte i folkloren
I Norden var frugtbarhedsgudinden Freja associeret ikke med løver, men med store sorte katte, der trak hendes vogn. Og blandt kattene spiller de sorte katte en særlig rolle, som ovenfor nævnt. Heksens kat er sort med gule eller grønne øjne. Min tolkning er, at der i symbolsk forstand sker det, at gudinden og hendes løver forvandles til heksen og hendes sorte kat, da Den Store Gudinde mister magt. De bliver en del af det ubevidste, den folkelige overtro, folkloren. Men som alt det som blev en del af den okkulte understrøm, mister de ikke nødvendigvis betydning eller symbolsk relevans. Nej, de finder blot et andet sted at bo i menneskenes imaginære landskab.

Imidlertid var det ikke i middelalderen, men først i tidlig moderne tid, at katten og heksen blev forbundet ifølge historikeren Irina Meltzer. For eksempel forbandt den berygtede inkvisitor og forfatter af Heksehammeren, Malleus Maleficarum, Heinrich Kramer katten med kætteri, snarere end med hekseri.

“In the Middle Ages as such (i.e. before 1500) cats were primarily associated with heretics and only rarely with witches. The pairing cat-witch is mainly a postmedieval phenomenon, as indeed the whole witch-craze and persecution of witches is an early modern rather than medieval episode.” [Meltzer, 2013]

Katten blev set som et ”kættersk” dyr:

“Cats were intruders into human society. They could not be owned. They entered the house by stealth, like mice, and were suffered because they kept the insufferable mice in check. This causes a kind of conceptual tension. While the cat possesses the characteristics of a good hunter it is useful, but as long as it does it remains incompletely domesticated. Heretics, too, in a transferred sense, are not completely domesticated, since by challenging orthodox thought and roaming freely hither and thither in their interpretation of religious beliefs they resemble the bestiary definition of wildness. As symbolic animals, then, cats may be the heretical animal par excellence. ” [Meltzer, 2009].

I understrømmen i den europæiske folklore blev såvel katten og heksen forbundet med det afvigende og med det onde – og med hinanden. Katte blev lige som kvinder, der blev dømt som hekse, brændt på bålet. Især i Frankrig holdt man fester, hvor mange katte blev brændt levende på én gang. Op til 1750 blev katte ofret i ritualer.

”The cat was often the victim of sacrifice and was burnt alive in the fires that honored the sun, and celebrated the “death of death”. A first mass persecution of cats took place in Metz in 1662, when hundred of cats were burnt in the course of the pious religious ceremonies of Lent”. [Kohen, 2003, p. 145]

Der er åbenbart en tradition for at ofre og pine katte. Det ligger som en mørk understrøm i vores europæiske historie. Og selv op til vor tid taler vi om at “slå katten af tønden til fastelavn”. Nu er der frugt og slik i tønden, men der ligger desværre en sandhed bag talemåden. Under den sorte død måtte katte og hunde lide døden, fordi man fejlagtigt troede at de var bærere af smitten. Imidlertid var det netop disse husdyr, der havde kunnet dræbe de smittebærende rotter.

Katte har deres rolle i folkloren i alle verdenshjørner. Fx i Japan, hvor katte per definition er magiske. Katte hører til en gruppe af dyr, der når de når en bestemt alder kan blive transformeret, således at de er i stand til at leve evigt. For katte gælder det, at det er når de når en 12-13 år, som er deres naturlige levealder. Disse katte indtager en særlig position som en slags skyggevæsen, der både fremtræder charmerende og frygteligt. De kaldes kaibyo, det vil sige ”mystiske katte” eller ”overnaturlige katte”. Og disse katte kommer i mange forskellige variationer: katten med den splittede hale, nekomata; den formskiftende bakeneko; musume, der er en hybrid mellem menneske og kat, den korpusstjælende kasha. Disse transformerede katte var ikke længere søde kæledyr, men derimod frygtindgydende væsener, og det var tilladt at dræbe sin kat før den nåede den alder, hvor den eventuelt kunne blive overnaturlig [Davisson, 2017].

I Edo-perioden (1603 til 1867) var Japan lukket for verden udenfor. I denne periode opblomstrede en kunstnerisk og kulturel verden, kaldet ”Den flydende verden,” og kattene fik efterhånden en fremtrædende plads i kunsten, hvor kunstnerne så deres snit til at inkorporere katte i deres træsnit ukiyo-e; ”billeder fra den flydende verden”. Bevægelsen dyrkede det smukke og sanselige, og kattens naturlige hang til nydelse blev en fast bestanddel i denne kunstform.

Imidlertid blev bevægelsen i en periode censureret, men man glemte at censurere afbildninger af dyr og på den måde overtog kattene i en periode menneskenes placering på billederne. I dag er katten fremtrædende i den japanske populærkultur – tænk blot på Hello Kitty – og der er en kat eller to i enhver ny animeret serie.

”Yet they remain multifaceted and mysterious creatures and they retain an aura of dangerous power and caution. In Japan even the bravest person thinks twice before dealing with a cat […] it is said that I japan there is not a single family that uses the kanji for cats”. [Davisson, p. 17]

Katte i eventyr
Kattens betydning i eventyr afhænger af konteksten i eventyret selv. I nogle eventyr som fx ”Den bestøvlede kat” er dens rolle positiv, i andre associeres den med det negative kvindelige [Høgh, 2003, p. 133].

Eventyr udgør deres egen genre indenfor folkoren. De er ifølge Marie-Louise von Franz et dybere udtryk for det kollektivt ubevidstes arketyper end sagaer, fordi de udspilles på et dybere arketypisk niveau. I sagaerne er helten typisk et menneske, der konfronteres med arketypiske kræfter, mens eventyrets figurer i sig selv er arketypiske. Eventyret foregår på et fuldt ud arketypisk niveau, kun fortælleren, der står udenfor selve eventyret,  er menneskelig. [Von Franz, 1999 pp. 10-11]

I sin bog The Cat udlægger og analyserer Marie-Louise Von Franz et rumænsk eventyr, der handler om en pige, der på grund af en forbandelse må leve som en kat, indtil en ung helt kan forløse hende og forvandle hende til en menneskelig kvinde. Det interessante ved dette eventyr er, at hun i sin form som katte-kejserinde ikke blot er en kat,men også en gudinde. Det er selveste Jomfru Maria der har nedkaldt forbandelsen over pigens gravide moder, fordi denne har spist et æble fra Jomfruens have.

Jeg kan ikke gå i dybden med dette eventyr her, men jeg henviser til bogen, som er en dyb og spændende analyse af eventyret med en detaljeret amplifikation af de mange forskellige elementer i eventyret. Von Franz advarer os om ikke at gå for hastigt hen over amplifikation, når vi har med forståelsen af eventyrene at gøre:

”In interpretating such a fairy tale you can see how important it is to amplify in detail. One could very easily say. “oh this cat story is just the Christian prejudice against the feminine and the animal bodily aside, and here we have the compensatory story coming up and it’s an integration of the dark feminine.“ But you would have missed the point of the whole story, which you can only get if you really go into every bit of the detail – why the meat is turned into jewels, why the cat has a divine carriage that normally only gods use, and so on. Only by looking at those details absolutely accurately and amplifying can you get the real story behind it.” [Ibid., pp. 100-101]

Dog er det sandt, at eventyret handler om den mørke side af det kvindelige, som er blevet undertrykt af det kristne patriarkat – og som titlen på bogen indikerer handler eventyret om at forløse denne side af det kvindelige, så der kan opnås helhed. Det gælder både som forløsningen af den unge helts kvindelige side – Anima – som kattekejserindens menneskelige kvindelige side. Eventyret handler altså om forløsningen af det kvindelige i en patriarkalsk, kristen kultur. Forløsningen af det kvindelige har med forløsningen af det kødelige, det seksuelle. Men:

”The redemption of the feminine does not mean the redemption of the flesh; it means the redemption of the divinity of the flesh, of the divine, archetypal, godlike aspect of the flesh, and implications of that are very difficult to and complicated to explain in practical language.” [Ibid., p. 100]

Så forløsningen af det feminine handler ikke om kødet – men om det hellige i kødet – eller rettere sagt – om det at ånden kan tage bolig i kødet. Og at det er dette aspekt der er væsentligt i forståelsen af det Feminine. Det er også dette aspekt ved kødet og det Feminine, der er blevet glemt eller ønsket glemt af den kristne, patriarkalske kirke. Det er hele muligheden, af at der findes ånd i kødet og i Det Feminine.

Jeg tænker, at pointen med alt dette er, at vi i idéhistorien har vidst det og ikke vidst det på samme tid. Officielt har tanken om ånden i det kvindelige – eller den kvindelige ånd – været bandlyst i de sidste 2000 til 3000 år. Men erfaringen af Det Feminine har ligget som en farlig understrøm. Derfor er den sorte kat blevet associeret med heksen eller det hedenske, og derfor er såvel kvinder som katte blevet brændt på bålet. Katten ligesom heksen tilhører den kollektive skygge. Det man ikke kunne lide projiceredes over på heksen og på katten.

Katte i litteraturen og kunsten and all that jazz …
Edgar Allan Poes tragiske klassiske fortælling Den sorte kat er forfærdelig. Katten bliver bærer af den alkoholiserede fortællers følelse af skyld, hvilket både får fatale konsekvenser for hans katte – og ikke mindst for hans hustru.

Det starter med at fortælleren i beruselse udøver vold på sin elskede sorte kat med navnet Pluto og senere hænger den, hvorefter den hjemsøger ham:

”En morgen slog jeg med koldt blod en løkke on halsen på katten og hængte den i en gren” [Poe, p. 315]

Det er knapt så muntert, og hele fortællingen er temmelig nøgternt og koldblodigt fortalt. Det er et godt eksempel på den sorte kats bærer af projektioner.  I dette tildfælde dog personlige projektioner.

Vi må derfor – for at muntre os op – nu kort vende vores blik mod de mere lystige katte. Der er kattene i Eliots digt Old Possums book of Practical cats:”The naming of cats is a difficult matter” . Katte har tre navne; dem som kattens familie bruger herunder de sødere navne, samt de særlige navne og endelig det som kun katten selv kender:

   ”But above and beyond there’s still one name that you will never guess;
the name that no human research van discover –
    But the cat himself know and will never confess” [Eliot. 1939]

Eliots digte handler med munterhed magi og melankoli lige så meget om katte som om os mennesker. Hvem elsker ikke Mr. Mistoffelees?

Så er der Lewis Carolls’ Cheshire cat med dens ikonske smil (se billedet th: John Tenniel: Chesire Cat, 1865) , der dukker op her der og alle vegne som den trickster, den er. Og nogle gange er der kun grinet tilbage:  Alice siger: “She has often seen a cat without a grin but never a grin without a cat”. I moderne litteratur er der utallige eksempler på kattens rolle, ikke mindst hos Murakami. Det interessante er, at Eliot indledningsvist refererer til Caroll i starten af sin bog; ”You may think at first I’m mad as a hatter”. Det overhovedet at beskæftige sig med katte betyder, at man er en lille smule crazed som udgangspunkt. Og måske har katte adgang til andre dimensioner:

Enhver katteejer vil kunne fortælle dig, at katte tiltider reagerer og interagerer med ting, der ikke er der – oberserver en kat i lang nok tid, og du vil før eller siden  få den idé, at den har adgang til flere dimensioner end du selv har” [Langballe, 2019]

Der er utallige ekspempler på, at katte gør et indtog i menneskers liv og kunsten: Doris Lessings katteliv og forlaget Vandkunstens årlige kattekalender med citater fra litteraturen om katte. British Museum har udgivet bøger om kattens rolle i kunsten fra oldtidens Egypten til nu. Og der er Disneyfilmen Aristocats som et eksempel på hvordan det frie katteliv kan swinge til langt ud på de små timer. O’Malley fra Aristocats er netop den eksemplariske stray cat: uafhængig og fri. Det er dog Duchess der takker nej til at binde sig.

Katten og det kvindelige
I drømme synes katte at vise som det første primitive aspekt af Anima hos mænd. Hos kvinder kan de derimod udtrykke kvindens dyriske sider og hendes selvstændighed og aggression.

Katten er – efter min mening – et feminint anliggende. Dens symbolske betydning er knyttet til Kvinden, og også det kvindelige i manden. Men ikke det desto mindre Det Feminine uanset hvordan det viser sig. Er katten maskulin i dens udtryk tager den form af en trickster, en uberegnelig figur, som du ikke kan greje præcis som fx Caroll, Eliot og Murakami udtrykker det i deres fortællinger.

Jeg vil dog fastholde, at katten om noget dyr er kvindens dyr – og Gudindens dyr. Freja, Inanna-Ishtar, Cybele – alle er de associeret med katten. Da gudinden må gå under jorden er katten blevet heksens dyr. Og associationen med katten synes også at være forbundet med noget seksuelt, for det er ikke de jomfruelige gudinder, der associeres med katten – Artemis gør så vidt jeg ved ikke.

Det er den kvindelige seksualitet, aggression og uafhængighed, der er forbundet med katten. Katten symboliserer forholdet til vores natur, det kødelige, til vores trickster side. Og den har ikke mindst noget at gøre med vores kollektive skygge, idet vi på katten har projiceret det hedenske og onde, vores ideer om det forkerte og det forbudte. Vores forhold til katten er tvetydigt symbolsk og kulturelt. Jeg tror, at det er fordi vi har et tvetydigt forhold til vores egen dyriske natur – og det er dette aspekt i os selv, som katten repræsenterer. Løvinden i grotten viser os, at katten har været med os siden tidernes morgen, sammen med de andre store kattedyr i gudindekultene.

I den sammenhæng er det tankevækkende, at tigre bedøves i de sydøstasiastiske buddhistiske klostre for at være fotogene til fordel for at turister kan lade sig fotografere med dem. Jeg ser det som et udtryk for at forhold til den vilde kat – og det vilde indre kvindelige (eller det ydre?) – synes at blive bedøvet.

Min påstand er altså at vores forhold til Katten fortæller os noget om, hvordan vi forholder os til den vilde natur i os – og det feminine i os selv og vores kultur.

Det var kattens!
Eliots digte om katte – og den senere musical Cats – er en moderne fortælling om, hvor mangefacetterede, sjove, utilregnelige – og melankolske – katte kan være. Vi bruger vendingen Det var Kattens! For at udtrykke overraskelse eller ærgrelse. Men hvad er egentlig kattens – hvad er dens dybere budskab til os?

Katten kan lære os at være i kroppen – uanset om det er i en zenagtig tilstand af hvile – som vel sagtens er dens foretrukne tilstand, det vil sige den tilstand, i hvilken den tilbringer størstedelen af tiden – eller i elegant og sofistikeret bevægelse. Nogle gange kommer den imidlertid galt af sted og laver nogle urkomiske krumspring, hvilket utallige kattevideoer på de sociale medier vidner om. Når en kat kommer galt af sted – det vil sige – når den opfører sig pinligt imod dens egen vilje – sætter den sig gerne til at slikke sine poter, længe og omhyggeligt. Eller den gemmer sig i timevis. Katte kan skam føle deres stolthed såret – men de føler næppe skam.

Mennesker, der ikke selv bor sammen med katte, antyder ofte at katteelskere projicerer menneskelige følelser over i katte – men katteelskere ved bedre selv. De ved at det handler om kærlighed. På trods af kattens egensindige væsen kan der udvikles en dyb følelse af kærlighed mellem en kat og dens menneske.

Dog, uanset hvor meget du gerne vil elske en kat, fungerer relationen kun, hvis katten vælger også at elske dig.

Tak

Tak til Nina, Solveig, Thomas, Hanne og Kirsten for hjælp og inspiration.

* Citat af Piet Hein

Kilder:

Carrol, Lewis: Alice in wonderland.
Eliot, T. S.: Old Possums Book of Practical cats. 1939.
Davisson, Zack: Kaibyö : The Supernatural Cats of Japan. 2017.
Franz, Marie-Louise Von: The Cat : A tale of Feminine Redemption. 1999.
Holm-Rasmussen, Torben: Politikens bog om Det gamle Egypten. 2003.
Kohen, Elli: World History and Myths of Cats. 2003.
Langballe, Amalie: Katte er det fremmede, det frie og det farlige. I: Politiken, 19. december, 2019.
Metzler, Irina. 2009 og 2013. Citeret fra  https://www.medievalists.net/2013/10/why-cats-were-hated-in-medieval-europe/  og https://irinametzler.org/2013/10/10/witchcraft-and-cats-in-the-middle-ages-revisited/
The Myth of the Goddess : Evolution of an Image / Anne Baring and Jules Cashford. 1993.
Neumann, Erich: The Great Mother. 1972.
Poe, Edgar Allan: Den sorte kat. I: Samlede fortællinger. Bd. 1. p. 313-321. 2007.

Andre kilder:
Wikipedia; Den store Danske encyklopædi, Historie-online.dk, Nationalmuseet, The British Museums Books on Cats, Vandkunstens kattekalender, Murakamis romaner: Træopfuglens krønike og Kafka på Stranden, Lessing, Doris: On Cats.

Billede af Bastet; “Statuette of Bastet; Late Period” by Einsamer Schütze is licensed under  BY-SA 3.0

©2019. Kristine Gazel,  Kvintessensen.