Af Kristine Gazel

Jeg drømmer at jeg er til middagsselskab. Jeg ved ikke, hvem de øvrige gæster er, men der er noget kunstnerisk eller bohemeagtigt over selskabet og stemningen. Der er en hvid dug på bordet. Pludselig dukker en stor hvid hest op til højre for mig og læner hele sit hoved ind foran mig. Først tror jeg at den er venligtsindet og vil klappes, men så vender den hovedet og bider mig i struben. Jeg vågner.

Dette er en drøm, jeg havde i sommeren 2021. Jeg vil ikke sige, at det var et mareridt, men jeg var i hvert fald temmelig overrasket da jeg vågnede, måske endda chokeret. Denne hest var aggressiv, den ville mig noget eller noget med mig, og prisen var høj! Det var som om den straffede mig for noget, jeg ikke har gjort, uden at jeg var klar over, hvad det var.

Hvad det kunne betyde i symbolsk forstand kommer jeg ind på nedenfor. Under alle omstændigheder fik drømmen mig til at fundere over hestens symbolske og psykologiske betydning i menneskets kulturhistoriske udvikling.

Forbundethed med mennesket
Hesten har gennem historien været tæt forbundet med mennesket, som husdyr- og arbejdsdyr. Den blev domesticeret omkring år 4000 år før Kristus, og omkring 1000 år senere var den fuldt ud domesticeret, selv om der i hele perioden siden da har eksisteret flokke af vilde heste. På et tidspunkt var den ved at uddø, og spørgsmålet er om vores kultur havde kunnet udvikle sig som den gjorde uden den. Ifølge genforskeren Eske Willerslev er tæmningen af hesten udslagsgivende for udviklingen af menneskets kultur, fordi den gjorde os i stand til at bevæge os og kommunikere over store afstande.

Menneskets råderum blev  større, da hesten blev tæmmet, og således blev det også muligt for ridende stammer fra Asien at invadere bosættelser i Europa. Dette forårsagede ifølge Riane Eisler et værdiskift i kulturen fra at dreje sig om det livgivende ”feminine” symboliseret ved bægeret til det krigeriske, ”maskuline” symboliseret ved klingen. Dette er naturligvis meget skarpt trukket op. Skiftet har også med andre ting at gøre, som fx med hvordan metaller blev anvendt. Hvor de i de europæiske bosættelseskulturer fortrinsvis blev brugt til udsmykninger og i rituelle sammenhænge, blev metaller i krigerkulturerne brugt til våben. Det væsentlige i denne sammenhæng er dog, at heste gjorde rejsen fra øst mod vest mulig.

Hvis noget levende væsen i historien har været underlagt mennesket som dets slave, må det være hesten. Utallige er de heste, der for menneskets skyld er gået til i krig, eller har tjent os i minedrift, i landbrug, ja i stort set alle de aktiviteter, hvor menneskene har koloniseret naturen eller bekriget hinanden. For eksempel gik der hele 175.000 heste til i Napoleons felttog mod Moskva i 1812. Da den tyske belejring af Stalingrad var gået galt i vinteren 1942-43, måtte de tyske soldater, der nu fandt sig omringet af den røde hær i den såkaldte ”Kessel”-manøvre, spise deres udmarvede heste for selv at overleve. Der var også mangel på træ, og for at kunne finde vej anvendte man derfor afhuggede hesteben som skilte. Et afpillet hesteben, måske delvis med blotlagt knogle og rester af blod, der stikker op af den frosne, hvide jord, er for mig sindbilledet på denne menneskets udnyttelse og tingsliggørelse af hesten igennem historien.

Hulemaleri fra Lascaux, stenalderen.

Da hestens kræfter efter 6000 års følgeskab med mennesket ikke længere er centrale for vores teknologiske og kulturelle udvikling, hvad sker der så? Kan vi sige at hesten frisættes fra slaveriet? Og mister vi kontakten med noget kropsligt og jordnært, fordi hesten forsvinder ud af vores daglige liv, da vi i løbet af det 20. århundrede holder op med at se og have med heste at gøre på et konkret plan? Det er spørgsmål som ikke umiddelbart kan besvares indenfor rammerne af dette essay, men som indikerer hvor tæt et forhold der har været mellem menneske og hest.

Det er som Raulff skriver et paradoksalt forhold:

”At the beginning of the era of the horse there is a paradox – as it were. The paradox of the entire history. An intelligent mammal – man – asserts its powers over another mammal – the horse. We domesticate and breed horses, befriend them and use them for our own ends. The astonishing thing is that the whole process still functions even if mankind’s end goals run contrary to the nature of his four-legged colleague. … It is the horse’s speed when it needs to flee that allows it to escape the threat of hunters and carnivores. This is precisely the characteristic that attracted the attention of another mammal: the human” (Raulff, 2017, p. 8-9)

Paradokset består i modsætningen mellem menneskets besidderiske natur og hestens fredelige natur. Mennesket er et rovdyr, der har underlagt sig hesten på grund af dens evne til hastighed under flugt.

Hestens natur
Hesten er på en og samme tid ekstremt stærk og ekstremt følsom. Den er et flokdyr og et flugtdyr. Det er ikke uden grund at vi taler om hestekræfter – den har sat standarden for, hvordan vi måler styrke i motorer. Den kan være hurtig og udholdende. Den kan trænes til at være kampduelig i krig, og samtidig kan den trænes til den fineste dressur – tænk blot på den spanske rideskole i Wien. Den er så sart og følsom, så umådeligt sensitiv, og paradokset er at den samtidig er så stærk. Måske ville de slet ikke lade os ride på dem, hvis de vidste hvor meget stærkere de er end os!

Dertil kommer den variation i racer, der er udviklet til mange forskellige formål, lige fra tunge arbejderheste til hurtige væddeløbsheste. Hesten besidder en variation af kognitive egenskaber, og et forholdsvis højt intelligensniveau. Den fine film Horses : The story of Equus fortæller med kærlighed til hesten om alle disse ting.

Angst og amplifikation
Faktisk er jeg bange for heste – og måske er det netop af den grund, at det ubevidste brugte en hest i min drøm for at advare mod det den nu engang forsøgte at advare mig om. Preben Grønkjær bruger netop eksemplet med en nappende hest til at skelne mellem to lag af begrebet amplifikation. Når man arbejder med et symbol begynder det gradvist at udfolde flere og flere betydninger. I amplifikationen, der kan være såvel subjektiv som objektiv, skelnes mellem det personlige forhold til hesten og det kulturelle. Er man fx bange for heste? Således kommer der flere betydningsmuligheder til syne. Min egen angst for heste udgør én mulig fortolkning, men der er mange andre, som er objektive, idet de er fremkommet gennem menneskets lange historie med hesten, og det er nogle af disse, som jeg vil udfolde i det følgende.

Helhesten
I den danske folklore rider helhesten og spreder død og ødelæggelse. Den er hvid – eller måske snarere bleg. Den er ofte hovedløs, trebenet og den varsler død for den, der møder den. Gennem sit navn er den forbundet med det nordiske dødsrige Hel, hvor gudinden Hel hersker. Den blev identificeret med pesten og i Sønderjylland sagde man, at ”Hel går omkring”, når en dødbringende pest spredtes.

Interessant er det også, at disse heste var såkaldte kirkevarer. En kirkevare er et ofret dyr, der begraves i fundamentet, når der bygges en ny kirke. Inde i selve kirken begravedes ofte et lam, mens hesten holdt til udenfor, på kirkegården. Det er næppe sandsynligt, at man rent faktisk op i kristen tid begravede dyr levende ved opførelsen af nye kirker. Men forestillingen om helhesten er et levn fra de førkristne hesteofringer. Den sidste del af ordet kirkevare – har i øvrigt med ordet ”advarsel” at gøre, og det er netop det, som helhesten gør. Den advarer den, der møder den, om snarlig død. Hvilket ifølge historikeren Kåre Johannesen i middelalderen ikke udelukkende sås som noget negativt. Dels fordi døden var en mere naturlig del af livet end i vore dage, dels fordi at så kunne man nå at bringe sine ting i orden.

Hesteofringer
I min barndom var jeg dybt fascineret af de hesteskind, der også i dag hænger på pæle ud over mosen i sagnlandet Lejre. Der var en følelse af både uhygge og fascination over synet. Måske fornemmede jeg Odins tilstedeværelse. Hans ånd, der hang over offermosen.

Hesteofringen var før kristendommens indtog i Norden (men ikke kun i Norden) en vital og væsentlig del af kulturen – fordi hesten var det. Ofringen af hesten peger tilbage til grunden til at vi stadig den dag i dag har svært ved at spise hestekød i vores kultur. Ifølge Mads Lidegaard var hesten et hyppigt anvendt hedensk offerdyr, og hestene blev spist af de blótende efter ofringen. Også andre dyr blev ofret og spist.

Derfor blev de af kirken blev anset for at være urene, og det var rakkernes og taternes arbejde at skaffe dem af vejen når de døde. Hesten var en så integreret del af den førkristne religion, at den blev anset som en trussel mod kirkens magtgrundlag. Den norske historiker Tore Skeie fortæller om svenske krigere, der under en belejring i en af middelalderens mange nordiske konflikter hellere vil dø af sult end at spise deres heste. At spise hestekød pegede altså tilbage mod den førkristne religion. Ikke kun mod hesteblótet – men også mod hestens som et centralt element i religionen.

Hesten i nordisk mytologi
Sleipner med de otte ben er nok den bedst kendte hest i den nordiske mytologi. Han er Odins hest, og nævnes for eksempel i den poetiske Edda. Her har aserne holdt tinge på grund af Balders ildevarslende drømme, og Odin sadler sin hest for at konsultere Hel. Hel er både Vølven Hel, men også stedet Hel, hvor hun hviler.

”Odin rejste sig,
slægters herre,
han sadlede
sin Sleipner,
ned derfra til
Niflhel red han,
mødte hunden,
der kom fra Hel.”

Dette vers fortæller om hestens evne til at krydse grænser ”mellem ude og inde, mellem det vilde og det tæmmede”, om ”dens liminale karakter”, som Lotte Hedeager kalder det. Her er det så grænsen mellem Asgård og Hel, der krydses, mellem gudeverdenen og underverdenen.

Solvognen på Nationalmuseet.

Andre heste i den nordiske mytologi er Skinfakse og Rimfakse. Skinfakse trækker solen op på himlen om morgenen og Rimfakse trækker den ned i underverdenen, når natten falder på. En anden version fortæller, at Skinfakse trækker Solen hen over himlen om dagen og Rimfakse trækker Månen hen over himlen om natten. Solvognen illustrerer dette forhold, idet at den ene side af hjulet bærer en gylden solskive, mens den anden side ikke har denne og er mørk.

Pegasus
Pegasus er den vingede, hvide hest i den græske mytologi. Han blev ifølge en myte født af Medusa, i det øjeblik hvor helten Perseus hugger hendes slangekrøllede hoved af. Hun blev en gorgon som følge af en voldtægt, begået af Poseidon. Så Pegasus kan siges at være det sublime og skønne resultat af en traumatisk begivenhed. Således er han oprundet af ktoniske kræfter. Han er en himmelhest i den forstand, at han bringer lynene til Zeus udover naturligvis at han har vinger. Men mere end at være en fusion mellem luft og jord bør hans ses som repræsenterende passagen mellem jord og luft gennem sublimationen af instinkterne.

Pegasus var ophav til forestillingen om at hesten kan fremkalde en kilde ved at stampe i jorden med hoven. Muserne selv samledes i dans og sang omkring den første af sådanne kilder, Hippocrene (hestekilden), idet kilden gav poetisk inspiration. Således vækker hesten imaginationen, såvel som den i talrige traditioner er forbundet med vækkelsen af naturen og årets fornyelse. Pegasus fik sin plads på nattefirmamentet som stjernebilledet Pegasus mellem Fiskene og Vandbæreren.

Keiron
Også kentauren Keiron fik sin plads blandt stjernerne. Han var et enestående eksemplar blandt kentaurerne, idet disse monstrøse skabninger – halv hest, halvt menneske – traditionelt repræsenterer en manglende evne til at overvinde deres dyriske natur. De er i lystens og beruselsens vold. Drevet af instinkter, der kun kan balanceres af spirituel styrke. Men Keiron derimod udmærkede sig ved at være klog, besindig og udødelig. Han blev opfostret af det guddommelige søskendepar Apollon og Artemis og skolet i discipliner som musik, jagt og medicin. Og på grund af denne dannelse besad han netop disse særlige egenskaber. Disse egenskaber betød også at han var mentor for en lang række af græske helte.

Keiron og Archilleus.

Desværre blev han stukket af en pil, inficeret med gift fra en hydra. Og det kunne hans udødelighed ikke kompensere for. Han forsøgte at helbrede sig selv, men måtte opgive og endte med at bytte plads med Prometheus, så denne kunne blive udfriet af sine pinsler.
I dybdepsykologien er Keiron blevet symbolet på ”den sårede healer” og peger på ideen om at man for at være terapeut selv må have et sår, eller i det mindste må være såret i en grad så man kan sætte sig empatisk i klientens sted og dermed etablere en helende terapeutisk relation.

Platons heste
Platon fremstiller sjælen som føreren af en vogn, der styrer to bevingede heste. Føreren af vognen repræsenterer intellektet, rationalitet eller fornuft, og den del af sjælen der søger sandhed. Den ene af hestene repræsenterer sjælens moralske habitus, mens den anden hest repræsenterer sjælens irrationelle lidenskab og appetit. Dette betyder naturligvis, at styringen af vognen bliver besværlig. Opgaven er at få disse polære kræfter til at styre i den samme retning og komme til Oplysning. Med andre ord at transcendere de modsatrettede sider af den menneskelige sjæls ønsker.

Et andet billede fra den græske oldtid der har at gøre med transcendens og ikke mindst imagination er Odysseus’ brug af træhesten, der betød at Troja faldt:

“The cunning hero Odysseus final puts his soldiers inside the imaginary horse, feigning defeat, and wins through the powers of imagination rather than solely by physical combat” (Book of Symbols, p. 314)

Vi kan trække en linje helt op til vore dages aktuelle krig, hvor billeder, propaganda og cyberwar spiller en stadig større rolle for krigens udførsel. Keld Zeruneith ser i øvrigt dette trick med Træhesten som et bevidsthedsmæssigt kvantespring, der har defineret udviklingen i den vestlige bevidsthed.

Apokalypsens heste
I Johannes’ Åbenbaring (kap. 6, v. 1-8) præsenteres de 4 ryttere således:

”Og jeg så Lammet bryde det første af de syv segl, og jeg hørte et af de fire levende væsener sige med tordenrøst: »Kom!« Og jeg så en hvid hest, og han, der sad på den, havde en bue. Han fik givet en krone, og han drog ud fra sejr til sejr.

Og da Lammet brød det andet segl, hørte jeg det andet væsen sige: »Kom!« Og ud kom en anden, ildrød hest, og han, der sad på den, fik givet at tage freden fra jorden, så folk myrder hinanden. Og han fik givet et stort sværd.

Og da Lammet brød det tredje segl, hørte jeg det tredje væsen sige: »Kom!« Og jeg så en sort hest, og han, der sad på den, havde en vægt i hånden. Og jeg hørte nogen sige, som var det en røst midt inde mellem de fire væsener: »Et mål hvede for en denar og tre mål byg for en denar, men olie og vin må du ikke skade!

Og da Lammet brød det fjerde segl, hørte jeg det fjerde væsens røst sige: »Kom!« Og jeg så en gustengul hest, og han, der sad på den, hed Døden, og Dødsriget fulgte med ham. Og de fik givet magt over en fjerdedel af jorden, til at dræbe med sværd og sult og pest og jordens vilde dyr.”

Albrecht Dürer, De fire ryttere, træsnit, 1497-1498.

Før reformationen repræsenterer de fire ryttere tilsammen såvel Kristus selv som Antikrist. Senere repræsenterer de 4 forskellige ryttere, som det ses i Dürers træsnit. I folkloren er rytterne siden blevet brugt som metaforer for de plager, der har hjemsøgt mennesker igennem historien: Erobring, Krig, Sult og Død eller Pest. Og når vi taler om folkloren ser vi dem også i vores dages folklore; i populærkulturen. Fx har det amerikanske band Metallica en sang, der hedder ”The Four Horsemen”, og de kan også findes i Marvels tegneserieunivers.

De har altid hærget menneskers liv som arketypiske kræfter og det ser desværre ikke ud til at vi, selv om vi lever i en såkaldt moderne tid, kan slippe for deres ridt over stepperne. Helt aktuelt har vi besøg af den blege og nu også den røde hest i Europa.

Skt. Georg og Dragen
Skt. Georg og Dragen går igen adskillige steder i den europæiske, kristne fortælling, og det afspejles i kunsten.

På sin vis repræsenter denne figur et bevidsthedsmæssigt spring af dimensioner. Og den kunne næsten fortjene sit helt eget essay, fordi man kan fortolke dette billede på mange forskellige måder: som det maskuline, der slår det urkvindelige ihjel, som en bevidsthedsmæssig frigørelse fra grundmaterien, som kampen mellem det gode og det onde etc.

Miniature af Skt. George og dragen, 13. årh, Verona.

Her har mennesket tæmmet hesten og rider på den – hvorimod kentauren symboliserer sammensmeltningen mellem den menneskelige og den animalske natur. Det er en forening af den menneskelige og den animalske natur, som Rytteren symbolsk repræsenterer.

Således peger Rytteren på heltearketypen. Imidlertid har Jung det syn på Rytteren i moderne kunst at dette billede

” … now expresses tormenting fear and a measure of despairing panic in the face of forces over which the individual or the consciousness has lost control.” (Dictionary of Symbols, p. 527)

Og dette peger ifølge leksikonets forfattere på Apokalypsens ryttere. Disse står jo netop for et vrængbillede af ideen om bevidsthedens kontrol, idet de viser os, at der er kræfter, som vi ikke er i stand til at kontrollere.

Ikke blot Rytteren, men også hesten i sig selv, har vist sig at tilbyde en række fortolkninger og amplifikationsmuligheder, der gør det yderst svært at fastholde en entydig forståelse af dette billede. Det er polyvalent og komplekst. Hertil vil jeg tilføje, at fra det ”symbolske bestiarium” er det kun slangen, der overgår hestens subtilitet. Hertil kan man som en kuriositet tilføje at dragen jo faktisk er en form for sammensmeltning af slangen og hesten.

Enhjørningen
I den kristne kultur repræsenterer enhjørningen det vilde dyr, oftest en hvid hest med et snoet horn i panden, der kun kan tæmmes af en jomfru. Det ser dog ud til at troen på enhjørningen er et produkt af en forfejlet oversættelse af et hebraisk ord i det Gamle Testamente, der peger mod enten et næsehorn eller en form for okse. Ikke desto mindre har enhjørningen haft en enorm betydning i imaginationen i den vestlige verden, ikke mindst som et Kristus-symbol, og den figurerer i adskillige middelalderlige bestiarier.
Enhjørningens horn skulle i pulveriseret form have magiske egenskaber, der skænkede én sundhed og et langt liv. Horn fra narhvaler blev derfor solgt som enhjørningehorn, og den dag i dag er horn fra næsehorn anledning til krybskytteri og illegalt salg på de asiatiske markeder.

Enhjørningen som symbol spiller en rolle i filmen Blade Runner, hvor origami-enhjørningen indikerer, at hovedpersonen Deckard ikke er et menneske, men en replikant, dvs. en androide eller robot, at hans drømme er installerede og dermed ikke ægte menneskelige drømme fra Det ubevidste. Filmen problematiserer spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske vs. Replikant, og om replikanter ikke kan vise lige så menneskelige træk som mennesker. Som det fx vises i den smukke scene, hvor replikanten Roy dør – og en due flyver fra hans krop som (Hellig)ånden, der forlader ham. Såvel duen som enhjørningen peger altså i denne film på en problematisering af, hvad det vil sige at være menneske. Og det er vel at mærke symboler, der optræder i et moderne og ikonisk kulturprodukt, hvilket for mig indikerer at vi stadig har brug for sådanne symboler.

Hesten i kultur og populærkultur
Andre eksempler i (populær)kulturen, hvor heste spiller en rolle kunne fx være hele kulturen omkring My Little Pony, hvor voksne mennesker påtager sig identiteter fra My Little Pony-universet. Dertil kommer utallige hestebøger henvendt til børn og unge. Ikke mindst bøgerne om Den sorte hingst, der var populære i min barndom, og Cecil Bødkers mange bøger om Silas og den Sorte Hoppe, der personligt gjorde et større indtryk på mig, og som udspiller sig i en udefineret tidlig moderne tid.

I serien Yellowstone spiller hesten en central rolle i den moderne cowboykultur. Både som en forbundsfælle og som et brugsdyr. En scene med en hest, der er for vild til at blive brugt som brugsdyr og for tam til at blive anvendt som rodeodyr, og derfor bliver sat ud i et hestereservat, er meget rørende. Selv de mest voldsparate cowboys forstår hestens vilde natur og respekterer den.

I Ringenes Herre spiller hestene også en rolle. Ikke mindst i den scene, hvor elverprinsessen Arwen med den sårede Frodo foran sig på en hvid hest i et vildt og nervepirrende ridt forfølges af de ni ringånder på deres sorte spøgelsesheste. Til sidst bruger hun sin magi til at få flodens heste – som en billedlig hyldest til Neptun – til at skylle spøgelseshestene bort. Gandalf viser sig på sin hvide hest ikke blot at være en troldmand, men også at være en frygtelig kriger, da han vender tilbage efter sit fald i Morias miner (den symbolske nedtur til Dødsriget) stærkere end før – og nu ikke som Gandalf den Grå, men som Gandalf den Hvide. Helten Aragorn må midlertidigt opgive sin smukke brune hest Brego og sin relation til det kropslige for at kunne forbinde sig med de Døde og få dem på sin side.

I Ringenes herre er hesten forbundet til både det magiske, det krigeriske, det rene – og det kropslige jordforbundne. Og de er Dødens sorte heste.

Walter Crane: Neptune’s horses, 1910

Hesten i eventyr
Motivet med Gandalf på den hvide hest har sin rod i prinsen på Den Hvide Hest i utallige eventyr, og kan ses som en metafor for den romantiske forestilling om den perfekte mand og den perfekte kærlighed. Jeg er klar over at Gandalf har en anden ladning, fordi han ikke har nogle romantiske konnotationer – som fx Aragorn. Ikke desto mindre er Ridderen/Prinsen på den hvide heste en tilbagekommende Animus-repræsentant i eventyrene.

Prinsen på den Hvide Hest kan ses som en frelserfigur. Som ressourcer i det ubevidste der udgør en forløsende energi i den kvindelige psyke. Fx i eventyret om Snehvide, hvor Prinsens kys som det eneste kan vække hende af en dødlignende søvn. Set som en indre ressource udgør prinsen på den hvide hest en stærk animus-energi. Omvendt kan selve ideen om den perfekte, romantiske elsker eller frelser ses som det Esther Harding kaldte en ”spøgelseselsker” (Ghost lover), der forhindrer den enkelte kvinde i at gribe fat i egne ressourcer eller at etablere en ægte relation til en mand i kød og blod.

Heste går igen i flere eventyr. I Prinsessen på glasbjerget symboliserer de forskellige farvede heste bevidsthedsudviklingen hos helten, der rider op ad Glasbjerget for at befri prinsessen fra dragen. Jeg kan konstatere, at hestenes farver, sort, hvid, og rød svarer til de tre faser i det alkymiske værk: nigredo, albedo og rubedo. Og det er først da helten kommer i kontakt med sin indre eros i rubedo-fasen, at det bliver muligt for ham at redde prinsessen. Det er i denne fase at værket fuldføres i form af foreningen af det modsatkønnede. I eventyret Gåsepigen bliver hesten Faladas hoved hugget af, men på trods heraf kan den stadig fungere som hjælper og rådgiver for gåsepigen, der i virkeligheden er en prinsesse. Hestens hoved over døren peger tilbage på hesten som liminalt væsen, som en vogter af grænser og døre, idet hestekranier hang som beskyttelse over døråbninger.

Hesten som dybdepsykologisk drømmesymbol
Hesten kan symbolsk set repræsentere både en animalsk form af det modsatkønnede hos både mænd og kvinder, men også selve libido som livsenergi, der af Jung defineres således:

”[Libido] denotes a desire or impulse which is unchecked by any kind of authority, moral or otherwise. Libido is appetite in its natural state. From the genetic point of view it is bodily needs like hunger, thirst, sleep, and sex, and emotional states or affects, which constitute the essence of libido.” (Jung, CW 5, § 194.)

Afhængigt af hvilke farver hesten har, er der forskellige konnotationer. En sort hest tilhører natten, mens en hvid hest kan være både solar og lunar, altså forbundet til enten sol eller måne – og igen er der forskel på hvide heste og blege heste: ”[T]he pale horse is a white as a shroud or a ghost” (Dictionary of Symbols, p. 520). Den blege hest er således som helhesten et varsel om død og I apokalypsen repræsenterer den blege hest jo netop sygdom.

Derudover peger hesten symbolsk på kroppen og vores forhold til denne. Det er i hvert fald det min hestedrøm kom til at betyde for mig. Jeg har spekuleret over, om den hvide hest i min drøm i virkeligheden snarere var en bleg hest, en varsels-giver: en advarsel om at passe bedre på min krop, og at det ville have voldsomme konsekvenser hvis ikke jeg tog dette alvorligt. I en drømmematrix blev den gennem flere associationer til en heavy metal-hest. Heavy metal er også forbundet til kropslige og det rytmiske – som i hestens hovslag over stepperne. En ven kom med en tolkning, der gik på at hesten selv er prinsen på den hvide hest som et animus-symbol. Hesten er selv prinsen, der  – ikke ved et kys som i Snehvide men gennem sit voldsomme bid – advarer og vækker mig.

Endelig kan hesten i min drøm pege på forvaltningen af netop min libido. Har jeg på en eller anden måde sat denne til side, og skal jeg overveje hvordan jeg kunne få mere energi, kreativitet og kraft ind i mit liv? Hesten kan også pege på det instinktmæssige, som er arketypens modsatte pol, og som har med det seksuelle begær at gøre. Således kunne hesten her også pege på forholdet til min seksualitet og til kroppen som forankring af den erotiske lyst.

Jeg kan ikke, og jeg har ikke kunnet komme med en endelig fortolkning af hestedrømmen. Den peger på flere fortolkningsmuligheder og -niveauer, præcis som de fleste drømme gør. Den selvsamme hest kan i den samme drøm både være varsel om død og budbringer om liv. Når vi arbejder med drømme, er det væsentligt at kunne holde spændingsfeltet af tilsyneladende modsatrettede fortolkninger, der byder sig til.

Refleksioner
Det er netop det jeg har måttet sande. Jeg har fortalt om hestens symbolske karakter ved at lave nedslag i mytologi, historie, kulturhistorie, eventyr og populærkultur. Men som det flugtdyr den er, synes den at være umulig at indfange. Den har en paradoksal, kompleks, polyvalent karakter som symbol betragtet. Imidlertid håber jeg at jeg har givet læseren et indblik i netop denne kalejdoskopiske flertydighed af betydninger, der knytter sig til hesten, både som kulturhistorisk og mytologisk betydningsbærer og som dybdepsykologisk symbol. Jeg kan kun opfordre til at læse videre i de ressourcer, der nævnes som kilder nedenfor – og selv gå videre.

For det som om noget er gået op for mig gennem arbejdet med denne artikel, er at når vi beskæftiger os med hesten på denne måde, lærer vi også noget om vores egen kultur og historie – også selvom vi netop har en helt anden natur end dette dyr. Måske lærer den os først og fremmest, at vi også selv er dyr, og den måske mere end noget andet dyr har hjulpet til at skabe kultur.

Jeg har forsøgt at pege på hestens dobbelthed. Og når vi ser på denne dobbelthed på et dybere plan, hvad symboliserer det så, at vi har underlagt os den? At den har været forbundet til os og vi til den i mange tusinde år. Er der en parallel til det indre psykiske i den ydre kolonisering og forbundethed? Er der en styrke i os selv og en sensitivitet, som hesten som psykologisk symbol repræsenterer og som vi domesticerer og udnytter i os selv?

Anatomisk tegning af hesten, Egypten, 15. årh.

Domesticeringen af hesten repræsenterer domesticeringen af naturen. Både den ydre natur, men også vores inde natur: forholdet til det ubevidste. Vi har både gjort den ydre natur til slave, men udviklingen af vores kultur har også betydet, at vi har slavegjort sider af os selv. Det er de sider, som hesten repræsenterer i vores psyke, og det er derfor den er sådan et stort symbol.

Den er en budbringer fra Det ubevidste om at tage vores vilde natur alvorligt.

Kilder

Beevor, Antony: Stalingrad. Kindle edition. 2007.
The Book of Symbols. 2010.
Dictionary of Symbols / Jean Chevalier, Alain Gheerbrant. 1996.
Eisler, Riane: The Chalice and the Blade. 1987.
Grønkjær, Preben: Politikens bog om drømme. 2005.
Harding, M. Esther: The Way of All Women. 1970.
Hedeager, Lotte: Farlige, forbudte heste, I: Weekendavisen, 2011.
Hjortsø, Leo: Græske guder og helte. 2. udgave. 1997.
Høgh, Carsten: Eventyrleksikon. 2002.
Johannessen, Kåre: Mørkets skabninger. 2021.
Jung, C.G.: Symbols of Transformation. CW, vol. 5.
Lidegaard, Mads: Myte og sagn. 2007.
Den poetiske Edda. Ved Rolf Stavnem. 2018.
Raulff, Ulrich: Farewell to the Horse. 2017.
Skeie, Tore: Jomfruen fra Norge. 2014.
Thompson, Niobe: Equus – Story of the Horse. (Film, tilgængelig på DR).
Willerslev, Eske: Det er et fucking eventyr. 2021. (Podcast).
Zeruneith, Keld: Træhesten. 2002.

Hertil opslag på Wikipedia, Lex.dk og Natmus.dk, Bibelen.dk. Samt filmene Ringenes herre, Yellowstone og Blade Runner.
(Jeg har refereret ved direkte citater – men artiklen bygger på ovenstående)

Billeder:
Vignet: Udlånt af Anna Fink Højen
Øvrige billeder er fra Wikimedia commons
Solvognen: Malene Thyssen, http://commons.wikimedia.org/wiki/User:Malene

Derudover: Tak til Anna for vignet, samt til Benjamin, Johan, Karen, Peder og Peter for ideer og input. Til Hanne og Thomas for gennemlæsning – og ikke mindst til sidstnævnte for grundig og kritisk korrekturlæsning. Samt til Marianne for idéen om ”heavy metal hesten”.

© Kristine Gazel, Seniorkandidat på C.G. Jung instituttet, Købehavn, og medredaktør på jungforalle.dk. 2022.
https://kristinegazel.dk/