Drømmen er, sagde Jung, sjælens spontane kommentar til det bevidste liv – i symbolsk form. Den er det ubevidstes budbringer, som forsøger at gøre opmærksom på det, som jeg’et ikke vil eller kan forstå. Den må, skrev Jung: ‘røbe de hemmeligheder for os, der er skjult for bevidstheden, og det gør den med forbløffende fuldstændighed’ (CW 7).

Der er forskellige tilgange til at tolke drømme og på den officielle C.G. Jung webside opsummeres, at Jung var delvist enig i Freuds opfattelse, at drømmene har en ønskeopfyldende funktion og i Adlers opfattelse, at drømmen afslører en infantil stræben efter magt. Jung selv lagde vægt på det finale aspekt i drømmen – som knytter an til menneskets iboende tilskyndelse mod et mål.  Jungs primære fokus i tolkningen af drømme var dog på drømmens symbolske indhold og på drømmens kompensatoriske rolle i psykens selv-regulering (cgjungpage.com).

Jung sagde også, at drømmene viser vej til vores komplekser, som jo stjæler vores psykiske energi, fordi psyken skal bruge kræfter på at holde komplekserne udenfor bevidstheden. Med det symbolske perspektiv på drømmen, kan vi komme ned i et lag af psyke, hvor symbolernes evne til at transformere og omdirigere den psykiske energi – der er bundet til komplekserne – og derved medvirke til at gøre energien tilgængelig for et meningsfuldt arbejde og et produktivt liv.

Ved at lægge vægt på det finale aspekt, siger Jung, at drømmen peger fremad. Det betyder ikke at drømmene er spådomme men forud vidende i den forstand, at det ubevidste ‘ved’, hvad der er på vej i psyken og peger netop på det.

Kompensationen er en naturlig proces med det formål at etablere elle opretholde en indre psykisk balance. Når vi som mennesker udvikler os for ensidigt, kompenserer drømmene dette billede af virkeligheden. I virkeligheden styrter vi måske hovedkulds rundt for at nå det hele og så kan drømmen – ikke uden humor – vise drømmeren i en pinlig rolle, som en, der dårligt kan rejse sig fra sofaen. Eller hvis drømmeren er en person, der ofte tænker på at give blomster til andre og gerne taler om det og måske i øvrigt selv tit får blomster, kan drømmen viser drømmeren på vej ud af blomsterbutikken – og på vej til veninderne – uden en blomst i hånden.

Jung tolker en stor del af drømmen på subjektplan og siger at drømmen er som et teater, hvori drømmeren er både scenen, spillerne, instruktøren, produceren, forfatteren, publikum og kritikerne. .[“General Aspects of Dream Psychology,” ibid., par. 509.]

Han siger endvidere, at drømmene ofte følger fortællestrukturen i et græsk drama. Der er en eksposition, hvor drømmeren præsenteres for tid, sted og medvirkende, der er en udvikling af plottet, som er en beskrivelse af de begivenhederne,der finder sted,  så når drømmen et klimax der en slags point of no return. Til er der en lysis, som er en slags løsning. Den sidste fase er ikke med i et mareridt, som netop kan være forfærdelige, fordi der ikke er en løsning.

Et eksempel på en drøm, der har et finalt aspekt, er kompensatorisk og stærkt symbolsk:

Drømmeren er en kvinde på 50 år. Hun er ansat i en høj administrativ stilling, har altid haft travlt med karrieren, aldrig haft tid til at gå i biografen, læse bøger og diskutere kunst og filosofi eller lignende. Hun er begyndt i terapi, fordi hun er begyndt at få en oplevelse af, at tilværelsen er meningsløs og hun kommer efter nogle gange med denne drøm:

”Jeg er på vej på arbejde men befinder mig så i en skrivestue, hvor jeg sidder og læser og skriver om rosen. Jeg taler også med en kvinde om denne rose. Jeg er dybt optaget af at læse og skrive, og selvom jeg skriver om rosen ved jeg, at det handler om mig. Jeg vågner og har lyst til at sige mit job op, så jeg kan forsætte, hvor drømmen slap”

Når Gertrud Steins gådefulde sætning ‘en rose er en rose er en rose’ kan få en stor plads i litteraturhistorien er det fordi rosen ikke bare er en rose men et symbol på noget mere, som ikke kan forklares. Rosen har som symbol rod tilbage i den sumeriske kultur, hvor sumerernes optegnelser af Venus bevægelser henover himlen tegner en fem-bladet rose. Hermed blev rosen et Venus symbol. Og da den kristne kirke ville af med de gamle guder og gudinder, viste dette symbol sig så stærkt i befolkningen, at det ikke var til at komme af med, hvorefter kirken besluttede, at integrere rosensymbolet i den kristne kirke. Dels i arkitekturen dels i bibelteksterne. Vi ser i dag rosenvinduer i flere store katedraler blandt andet katedralen i Reims. Liljen i Sarons dale – og symbolet på Kristus i det gamle testamente – bliver senere til Rosen, som senere indgår i Rosenkorset etc. Kristusmyten – her symboliseret ved rosen – kan ses som den store symbolske fortælling om jeget der må gå til grunde, for at der kan blive skabt kontakt selvet.

Drømmen kompenserer en ensidig optagelse af karrieren, som er udtømt for indhold og peger fremad mod en personlig udvikling, hvor drømmeren socialt betingede bevidste intentioner må bringes i samklang med en indre tilskyndelse. Det er symbolet – her rosen – der har den transformerende virkning – eller her revitaliserende virkning.

©2016/2017. Hanne Urhøj. Jungiansk analytiker IAAP/DSAP/MPF. www.psykoanalyse.nu