Af Kristine Gazel

It is through fire Nature is changed*

I begyndelsen
I begyndelsen var der et stort mørke. De eneste kilder til lys var månen og stjernerne på nattehimlen og solen om dagen. Solen brændte. Til tider satte den ild til det tørre græs og sletten brød i brand. Mennesket var både afhængig af solens ild og prisgivet den.

En dag opdagede en fjern forfader eller formoder, hvordan to træstykker blev varmere, når de blev gnedet imod hinanden eller hvordan det slog gnister mellem to stykker flint, og hvordan ilden groede frem, når man pustede blidt til gløderne. Ilden var levende.
Med ilden kom muligheden for at få varme om natten, at kunne samles omkring et bål, at kunne holde vilde dyr borte, at kunne se i mørket. Da menneskene nu selv kunne skabe ild kunne vi flytte os, vi var ikke nødt til at blive i vores huler, fordi vi ikke længere var afhængige af også at skulle transportere ilden. Den kunne skabes på ny hver aften.

Vi kunne tænde et nyt bål, når vi var kommet frem efter en dags vandring og det var tid til at spise, hvile og siden sove. Vi kunne betaget se flammerne hoppe og springe deres orange dans og helt, helt inde i hver flamme kunne vi se dens blå kerne, dens hedeste center. Og vi kunne se hvordan flammerne dansede over træstykkerne, hvordan ilden udhulede og tog bolig i træet og gjorde det hvidglødende og brændte inde i selve træet. Og vi kunne se på hinanden omkring bålet, hvordan vi dannede en cirkel med vores familie og venner, vores stamme, vores slægt. Vi vidste, hvor vi hørte til. Vi kunne løfte blikket og følge glødernes svæven op i himlen over vores hoveder – og dernæst løfte blikket videre op og ud – og begribe vores plads i universet, på jorden, under himlen.

Og vi sad dér under nattehimlen og så hvordan Mælkevejen hvælvede sig over os, og vi kunne se stjernerne og fortælle historier om dem. Stjerner, der befandt sig lysår fra os og fra hinanden, blev dermed forbundet igennem forestillingskraften og fællesskabet. Jorden var ikke længere mørk om natten, ildstedet forbandt menneskene omkring dets cirkel, og der blev fortalt historier. Ilden blev nu skabt af mennesket. Den første menneskeskabte ild i et urhav af mørke. Ilden var ikke længere blot en naturkraft. Den var også en kulturkraft.

Således startede civilisationen.

Kampen om ilden
I den rørende film Kampen om ilden af Jean-Jacques Annaud (1981) rejser tre neanderthalere ud i verden for at finde ild, fordi den blev slukket efter en kamp om deres hule. De er ude af stand til selv at skabe ild. På rejsen skal de kæmpe for at overleve i den barske natur ; de møder også vilde dyr, kannibaler og væsener, der knap nok endnu er mennesker. Og så møder de homo sapiens-kvinden, der lærer dem at elske, at le – og at skabe ild. Filmen beskriver en dannelsesrejse, og en skabelsesrejse. Det er en fortælling om, hvordan mennesket skabes. Og den viser, hvorfor det er essentielt for mennesket ikke blot at kunne bevare ilden – men også at kunne skabe den selv.

Siden da har det været menneskets lod i det omfang, at det er muligt. At holde ilden inde og bruge den konstruktivt og klogt, for hvis ilden bryder ud, bryder kaos løs. Menneskets historie kan ses som historien om, hvordan mennesket forholder sig til ilden og forvalter ilden. Både helt konkret, og når vi ser på ilden som kraft; som symbol på energi, seksualitet, kærlighed, kreativitet, raseri og bevidsthed – ikke mindst når disse kræfter tager magten fra os. Ilden er dobbelt. Den er en såvel en naturkraft som en kulturkraft. Den er både lutrende og livgivende – og destruktiv. Men også i sit destruktive aspekt kan den berede grunden for mere konstruktive og frugtbare processer.

Elementet ild
Ilden er et af de fire grundelementer, ifølge den førsokratiske filosof Empedokles:

Alting består af kombinationer af fire grundelementer, ild, luft, vand og jord. (Empedokles, cit. Stefánsson, 2009)

Denne ide gennemsyrede videnskaben og medicinen helt frem til 1700-tallet. Hver af de fire elementer blev af lægen Galen associeret med en af de fire kardinalvæsker eller kardinalsafter; rød eller gul galde, blod, sort galde og slim. Ild blev associeret med rød eller gul galde, på latin; cholera – og dermed det koleriske temperament. Hvilket temperament, der prægede det enkelte menneskes karakter afhang af, hvordan disse fire væsker var blandet i det enkelte menneske. Sygdom skyldtes en ubalance i disse væsker. Mens elementerne luft og ild blev forbundet med det maskuline og aktive, blev vand og jord forbundet med det feminine og passive (Stefánsson, 2009).

De fire elementer.
Miniature fra Isidor af Sevilla De natura rerum liber (ca. 612-613)

Elementlæren var også forbundet med astrologi og alkymi, og elementerne afspejles af de fire forskellige kulører i tarotkortene, hvor Ild traditionelt er forbundet med Stavenes heftige energi. Efter Empedokles blev teorien om de fire elementer af Aristoteles udvidet med det 5. element, Quintia Essentia – eller kvintessensen. Det er dén som man søgte i alkymien i form af De vises sten (Lapis Philosophorum) (Stefánsson, 2009 ; Wikipedia).

Elementlæren forbandt altså hele den kulturelle bevidsthed fra antikken til opbruddet i Oplysningstiden, hvor en moderne videnskabs- og verdensforståelse afløste den. Men den spiller til stadighed en rolle i den kollektive og kulturelle bevidsthed, såvel som i det kollektive ubevidste. Vi er stadig præget af de fire elementer, som vi møder i billederne i eventyr, myter, film, litteratur, kunst – og i vores drømme.

Den prometiske ild
Den fundamentale myte om ilden er myten om Prometheus. Det er fortællingen om menneskets forhold til ild og en af de ældste arketypiske fortællinger om menneskets forhold til bevidsthed – og prisen for bevidsthed. Menneskene får bevidsthed, symboliseret ved ilden,  af Prometheus. Ilden tilhører guderne, og  den kan kun skænkes eller fratages menneskene af den øverste gud, Zeus. Men Prometheus gør oprør imod denne orden.

Prometheus var en titan. Titanerne havde været i krig med guderne og tabt. Han fortsatte dog sit oprør mod guderne ved at stille sig på menneskenes side. Under et helligt måltid gav han menneskene kødet og snød guderne, der kun fik skind og ben, pænt pakket ind. Det vakte Zeus’ vrede, og han tog ilden fra menneskene som straf. Derfor stjal Prometheus ilden fra guderne og gav den tilbage til menneskene.

Prometheus bringer ild til menneskene.
Maleri af Heinrich Friedrich Füger (ca. 1817)

Som straf herfor blev han lænket til en klippe og fik hver dag leveren, som netop er forbundet med ilden, hakket ud af en ørn. Den voksede ud igen om natten, blot for at blive spist af ørnen igen om dagen. En anden del af straffen var, at Prometheus’ bror Epimetheus modtog Pandora som gave fra guderne. Det finurlige er, at Prometheus betyder for-tanke, eller let omskrevet forudseenhed, mens Epimetheus betyder efter-tanke. Epimethus er altså en variant – et mytologisk spejlbillede af Prometheus. Og eftertanken består i det faktum, at der er en ekstrem konsekvens af ranet af ilden. Med bevidstheden følger lidelse – og lidenskab:

In a certain sense we can say that Pandora and fire is equivalent. Fire is energy and one of the aspects of energy is desire. Pandora the beautiful woman is the object of desire. As the ego is given the powers of desire and will and longing, it also receives the contents of Pandoras box the suffering of human life. [Edinger, 1994i, p. 15]

Edinger (1994i), som jeg bygger min fremstilling af Prometheus-myten på, påpeger parallellen til syndefaldshistorien om Adam og Eva, der spiser af kundskabens træ: At opnå bevidsthed medfører lidelse på flere niveauer. Ikke nok med at man straffes, enten som Prometheus – eller som Adam og Eva, der bliver smidt ud af paradisets have, som vogtes af engle med flammesværd – alene for selve det at ville være bevidst. Men det at opnå bevidsthed medfører også erfaringen af seksualitet og begær, vilje og længsel, der igen rummer lidelse. Ilden som symbol for bevidsthed kræver, at egoet repræsenteret både af Prometheus/Epimetheus og menneskene ikke blot straffes, men også mister uskylden.

Der er dog endnu et lag i Prometheus-myten, hvis vi læser den som myten om, hvordan menneskene bliver bevidste. Nemlig det paradoks, at det netop er i overskridelsen af grænsen, i oprøret mod guderne eller ved at trodse forbuddet, at bevidstheden bliver født. Ligesom det er i kampen om ilden og kampen mod dyrene, mørket og kulden, at vi mennesker ikke blot lærer at kontrollere men også at udvikle intelligensen.

Kreativitet såvel som udviklingen af intelligens og bevidsthed kræver at der er en spænding, en begrænsning, noget at udvikle sig op imod. I de arketypiske fortællinger er det gud eller guderne i form af Jahve eller Zeus, der sætter grænserne. I menneskets urtid var det naturen, men den var også guddommelig dengang i form af Den Store Moder. Men i takt med at vi begyndte at kontrollere og kultivere naturen, erkendte vi også, at vi var adskilte fra naturen. Eller omvendt: I den grad vi begyndte at definere os selv som værende adskilte fra naturen, begyndte vi ikke blot at kultivere naturen, men også at underlægge den vores vilje, at kontrollere, ændre og udnytte den.

At menneskene og guderne i Prometheusmyten spiser det hellige måltid hver for sig, hvilket gør det muligt for Prometheus at snyde guderne, betyder ifølge Edinger (1994i), at egoet har skilt sig ud fra det arketypiske. I syndefaldsmyten finder der også en adskillelse eller en separation sted, da Adam og Eva vises ud fra paradisets have. Begge myter har det lag med, at mennesket adskilles fra det guddommelige. Det er på paradoksal vis både årsagen til og prisen for udviklingen af bevidsthed.

Den mytologiske ild
En anden figur fra den græske mytologi, der har med ilden at gøre, er Hefaistos. Denne skikkelse rummer et sært paradoks. På sin vis er han guddommelig og søn af Hera alene. Men han er også grim, en krøbling. Og samtidig med det er han gift med den smukkeste af alle gudinderne – den yppige Afrodite (Venus). Og han er den eneste gud, der er blevet kastet ned fra Olympen for senere at blive taget til nåde. Han er gud for smedene, tømrerne, håndværkerne, kunsthåndværkerne, for metallurgi og for vulkaner, således er han i den romerske gudeverden kendt som Vulcan. Hefaistos er i stand til at anvende og kontrollere ilden i en kreativ skabelsesakt.

I ilden kan metal forvandles og omformes til værktøj, våben og smykker. I Hefaistos’ skikkelse forenes det grimme og det jordbunde, håndens arbejde, med det at skabe noget brugbart og smukt, ikke mindst det skønne udstyr, guderne selv anvender. Således er det Hefaistos, der skabte Zeus’ lyn. Og grunden til denne kunnen var mestringen af ilden, som først og fremmest tillagdes smedene. (Eliade, 1978 ; Edinger, 1994i)

En tredje, mindre dramatisk skikkelse i den græske mytologi, der havde med ilden at gøre var jomfrugudinden Hestia. Hendes navn betyder arne, ildsted. Hun er om nogen den, der mestrer ilden. Men ikke blot det, hun kultiverer og drager omsorg for den. Hun er vogteren af arnen, hjemmets midtpunkt og ildens hjem. Som datter af Rhea og Kronos er hun søster til Zeus, og dermed går hun langt tilbage i tid og i betydning. I de græske bystater fandtes et offentligt ildsted, under åben himmel, som ikke måtte dø ud, og som var kultsted for Hestia. Hvis ilden skulle slukkes eller fornys skulle det ske under udførelse af bestemte ritualer. Denne ild var moderilden, og Hestia, der ikke selv har børn, er civilisationens og hjemmets moder. Ilden blev bragt fra bystaten til nye kolonier og bandt således civilisationerne sammen. Dette symbolske udtryk ser vi stadig den dag i dag afspejlet i transporten af den olympiske ild. Hestia siges at have været stum – og kysk. Den romerske ækvivalent var gudinden Vesta og hendes præstinder, vestalinderne, der vogtede over Roms hellige ild på Forum Romanum, og som afgav et 30-årigt løfte om kyskhed, som dog ofte blev livslangt. At vogte og mestre ilden kræver et afkald (Edinger, 1994i ; Wikipedia).

Ild som bevidsthed
Hvor bevidsthedens skabelsesakt kræver en grænseoverskridelse, kræver bevidsthedens udvikling at grænserne forfines og opretholdes. Prometheus-myten fortæller os, at der for at skabe bevidsthed skal etableres en grænse – og at denne grænse derpå skal overskrides. Og myterne om Hefaistos og Hestia fortæller os, at der for at vi kan skabe, hvad enten det drejer sig om håndgribelige ting som sværd eller smykker eller et hjem og en civilisation, skal være et rum, inden for hvilket ilden (eller energien) kan holdes. Ellers råder der kaos.

Udviklingspsykologisk kan vi anskue det således, at nu da mennesket ved, hvordan det skal skabe ilden, bliver det et spørgsmål om liv og død at sætte grænser for ilden, i såvel konkret som symbolsk betydning. At give ilden plads og form, at give den et rum, hvor den kunne leve og holdes ved lige. På samme måde som kolben holder det alkymistiske opus, holder ildstedet om ilden som den skabende kraft.

Så for at skabe ild må vi etablere et ildsted, et rum til ilden.

Vessels contain the substance, but the fire itself must be contained. The heat that charges through the work and makes alchemy possible requires a container equal to its burning force. Desire needs direction. [Hillman, 2014, p. 46]

Kolben er værdifuld, men ilden er sandelig også værdifuld. Uden ilden som agent sker der intet i kolben. Forandring – forvandlingen af stoffet – kræver energi, varme. Vi kan intet skabe uden at have energien til at skabe. Og dette kræver et ildsted. Her er det interessant at bemærke, at ildsted på latin hedder focus (Ibid., p 47). For at kunne skabe noget må vi være fokuserede, eller koncentrerede.

 

Illustration fra Aurora Consurgens, 1500-tallet.

Ilden er altså basal i forhold til at omforme stoffet, til at forvandle den fra at være ét til at være noget andet. Uden ilden kan jernet ikke forvandles til et sværd, guldet til en ring eller leret til krukke:

The alchemist like the smith and like the potter before him is a “master of fire”. It is with fire that he controls the passage of matter from one state to another. The first potter who, with the aid of live embers, was successful in hardening those shapes which he had given to his clay, must have felt the intoxication of the demiurge: He had discovered a transmuting agent. [Eliade, 1978, p. 7]

For at kunne beherske vores kreativitet, vores bevidsthed, vores begær, symboliseret ved ilden, er det altså nødvendigt at have et sted til den, For at rumme den og for at kunne tøjle og nære den. Ilden er levende: Hvis vi ikke passer på den, dør den. Hvis vi ikke behersker den, fortærer den os.

Ild som forvandling af libido
I Symbols of Transformation (Jung, 1990) behandler C.G. Jung ilden som et af menneskets betydningsfulde symboler. Han giver eksempler på ildsymbolik som udtryk for, hvordan det at forvandle og forvalte libido er udtrykt i myterne. Der gives eksempler på forbindelsen mellem seksualitet og ritualer omkring det at skabe ild. Ilden forbindes med munden og åndedrættet, og han foreslår, at libido har rod i behovet for næring (”the nutritive zone”), fremfor at have seksualiteten som årsag. Han inddrager indiske myter, eksempler hentet fra Bibelen og Hölderlins og Goethes lyrik, hvor der gives associationer til Apollon – solens og bevidsthedens Gud.

Symbols of Transformation (eng. 1916) udkom oprindeligt på tysk (1912) under titlen Wandlungen und Symbole der Libido. Det var Jungs første selvstændige værk i relation til Freud. Det blev også udløsningen af bruddet mellem dem, som havde været undervejs noget tid. I dette værk diskuterer Jung begrebet libido i forhold til Freuds forståelse af det. På trods af at Freud en overgang definerer libido i mere generelle termer vender han tilbage til sin oprindelige definition af libido som seksuel energi. Jung valgte som bekendt at definere libido som psykisk energi:

We would be better advised, therefore, when speaking of libido, to understand it as an energy-value which is able to communicate itself to any field of activity whatsoever, be it power, hunger, hatred, sexuality, or religion, without ever being itself a specific instinct. [Jung, 1990, § 197]

Den bibelske ild
I Bibelen optræder Ild som Guds tilsynekomst; som da Moses møder Gud i form af den brændende tornebusk. Og ild forbindes med ånd som i Apostlenes gerninger, hvor Helligånden falder over apostlene som ild:

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger, som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. [AG, kap.2, v. 1-4]

Ild optræder også i Bibelen som noget rensende. Det hedder om Jesus, at han vil døbe med Helligånd og ild, hvor Johannes ”kun” døber med vand. Jesus døber med ild – der er tale om en ilddåb, igennem hvilken sjælen lutres. Fordi Ild brænder alt væk, der ikke skal være der. Alt det, som i traditionel kristen forstand defineres som ”syndigt”. Ild er rensende (Bibelleksikon).

Den alkymistiske ild
Ilden som symbol på renselse er tydelig i den del af den alkymistiske proces, der benævnes Calcinatio. Calcinatio er forbundet til ilden som ét af de fire grundelementer i den klassiske alkymi.

”Opskriften” på Calcinatio lyder som følger:

Take a fiery gray wolf … where he roams almost savage with hunger. Cast to him the body of the king, and when he has devoured it, burn him entirely to ashes in a great fire. By this process the King will be liberated, and when it has been performed thrice the lion has overcome the wolf and will find nothing more to devour in him. Thus our body has been rendered fit for the first stage of our work… [Cit. Edinger, 1994ii, p. 18]

Dybdepsykologisk set må vi opfatte det som et indre genopstandelsesdrama fortalt gennem symboler.

Ulven æder kongen.
I baggrunden brændes ulven og kongen genopstår af ilden.
Maier, Atalanta Fugiens, 1618.

Kongen er død, og dermed er det styrende princip i bevidstheden (egoet) sat ud af kraft. Kongens krop bliver givet til en hungrende ulv, hvilket betyder at egoet (jeg-komplekset) er besat af begær, symboliseret af ulven. Så ulven, der har ædt (besat) kongen, brændes i ilden for at transcendere og udrense det dyriske begær. Løven symboliserer den fortærende ild. Men både ulven og løven symboliserer begær, hvilket betyder, at begæret fortærer sig selv. Løven/ilden fortærer ulven, og kongen (egoet), som har været sat ud af kraft, overgivet til animalske og egocentrerede kræfter, kan fødes igen.

Der er altså fire tilstande eller niveauer i dette: Ulven står for det helt elementære dyriske begær (i form af sult, seksualitet, overlevelsesinstinkt). Løven står for det egocentriske magtbegær (viljen til at herske, styre og kontrollere). Kongen står for den diskriminerende, objektive jeg-bevidsthed. Endelig har vi Kongen i sin genfødte form, hvilket betyder, at jeg’et har fået en ny bevidsthedsindstilling.

Det fremgår af citatet, at calcinatio er en indledende operation, der gør det muligt at arbejde videre med stoffet (”our body” dvs. materien). Men kongen er jo allerede død, sandsynligvis igennem den proces, der hedder mortificatio ( at gøre død), som altså kommer før calcinatio, omend der ikke kan siges at være nogen helt fast rækkefølge i de alkymistiske processer.

En pointe vedrørende calcinatio er, at vi kan brænde med to slags ild; begærets ild eller en guddommelig ild, inspiration eller nåde, som kan komme over os:

We only live, only suspire
Consumed by either fire or fire.
[T.S. Eliot, cit. Edinger, 1994ii, p. 38 (forkortet)]

Spørgsmålet er blot hvilken af de to typer ild, vi vælger at brænde i – i den udstrækning, vi overhovedet kan vælge? Den der hidrører fra begæret eller den der hidrører fra det Andet. Dette Andet, der tager over, når egoet sættes ud af kraft og vi brænder i dette Andet (Selvet eller det gudommelige).

Calcinatio er en ilddåb, der skal rense os. Dåben fortærer os, renser os og sætter os i kontakt med det guddommelige. Også asken er – som i den gamle talemåde aske ridser ikke, det renser – lutrende.

“The end product of calcinatio is a white ash. This corresponds to the so-called “white foliated earth” of many alchemical texts. It signifies the albedo or whitening phase and has paradoxical associations. On the one hand ashes signify despair, mourning, or repentance. On the other hand they contain the supreme value, the goal of the work. [Edinger, 1994ii, p. 40]

Talemåden er tillagt Maier, der siger:

“Sow your gold in white foliated earth”

Det, som gør jorden hvid, er aske, der er spredt ud over jorden, og som gør den frugtbar, og det er altså i denne, at vi skal så vores guld. I det alkymistiske værk Rosarium Philosophorium er det erstattet med anima – altså sjælen: “Seminate ergo animam in terram albam foliatam” (begrav din sjæl i den hvidt indhyllede jord) (Jung, 1978, p. 438, n270). Uanset hvad er der ikke bare tale om guld – “Aurum nostrum non est aurum vulgi” (vores guld er ikke det almindelige guld) – men om guld som udtryk for det sjælelige. Når ilden har brændt alt ned til grunden, og denne er dækket af aske, er det muligt at starte på en frisk; nyt liv vil fremkomme. Og det er i denne frugtbare, til grunden nedbrændte jord, at vi skal investere vores guld eller vores sjæl, således at en forvandling kan finde sted.

Ildens dyr
Udover løven, som i det ovenstående symboliserer Ild, vil jeg nævne to andre (fabel)dyr, som i alkymien associeres med Ilden, og som synes at leve deres eget liv i den kollektive bevidsthed.

Af sin egen aske, efter den er blevet brændt, genopstår Fugl Føniks. Fugl Føniks er et af de gennemgående symboler i alkymi, litteratur og kulturen generelt. I det moderne Harry Potter-univers har Fugl Føniks også en rolle som beskytter af Dumbledore. Den er derfor, hvad jeg ville kalde et evigt symbol: Nøjagtigt som i dens egen myte genopstår den symbolsk igen og igen i nye sammenhænge. Også den symboliserer en ilddåb: At blive brændt til aske, at blive helt og aldeles destrueret, for så at genopstå af asken renset og transcenderet.

Et andet dyr, som i alkymien er forbundet med ilden, er salamanderen, om hvilken man troede at den kun kunne leve i ild. Også salamanderen, der blev kaldt ”fire-lizard”, har det med at genopstå i nye sammenhænge i kulturen. Fx i Jim Morrisons digt ”I am the Lizard King – i can do anything”.

Helvede og Himmel
Ilden er ofte blevet forbundet med Det onde, med Djævelen og med Helvede. Lucifer er i lighed med Prometheus en oprører, der stjæler ilden. Lucifer betyder lysbringer. Efter hans fald bliver han i den kristne forestillingsverden omformet til Djævelen og råder over de fortabte sjæle i Helvede. I den kristne forestilling er Helvede oftest forbundet med ild og med intens varme, mens Helvede i andre forestillingsverdner er forbundet med is og kulde – fx i den nordiske mytologi.

I sin Guddommelige Komedie, der for alvor gav Helvede en plads i den vestlige kristne og kulturelle forestillingsverden, beskriver Dante på sin vej igennem Helvede mødet med syndere, der på forskellig vis straffes med flammer, kogende blod, kogende beg, brændende sand, glødende kister mm. Helvede har også hos Dante mange former. Fx er Satan her fanget i en sø af is.

Illustration til Dantes Guddommelige Komedie
Helvede Sang XV af Gustave Doré (1890)

Ilden og varme er både en metode til for straf og til lutring. I skærsilden renses sjælen for de syv dødssynder på forskellig vis. Da Dante på sin vandring er kommet ud på den anden side af Skærsilden møder han og hans digtervenner Vergil og Statius en Guds Engel:

Vi så ham stå på stien, fri af flammen
og synge glad beati mundo corde
Med større kraft end nogen jordisk stemmes
”Hertil, og ikke længere, hvis ilden,
udvalgte sjæle, ikke først har brændt jer,
gå ind, følg Sangen fra den anden side!”
sagde han, da vi var ganske nær ham.
Ved de ord blev jeg grebet af en rædsel,
som en der sænkes levende i graven.
Jeg knuged mine hænder. Mens jeg bøjed
mig ind mod ilden, og dér så jeg for mig
hver krop, jeg havde set bestige bålet.”
[Dantes guddommelige komedie, 2000, Skærsilden, sang xxvii]

Det interessante er, at Dante her rammes af frygt og tøver lige inden han skal gå igennem Ilden, der skiller ham fra Himlen – og Beatrice. Dét, som vi længes allermest efter, kan også kan slå os med frygt, og vi kan tøve netop, som vi står på tærsklen til det Guddommelige. På samme måde som Moses skjuler sit ansigt, fordi han ikke tør se Gud i mødet med den flammende tornebusk. Men Vergil overbeviser Dante om at gå igennem flammemuren, og dermed kommer de ud på den anden side, hvorfra de kan begynde opstigningen til Paradis. Dette bliver dog med Beatrice og ikke Vergil som vejleder, for han kan ikke komme ind i himmelen, idet han er hedning.

Efter at Dante er gået igennem ilden; Helvede og Skærsild med sin Skygge, digterkollegaen Vergil, sker opstigningen til Paradis med hans Anima, den elskede Beatrice, som sjælefører (psykopomp).

Ilden i kulturen

You know that it would be untrue,
You know that I would be a liar,
if I were to say to you
Girl we couldn’t get much higher.
Come on baby light my fire …

Dette er nogle linjer sunget af the Doors’ karismatiske forsanger Jim Morrison, der i sangen Light my Fire tydeligt forbinder ilden med seksuel energi. Det er blot et enkelt eksempel fra populærkulturen, hvor ilden bliver brugt i utalige sammenhænge i film, litteratur og. Ild synes at være et symbol, som vi måske i virkeligheden mere er begyndt at opfatte som et tegn, som vi umiddelbart afkoder i vores konsumering af kulturelle produkter. Det kan stå for begær, kærlighed, seksualitet, raseri, vanvid. Vi ved dog at noget er på færde, når ilden er løs – deraf talemåden lokummet brænder. Det er tegn på fare, det ekstraordinære. Ilden bliver på den måde aldrig ligegyldig. Vi kan dog altid gøre os den ulejlighed at overveje, hvordan ilden anvendes: Hvordan spiller ilden en rolle i fortællingen, hvilke sammenhænge indgår den i? Er det en stille rolig ild, en ild, der viser vej, er det et ildsted, eller er det en altfortærende brand?

Jeg vil drage et enkelt litterært eksempel frem, hvori ild spiller en rolle. I Charlotte Brontës roman Jane Eyre (Brönte, 2015) kan ilden fortolkes som den Eros, der opstår mellem Jane Eyre og Edward Rochester. Kort efter at de bliver gift, vælger hun imidlertid at forlade ham, at flygte, fordi det viser sig, han i forvejen har en vanvittig hustru gemt væk på loftet. Det er den kvindelige hovedperson, Jane, der fortæller historien – men hvis vi vender det om og ser fortællingen ud fra et maskulin synsvinkel – det vil sige fra Rochesters synsvinkel – viser der sig nogle paralleller til calcinatio-dramaet som tidligere beskrevet. Som ung har han været besat af begær og rastløst omflakkende. Han er en sanselig, fysisk, krævende, temperamentsfuld mand, på sin vis besat af en indre ulv.

Da han finder ro i forholdet til Jane, bliver han imidlertid indfanget af fortiden – og en ny indstilling er påkrævet. Hele hans ego må brænde op som kongen, der må dræbes. Det bliver hans vanvittige hustru, der afstedkommer denne forvandling. Dybdepsykologisk set kan man(d) ikke bare gemme sin frygtelige kvindelige side væk på loftet, uden at det får følger; det er deri hans hybris består. Hun bliver hans Nemesis. Hun brænder hans gods ned til grunden, og i branden mister han synet, hvilket igen indikerer symbolsk, at en ny bevidsthedsindstilling er påkrævet. Han må nu forlade sig på et indre, sjæleligt syn. Og først da begæret samt al hans ydre rigdom og majestæt er væk, og han er ruineret, kan han danne en dybere relation til Jane Eyre, som repræsenterer en helt anden kvindetype. På det indre plan repræsenterer hun en forædlet Anima, som fremover må hjælpe ham med at se.

Den dobbelte flamme
Den mexicanske nobelprisvindende digter Octavio Paz bruger flammen som metafor i sin beskrivelse af den dobbelte flamme erotik og kærlighed:

Den oprindelige grundlæggende ild, seksualiteten, brænder med erotikkens røde flamme. Denne flamme nærer og udsender en ny flamme , blå og sitrende: kærlighedens flamme. Erotik og kærlighed: livets dobbelte flamme.” [Paz, 1997]

Jeg tillader mig imidlertid at låne og udvide dette billede – den dobbelte flamme – i min beskrivelse af ildens symbolske dobbelttydighed. Det det har været det underliggende budskab i denne symbolartikel, at ilden er dobbelt. Såvel nærende som ødelæggende. Og denne dobbelthed gælder både når ilden symboliserer bevidsthed, kreativitet, libido, ondskab og det hellige. I alle henseender er ilden symbolsk set en dobbelt flamme.

Mennesket som art har med sin bevidsthed, sit kreative virke, sin hang til kontrol uomtvisteligt ændret ikke blot naturen, men sig selv og dets livsbetingelser på dramatisk vis igennem historien. Myterne – især den prometiske – fortæller os, at der er en pris for dette ran af ild, dette krav på bevidsthed. Prisen for bevidstheden er tabet af det paradisiske, symbiosen med det guddommelige. Senere oplever vi mødet med det guddommelige som værende både frygteligt og fascinerende (mysterium tremendum et fascinosum). Alkymien fortæller os at begæret må ofres i ilden, at begæret må fortæres af sig selv, så vi kan transcendere det og opnå en ændret bevidsthed. Kristendommen fortæller os, at vi må renses af vores synder i den lutrende ild.

Begæret – i sin mest generelle form – efter viden, magt, rigdom, krop, kærlighed – har det dog med at komme snigende tilbage og fange os ind igen og igen. Engang stjålet kan vi ikke slippe fra ilden, fra begær eller bevidsthed; den hænger ved os som napalm. Så der er de to muligheder: ”Consumed by either fire or fire”. Uanset hvad, så brænder vi. At lade sig brænde op igen og igen i det animalske begær eller at transcendere det som Fugl Føniks eller den genfødte konge. Og selv transcendensen sker ikke én gang for alle – Fugl Føniks genopstår mange gange. Vores tyveri af ilden, kamp om ilden, vores dans om ilden er en evig gentagelse, både på det kollektive og det personlige plan. Vi må gang på gang tilkæmpe os ilden, arbejde på at holde den i live og tøjle den – og vi må igen og igen betale prisen for at være i besiddelse af ilden.

Svovl
I alkymien associeres ilden med det alkymistiske Svovl (sulphur), der igen associeres med både den motiverende faktor i bevidstheden og ubevidst kompulsivt begær:

It is the thwarting of our conscious will and of our reason by an inflammable element within us, appearing now as a consuming fire and now as life-giving warmth [Jung, 1978, §151]

Begæret opleves som både den nærende varme og som opslugende ild – og det er derfor vi igen og igen indfanges af det som af ildens dobbelthed. Senere i Mysterium Coniunctionis opfordrer Jung os til at blive fri for dette kompulsive begær – igen beskrevet igennem Svovl – og han taler direkte til sin læser:

Therefore away with your crude and vulgar desirousness, which childishly and shortsightedly sees only goals within its own narrow horizon. Admittedly sulphur is a vital spirit […] Cleanse your interest of that collective sulphur which clings to all like a leprosy. For desire only burns in order to burn itself out, and in and from this fire arises the true living spirit which generates life according to its own laws, and is not blinded by the shortsightedness of our intentions superstitious belief in the will. … The unconscious demands your interest for its own sake and wants to be accepted for what it is. Unless the content given you by the unconscious is acknowledged, its compensatory effect is not only nullified but actually changes into its opposite, as it then tries to realize itself literally and concretely.[Ibid., §192]

Budskabet er, at vi skal brænde med vores egen ild, og derigennem transcendere begæret så det forvandles til en sand levende ånd. Og det er – paradoksalt nok – ikke blot et spørgsmål om at være bevidst – men om bevidst at interessere sig for det ubevidste, fordi det ubevidste hævner sig, hvis ikke vi anerkender det for hvad det er. Det gælder for både det personlige som det kollektive ubevidste.

Verdensbranden
Og her vender vi tilbage til ildens dobbelthed. Vi har altid været afhængige af og forblændede af ildens skabende, lysende og varmende egenskaber. Ildens positive aspekter er konkret og symbolsk civilisationsskabende. De negative aspekter er ødelæggende og fortærende.

Vi er blevet tændt af begæret. Vi har betalt prisen igen og igen. Alligevel bliver vi ved med at stikke hånden ind i flammen. Og måske er vi nu kommet til det punkt hvor vores ensidige tiltro til vores kreativitet, vores bevidsthed, vores viden, vores ret til at begære alt og til at stjæle naturens ressourcer, betyder at vi må betale den ultimative pris herfor.

Vi ved ikke, hvordan Verden vil ende:

Some say the world will end in fire,
Some say in ice.
From what I’ve tasted of desire
I hold with those who favor fire.
But if it had to perish twice,
I think I know enough of hate
To say that for destruction ice
Is also great
And would suffice. [Frost, 1920]

Måske kommer vi til at betale prisen gennem is, måske gennem ild. En antik forestilling, der kredser om ilden, er ideen om Ekpyrosis, Verdensbranden, hvor alt er ren energi, eller ild, og hvor verden brænder op ved enden af hver verdenscyklus.

Men selv efter Verdensbranden starter en ny cyklus og verden, eller naturen, rejser sig igen – som Fugl Føniks.

Af Kristine Gazel, kvintessensen , Bibliotekar DB, Cand. scient. Bibl.
Copyright: 2019-

Kilder
Annaud, Jean-Jacques: Kampen om ilden. 1981.
Bibelen.  Autoriseret oversættelse. 1992.
Bibelleksikon / af Mogens og Lisbet Kjær Müller. 2014. Artikel om ild.
Brönte, Charlotte: Jane Eyre. 2. udgave. 2015.
Dante, Alighieri: Den guddommelige komedie. 2000.
Edinger, Edward F.: The eternal drama : the inner meaning of Greek mythology. 1994 i.
Edinger, Edward F.: Anatomy of the psyche : alchemical symbolism in psychotherapy. 1994 ii.
Eliade, Mircea: The forge and the crucible : the origins and structures of alchemy. 2. edition. 1978. *(Herfra stammer det indledende citat)
Engberg-Pedersen, Troels: Ekpyrosis i Den Store Danske. https://denstoredanske.dk/index.php?sideId=68883 (29.01.2019)
Frost, Robert. Fire and ice. 1920. https://www.poetryfoundation.org/poems/44263/fire-and-ice (29.10.2019)
Hillman, James: Alchemical psychology. Uniform edition Volume 5. 2014.
Jung, C.G.: Symbols of transformation : an analysis of the prelude to a case of schizophrenia. 2. Edition, 10th printing. 1990.
Jung, C.G.: Mysterium Coniunctionis : an inquiry into the separation and synthesis of psychic opposites in alchemy. 2. edition, 3rd printing. 1978.
Paz, Octavio: Den dobbelte flamme. 1997.
Stefánsson, Finn: Symbolleksikon. 2009. Artikel om ”de fire elementer”.
Wikipedia: Artikel om “Classical element” https://en.wikipedia.org/wiki/Classical_element (29.01.2019)
Wikipedia: Artikel om “Hestia” https://en.wikipedia.org/wiki/Hestia (29.01.2019)
Wikipedia: Artikel om “Vestal virgin” https://en.wikipedia.org/wiki/Vestal_Virgin (29.01.2019)

Billederne er under Public Domain