Af Thomas Nordby

Hans T. er en mand, der har beskæftiget sig med drømme det meste af sit voksne liv, i runde tal godt og vel 40 år. Han har gået i klassisk freudiansk psykoanalyse og ligget på briksen 3 gange om ugen, mens hans analytiker sad bag ham og forholdt sig aktivt lyttende uden at mæle mange ord, mens Hans selv på opfordring fabulerede frit over drømmens billeder. Ligeledes har han siddet i øjenhøjde med flere forskellige jungianske analytikere, som han har indgået i dialog med om nattens drømme. Hvor drømmene for hans freudianske analytiker primært tjente som afsæt for Hans’ frie associationer, der blotlagde hans komplekser, så ser hans jungianske analytikere drømmenes fortællinger som meddelelser fra det ubevidste, der har et budskab i sig selv, ofte et budskab, der kompenserer for dagsbevidsthedens ensidige opfattelse af tingene.

I alle årene har han været optaget af drømme og har skrevet sine drømme ned, ofte flere drømme hver nat. Det er dog kun i de perioder, hvor han har gået i analyse, at han har husket så mange drømme. Drømmene er flygtige, og hvis man ikke skriver dem ned straks efter opvågningen, forsvinder de igen. Motivationen for at fastholde dem er størst, når man er i et terapeutisk forløb og arbejder målrettet med dem. Drømmesproget er et andet sprog end hverdagens sprog, så det kræver selvfølgelig nogen øvelse at afkode drømmene.

Freud mente, at ‘det latente drømmeindhold’ ofte er uforståeligt for en umiddelbar betragtning, når man ser på ‘den manifeste drøm’, dvs. nattens faktiske drømmefortælling. Det skyldes, at drømmerens moralske instans, Over-jeget, censurerer det driftsbetonede indhold, der støder an mod Jegets moralske værdier. Jung derimod var af den opfattelse, at drømmene i billedsprog, så klart som billedsproget nu gør det muligt, korrigerer jegets ensidige indstilling. Måske har de begge fat i en vigtig pointe ved drømmene. Somme tider er historierne lette at forstå, men til andre tider er de mere kryptiske. Så er det godt at have en professionel at vende sine drømme med, ikke mindst i de tilfælde, hvor drømmen for så vidt er enkel nok, men hvor drømmeren bare ikke bryder sig om drømmens pointe og derfor ikke selv ‘ser’ den.

Når Hans har interesseret sig for sine drømme igennem så mange år, så er det ikke fordi, han kan istemme med Karen Blixen: ”Jeg har den lykke i livet at når jeg sover drømmer jeg, og mine drømme er altid smukke.” (”Skygger på græsset”, Gyldendals tranebøger 1977, s.88). Det skyldes først og fremmest, at der er et værdifuldt udbytte forbundet med at skrive drømmene ned og siden undersøge, hvad de vil sige ham, også når drømmen antager mareridtets form. I tilgift kan han så forundres over drømmenes kreativitet og humor. Drømmene kan kommentere den foregående dags begivenheder og de dermed forbundne holdninger og domme hos det vågne Jeg, men hvis man følger dem over en længere periode, kan de også pege på nogle udviklingslinjer hos drømmeren.

Drømme-jeget trækker på en fond af iagttagelser, som er gået dagsbevidstheden forbi, ligesom det husker begivenheder og personer, som det vågne Jeg for længst har glemt. Tænk bare på, hvordan vi kan drømme om en person fra vores fortid, som vi næsten har glemt, og i nattens mulm og mørke se vedkommende nøjagtig, som han eller hun så ud, uden at vi ville være i stand til at give bare en nødtørftig beskrivelse af vedkommende i døgnets vågne timer.

Men mest væsentligt er drømme-jeget ifølge Jung i kontakt med et lager af almenmenneskelige erfaringer, som menneskeheden har gjort sig gennem hele artens udvikling, erfaringer om, hvordan det er hensigtsmæssigt at forholde sig i de kriseprægede overgangssituationer i livet, som er fælles for os alle. I drømmenes kollektivt ubevidste mødes vi alle i et fælles univers.

I sit essay ”Ekko fra højene” fra hendes sene Afrikabog ”Skygger på græsset”, som jeg lige har citeret fra, har Karen Blixen en smuk beskrivelse af, hvordan vi mennesker er dybt forbundet gennem drømmene, og hvordan nattens drømmeliv med alderen kan få mere realitet end hverdagens liv. Hun fortæller, hvordan drømmene med tiden er kommet til at fylde mere og mere for hende, og at alle foreteelser kommer hende mere gavmildt i møde i drømmene. Drømmene kan på den måde også forsone os med bevidstheden om, at vores liv på jorden er endeligt.

”Jeg har da til tider forestillet mig, at mine fødder er blevet sat på en vej som jeg fra nu af kommer til at følge, og at tyngdepunktet i mit væsen langsomt vil blive flyttet over fra dagens verden  (…) til fantasiens og inspirationens sfære. Det hænder mig allerede nu at føle (…) at dagen er et tidsrum uden egentlig betydning eller mening, og at det er med tusmørkets komme og idet de første stjerner tændes på himlen, og de første lys i lysekronerne, at livet omkring mig vågner, får realitet og træder mig i møde. Den oprørske flod, som er styrtet vildt fremefter, som har råbt sin vilde sang ud og stormet mod sine bredder, udvider sig og sagtner i sit løb. Den vil til allersidst lydløst falde ud i alle drømmes ocean, og lydløst opleve den suveræne triumf som ligger i hengivelsen, i ‘den ubetingede overgivelse’.” (”Skygger på græsset” s. 92f., korrigeret med moderne retskrivning).

Drømmene taler altså med en autoritet, som man ellers skal til vismænd for at finde, men det er vigtigt at huske, at vise personer ind imellem kan være tricksteragtige og ryste os i vores faste overbevisninger, samtidig med at de i sidste instans overdrager ansvaret for vores eget liv til os selv. De har det også med at tro det bedste om vores ressourcer, og derfor kan de skubbe os i en retning, der måske nok er god for os på den lange bane, men som vi kan knække nakken på at følge her og nu. Derfor er det givende at lytte til sine drømme uden ukritisk at underkaste sig deres udsagn, for det er Jeget, der om dagen skal leve med de beslutninger, man tager efter at have konsulteret nattens drømme.

De fleste af Hans’ drømme er hverdagsdrømme, som forholder sig til det, der er aktuelt i hans liv, og som kræver hans stillingtagen her og nu, eller de kommenterer hans aktuelle indstilling eller dagens emotioner, som får ham til at glemme det store billede. Måske er Hans blevet vred på en af sine nærmeste venner, som han føler har svigtet ham i en bestemt sag, og så drømmer han gudhjælpemig om natten, at vedkommende er hjælpsom og omsorgsfuld, altså alt det, som vennen normalt er, men som Hans fuldstændig har fortrængt under dagens konflikt. Eller også får han en drøm om, at han med succes har afsluttet et større bogprojekt, efter at han om dagen endnu engang har gennemskrevet en artikel, som egentlig har været færdig længe. Drømmen gør, at han næste dag kan sende artiklen af sted, for den bliver ikke bedre fra hans hånd.

Men så er der ud over hverdagsdrømmene de usædvanlige drømme eller de ‘arketypiske drømme’ eller ‘store drømme’, som jungianere kalder dem. Det er drømme, der kan ligne eventyr eller myter i deres billedsprog; de er ret upersonlige og befolkes snarere af typer end af individer, også hvad angår drømmejeget, der snarere optræder f.eks. som Den unge Mand eller Helten end som drømmeren selv med alle hans individuelle karaktertræk. Selv om sådanne drømme fortæller historier, der er overindividuelle, kan de samtidig pege på et tema, som er et nøgletema for drømmeren.

Når man vågner fra drømmen, vil man normalt føle, at man har haft en såkaldt numinøs oplevelse, en oplevelse af at have skuet en dybere sandhed, som ikke normalt er tilgængelig for bevidstheden, og som det kan være svært at ryste af sig igen. En sådan drøm kan følge en i mange år, og det kan være meget velgørende at give den et billedmæssigt udtryk f.eks. ved at male den. Den løsning, en sådan drøm kan pege på, kan ligge langt ude i fremtiden, men det at have billedet med sig af en positiv udgang på drømmen kan give én styrke i trængte stunder.

En arketypisk drøm, der har fulgt Hans i mange år, og som hænger på hans væg i form af et billede, som han malede i stort format for et par år siden for at minde ham om hans vej i livet, kalder han ”Verdensfyrstens nedstigning til hverdagen”. Drømmen er over 30 år gammel og fra en længere periode i hans liv, præget af depression og en følelse af retningsløshed.

“Verdensfyrstens nedstigning til hverdagen”

Hans drømmer, at han bliver levende begravet. Da han er nede i graven, prøver han desperat at komme fri. Tilsyneladende er han lukket inde i et mørkt gravkammer, men da han har vænnet sig til mørket, kan han pludselig skimte en smal sprække af lys foran sig. Han skubber til gravkammerets væg, der viser sig at være en port, som han med stort besvær presser op. Foran sig skimter han endnu en smal lysstribe, og da han igen presser på, åbner en ny port sig. Sådan fortsætter det port efter port; med enorme vanskeligheder skubber han sig fremad gennem det, der udvikler sig til at være en uendelig lang, mørk tunnel med et svagt lys for enden. Omsider får han med sine sidste kræfter presset den sidste port op, og han overvældes af et blændende lys.

Da han langsomt får synet igen, ser han, at han står på toppen af en skinnende hvid marmortrappe, omgivet af hoffolk, der modtager ham med æresbevisninger som Verdensfyrste. Fra foden af trappen bliver han tiljublet af masserne. Efter nogen tid begynder han langsomt at gå ned ad trappen alene. Under nedstigningen bliver både han selv og omgivelserne gradvist mere og mere hverdagsagtige, marmortrappen bliver til almindelige stentrin, og da han endelig når ned på jorden, befinder han sig som en blandt mange helt almindelige mennesker.

Med stærke symboler skildrer drømmen Hans’ udviklingsvej. Det starter med  den depressive tilstand, fremstillet ved gravkammerets mørke, det klaustrofobiske rum og mangelen på energi, der får omgivelserne til at fremstå som noget nær uflyttelige. Det er et dækkende, omend overtydeligt billede på den grundtilstand, Hans befandt sig i på drømmetidspunktet. På grund af  Hans’ vedholdenhed får han kæmpet sig ud i lyset, men hvor alt før var tegnet sort i sort, så ryger han nu ud i modsætningen, det alt for lyse, der understreger en manisk selviscenesættelse, som i perioder af hans liv ikke har været ham fremmed. Det depressive stadium er blevet erstattet af en grandios narcissisme, der kompenserer for det underliggende mindreværd, som ligger bag depressionen. Endelig peger drømmens eller dramaets ‘lysis’, dens konklusion, frem mod løsningen på hans problem, som består i en opløsning af polariseringen. Hans får jordforbindelse. Han er hverken begravet dybt nede i jorden eller svæver højt over den. Der åbner sig for ham et liv i balance med en naturlig selvfølelse, hvor han oplever, at han har lov til at indtage sin unikke plads ‘her på jorden’ uden at behøve at overstråle alle andre.

Af Thomas Nordby, cand.phil. i dansk, sekretær i Jung Foreningen og redaktør på www.jungforalle.dk

©  Thomas Nordby d. 27.10.2019.