Af Thomas Nordby

Ligesom havet er fyldt med fisk, flyder sprogets faste vendinger over med fisk i alle afskygninger. Stranden bliver fyldt med ‘lækre sild’ om sommeren, mens et projekt uden fremtidsudsigter ender som ‘en død sild’. Den sunde og raske er  ‘frisk som en fisk’. Hvis man er sær i andres øjne, bliver man hurtigt til ‘en underlig fisk’, mens de, der stortrives, har det ‘som en fisk i vandet’. Hvad er i øvrigt bedre end at være i sit rette element? Og det er fisk, når de opholder sig i havet (saltvandsfisk) eller i søer, floder og åer (ferskvandsfisk) eller som vandrefisk bevæger sig mellem ferskvand og saltvand i forskellige faser af deres udvikling. Og så er der flyvefiskene, der i et kort nu svinger sig op i fuglenes luftige element.

Fisk er vekselvarme hvirveldyr, der ånder ved hjælp af gæller. Deres krop er dækket af skæl ligesom krybdyrenes. At de er vekselvarme vil sige, at de har samme temperatur som det omgivende vand, hvad der bevirker, at de kan overleve selv ved lave temperaturer. Torsken bærer dog ‘bukser’ i de koldeste måneder, indtil den gyder sin rogn.

Fisk er en af de vigtigste fødekilder for mennesker på globalt plan og en betydningsfuld kilde til proteiner, især i den fattige del af verden, hvor kød for mange er en sjælden luksus. Det betyder, at fisk i mange kulturer er blevet et symbol på noget livgivende. At fisken også er blevet et symbol på frugtbarhed, bidrager den store mængde fiskeyngel til, mens det forhold, at fisk lever på det dybe vand, hvor vi kan drukne, forbinder dem med noget uheldsvangert.

Fisken og fuglen er ikke er bundet til jorden, hvor vi mennesker lever vores praktiske hverdagsliv. Fuglen kan frit svinge sig op i himlen. Fuglen er associeret med vores højtflyvende og inspirerede tanker og intuitioner, men kan også være et billede på forestillinger, som er helt uden jordforbindelse, og som er praktisk uigennemførlige. Vandet symboliserer omvendt vores ubevidste, mens fisk udtrykker indhold i det ubevidste. De udgør alle de billeder af personlig og kollektiv natur, som svømmer rundt under bevidsthedens radar. Det ubevidste rummer på den ene side potentiale til fornyelse og personlig vækst, men kan også opsluge jeget og true vores mentale sundhed i form af psykoser.

Hvor det store, dybe hav symboliserer det, der er meget langt fra at blive bevidst, specielt det kollektivt ubevidste, så repræsenterer fisken, der kan svømme op til overfladen, de ubevidste indhold, som nærmer sig bevidstheden og kan integreres i personligheden. Derfor kan det at fange en stor fisk i en drøm være udtryk for et snarligt gennembrud i bevidstheden.

Den store fisk i mytologien, der opsluger et menneske og dykker ned på havets bund, er omvendt et billede på rejsen til dødsriget. Her kan man gå til grunde, men man kan i bedste fald også komme op igen med fornyet indsigt. Det sidste er tilfældet med Jonas fra Det gamle Testamente, der ender i bugen på en stor fisk, fordi han flygter til havs for at undgå at lyde Guds befaling. Efter tre rædselsvækkende døgn i ‘underverdenen’, fyldt med anger og bøn, bliver han spyttet op igen på det tørre land, hvor han tager sit kald på sig.

At fisk kan bringe en omvæltende indsigt op fra havets dyb, uden at det garanterer et lykkeligt liv, illustreres af den græske fortælling om Polykrates’ ring. Polykrates havde som tyran tiltvunget sig herredømmet over hele Samos, efter at han havde slået sin ene bror ihjel og fordrevet den anden. Han har held med alt, hvad han foretager sig, i et sådant omfang, at en af hans forbundsfæller råder ham til at skille sig af med det mest værdifulde, han ejer. Ellers vil han udfordre guderne med sit store held og overskride den grænse, der adskiller menneskene fra guderne. Det at bryde de evige love er udtryk for en objektiv skyld, der ikke beror på menneskets egen hensigt. Det forhold hedder hos grækerne hybris, og det straffes af gudinden Nemesis. Polykrates vælger derfor at ofre sin store gyldne ring, som han kaster i havet. Nogen tid efter overbringer en fisker ham en kæmpe fisk, han har fanget. Da fisken bliver skåret op, ligger Polykrates’ ring i fiskens bug. Nu ved han, at han ikke står til at redde for gudernes straf. Ud fra klassisk græsk tankegang kan vi ikke ændre på vores skæbne; vi kan højst håbe på at komme til indsigt i den. Hans rige falder snart fra hinanden, og han får da også en så gruopvækkende død, at Herodot ikke kan få sig selv til at fortælle om det.

Mytologisk er fisken og vandet forbundet med visse kvindelige guddomme og mytologiske væsner. Ifølge ældre græsk tradition blev kærlighedsgudinden Afrodite født af vandet, da Zeus’ far Kronos kastrerede sin far Uranos og smed hans afhuggede lem i havet. Afrodite bærer derfor tilnavnet ”den skumfødte”. Mange kvindelige mytologiske væsener af en lavere orden, men i slægt med Afrodite, er knyttet til fisk, f.eks. havfruer, der har fiskehale og dermed er halvt dyr og halvt menneske. Melusine og Undine er kvindelige vandnymfer eller elementarånder, der ligesom fisk lever i eller ved vandløb. Sagnet om Melusine fortæller, at hun gifter sig med en mand på den betingelse, at hun hver lørdag kan trække sig tilbage i ensomhed til sin å. Her antager hun havfrueskikkelse. Hun føder sin mand flere sønner, der alle har en abnormitet. Da manden derfor kalder hende en slange, forlader hun ham. Undine forsøger ifølge folketroen at skaffe sig en sjæl ved at gifte sig med et menneske. Undines mand svigter hende siden til fordel for en fornem kvinde. Undines medsøstre fremkalder hans død. H. C. Andersen har fundet inspiration til sit eventyr ”Den lille havfrue” i Friedrich de la Motte-Fouqués kunsteventyr om Undine (1811).

Waterhouse: Hylas and the Nymphs, 1896 

Væsner som havfruer og vandnymfer kan dybdepsykologisk ses som billeder på en natur-Anima hos manden, som Emma Jung gør opmærksom på. Hun repræsenterer mandens forbindelse til livskilden i det ubevidste. Hendes væsen er animeret. Når forbindelsen til hende mangler, stivner han, og livet mister sin farve. På den anden side er der en risiko for, at han bliver så fortryllet af hende, at han mister jordforbindelsen og bliver holdt fanget i en fantasiverden. Skal der skabes et positivt forhold til det ubevidste, er det afgørende, at jeget er stærkt nok til at kunne modstå faren for at blive så overvældet, at det bliver udslettet.

Fisk kan også optræde som attributter til mandlige guder. Poseidon, havets gud, afbildes meget ofte med sin trefork, hvormed han fanger havets store fisk. Ikke underligt, at Poseidon i særlig grad blev dyrket af fiskerne. I dag kunne han passende være terapeuternes gud, fordi de hjælper deres klienter med at fange betydningsfulde ‘fisk’ op fra det ubevidstes dyb.

Jungs kollega C. A. Meier omtaler en initialdrøm, som stammer fra en af hans klienter. Manden havde forgæves opsøgt forskellige sanatorier for at blive helbredt for en invaliderende depression, før han opsøgte Meier. Han møder frem til sin første analysetime, delvis lammet og næsten uden at kunne tale. Hans kone har skrevet drømmen ned for ham. Drømmen lyder i Ole Vedfelts gengivelse således:

”Jeg var beskæftiget med at fiske foreller, ikke i en almindelig flod eller sø, men i et reservoir, der var inddelt i forskellige kamre. Jeg fiskede med almindeligt fiskegrej (fluer osv.), men jeg havde ikke held med mig. Jeg blev ophidset og tog en trefork, som lå der, og kunne i samme øjeblik spidde en pragtfuld fisk.” (Vedfelt, s. 63).

Meier opfatter den store fangst som et varsel om analysandens mirakuløse helbredelse. Den indtræffer da også efter bemærkelsesværdig kort tid, og uden at manden senere får tilbagefald. Treforken ses som en repræsentant for Poseidon, der som havets gud også er gud for elementernes rasen og dermed et billede på den emotionalitet, som manden har været uden kontakt med. At han bliver ophidset i drømmen og tager et kraftfuldt initiativ, er et afgørende skridt ud af depressionen (sammesteds s.66). Det gør ham i stand til at hente den skat, der ligger under overfladen og venter på at blive fisket op i lyset. En så hurtig og overbevisende effekt har terapi dog ikke altid.

Fisk som symbol optræder ofte i par, således i stjernetegnet Fiskene, der er det sidste af de tolv tegn i Dyrekredsen. Her svømmer de to fisk i hver sin retning, men ses ofte forbundet med et bånd, og de kan – ud fra deres placering i Dyrekredsen – opfattes som tegn på fortid og fremtid eller afslutning og ny begyndelse. Som udslag af et astronomisk fænomen bevæger forårsjævndøgnet sig baglæns gennem stjernebillederne i en cyklus på knap 26.000 år. Jesus er født på overgangen mellem Vædderens og Fiskenes tidsalder, mens det seneste årtusindskifte indvarsler Vandmandens tidsalder. Jung skriver i ”Aion” (se f.eks.§ 142)  om Fiskenes tidsalder, at den er styret af det arketypiske motiv med de fjendtlige brødre, Kristus og Satan. Vandmandens tidsalder vil derimod konstellere problemet med modsætningernes forening. Det vil ikke længere være muligt at tale om ‘ondskab som det godes fravær’ (teologiens ‘privatio boni’). Det ondes eksistens skal fremover konfronteres, ikke længere fortrænges.

Fisken er ved siden af korset og skibet et af de helt centrale symboler i kristendommen. Det græske ord for fisk, ichtys, udgør begyndelsesbogstaverne til ordene ‘Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser’ på græsk. Af den grund blev fisken blandt de tidlige kristne et tegn for Kristus. De kristne var forfulgt i romerriget, fordi de ikke ville tilbede de officielle guder og ofre til kejseren. Ved at tegne den øverste linje på en stiliseret fisk i støvet kunne man give sig til kende som kristen. Stod man over for en ligesindet, kunne vedkommende afslutte figuren ved at tegne den nederste linje af fisken. I vor tid er et stiliseret billede af en fisk igen kommet på mode som et ikon for ‘kristen’. Fisken symboliserer også dåben. Bassinet til dåbsvandet, som anbringes i døbefonten, hedder piscina på latin. Ordet, der også betegner en fiskedam, er afledt af piscis, som betyder fisk. Ideen bag det sproglige billede er den, at dåbsbarnet ikke kan leve uden dåbsvandet, dvs. uden at blive døbt, ligesom fisken ikke kan leve uden vand.

Rafael: Peters fiskedræt, karton.

I bespisningsunderet, hvor Jesus prædiker for en stor skare på fem tusinde mennesker, mætter han de fremmødte udelukkende med fem brød og to fisk (f.eks. Markus, kap. 6, vers 34 – 44). I anden sammenhæng udtaler Jesus, at ”Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund” (Mattæus, 4,4). Ved sammenstillingen af brød og fisk i bespisningsunderet kommer brødet til at repræsentere den fysiske føde, mens fisken repræsenterer den åndelige føde, som Jesus taler om hos Mattæus. Jesu disciple var jævne mennesker, flere af dem fiskere. Jesus opfordrer Peter og hans bror Andreas til at følge sig, da han møder dem, mens de står og kaster vod i søen, så vil han gøre dem til ‘menneskefiskere’ i stedet (Mattæus, 4, 19). Paven ses i den katolske kirke som Peters efterfølger på jorden. På den pavelige signetring, der går i arv til hver ny pave, er et billede af Sankt Peter, der trækker sit fyldte fiskenet op i sin båd.

I et af brødrene Grimms eventyr, ”Fiskeren og hans kone”, optræder en jævn fisker, der ikke har nogen særlige ønsker til tilværelsen, men som ligger under for sin magtsyge kone. En dag fanger han en stor flynder. Det viser sig at være en fortryllet prins, der kan tale, og som beder fiskeren slippe den fri. Det gør han gerne, da han ikke vil gøre en talende fisk ondt, men hans kone brokker sig og siger, at han burde havde bedt den om en hytte til erstatning for den muddergrøft, de bor i. Manden går modvilligt ned til havet og forelægger konens bøn for flynderen, der straks imødekommer hendes ønske. Konens begejstring holder ikke længe, før hun får nye ønsker. Manden bliver mere og mere modvillig over for at fremføre konens ønsker for flynderen, efterhånden som de bliver stadig mere inflatoriske. På samme tid kommer naturen mere og mere i oprør i takt med, at hun først bliver konge, siden kejser og endelig pave. Da hun i sit storhedsvanvid til sidst vil være Vorherre selv, mister hun alt, hvad hun har, og de sidder tilbage i muddergrøften.

I eventyret ser vi, hvordan den kongelige fisk, den største af alle fladfisk, forbindes med noget værdifuldt, der mistes igen ligesom i historien om Polykrates’ ring. I eventyret skyldes det dog ikke en uafvendelig skæbne, men en forkert indstilling hos hovedpersonen. Fiskeren og hans kone er hinandens absolutte modsætninger; lige så uambitiøs og frygtsom manden er, lige så  krævende er hun. Begge får samme bekomst; de ender, hvor de startede, i muddergrøften. Det kunne tale for at se dem som to sider af den samme personlighed, der er ekstremt ubalanceret. På den ene side har vi en mand, der udadtil lever under evne, da han har adgang til store ressourcer, og på den anden side har vi hans dominerende Anima, personificeret ved hans kone, der med sine grådige fantasier lokker ham til at sætte sin grandiose vilje igennem. Det gør, at han til sidst forspilder de muligheder, han rummer. Han evner som fisker at hente noget værdifuldt op fra det ubevidste, men han kan ikke frugtbargøre det, fordi han ikke kender sine grænser og arbejder mod naturen.

I Ernest Hemingways sene roman ”Den gamle mand og havet” får den  cubanske fisker Santiago, der ikke har fanget noget i 84 dage, endelig en stor sværdfisk på krogen. Den unge Manolin, der har været hans hjælper om bord, er af faderen blevet pålagt at tage ud med en anden båd, der har mere held med fangsten. Det betyder, at den gamle mand er alene på havet med sit livs bytte i tre døgn. Fisken trækker ham længere og længere til havs, før han endelig besejrer den og kan vende hjem. Under hele kampen taler han til fisken som en jævnbyrdig og kalder den sin bror, og selv om den er ved at tage livet af ham, oplever han det store drama som kronen på sit livsværk. Fisken har på grund af sin unaturlige størrelse mytologiske dimensioner. Den store fisk repræsenterer den gamle mands enorme ambition. De tre døgn, som Santiago er på havet, er netop den tid, som Jonas opholdt sig i fiskens bug, ligesom det var på tredje dagen, at Kristus opstod fra de døde. Men ligesom fiskeren i eventyret og Polykrates mister alt til slut, så mister også den gamle mand sin fisk. Den bliver nemlig bytte for hajerne, fordi den er så stor, at han ikke kan have den i båden, men må bugsere den hjem langs siden af båden. Til sidst, da han når i havn, dødeligt udmattet, er kun det kæmpe skelet tilbage.

Bogen er blevet læst som Hemingways svar til kritikerne, hvoraf nogle i hans senere år så et stort forfatterskab i frit fald og kastede sig over ham som hajer. Ironisk nok blev ”Den gamle mand og havet” en velfortjent succes, der bidrog til, at han modtog Nobelprisen i 1954, to år efter bogens udgivelse. Imidlertid synes det alt for snævert at læse romanen så selvbiografisk. Det giver mere mening at se bogen som en fortælling om den kreative proces og de indre kræfter, der kan modarbejde realiseringen af det store værk. Hemingway kendte selv i de senere år alt for godt til den skriveblokering, der i ’84 uendelige dage uden fangst’ forhindrede ham i at forløse sit digteriske potentiale. Som sådan kan romanen læses som en tidløs myte om den kreative proces eller i et bredere perspektiv processen med at realisere sit liv. At være ude på den store fiskefangst, hvor man sætter alt ind og dermed også sætter livet på spil, kan være det, der giver ens liv mening, uanset det endelige resultat. Når man giver sig hen til den proces, så er det ikke en selv alene, der ‘styrer båden’. Man må som den gamle mand tage imod, hvad der kommer. Måske er tiden ikke inde til ‘at lande den store fisk’. Var det for overmodigt at lade sig føre så langt væk fra land uden at have en ung, stærk hjælper med i båden? Vi mennesker kan nok så meget sætte viljen ind for at opnå det, vi stræber efter, men til syvende og sidst er vi kun i et vist omfang herre over, hvordan vores tilværelse former sig, også selv om vi har kontakt til store ressourcer i det ubevidste.

Kilder:
Bibelen (Det danske Bibelselskab 1964)
De europæiske ideers historie ved Erik Lund, Mogens Pihl og Johannes Sløk (Gyldendal 1962)
Den Danske Ordbog (netudgaven)
Den store danske encyklopædi (Gyldendal, netudgaven)
Funder, Lise: Motiver og symboler i europæisk kunst (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2004)
Grimms samlede eventyr (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1983)
Hemingway, Ernest: Den gamle mand og havet (Lindhardt og Ringhof 2010)
Jung, C. G.: Aion, Collected Works bind 9,2 (Routledge & Kegan Paul 1970)
Jung, Emma: Animus og Anima (Klitrose 1984)
Politikens symbolleksikon ved J.C. Cooper (Politiken 1996)
Symbolleksikon ved Finn Stefánsson (Gyldendal 2009)
Ursin, J: Kristne symboler (Land og kirke, Oslo 1965)
Vedfelt, Ole: Drømmenes dimensioner (Gyldendal 1989)
http://www.bibelselskabet.dk/ombibelen/vidstedu/fisk

© Thomas Nordby, cand.phil. i dansk, sekretær i Jung Foreningen og redaktør på www.jungforalle.dk, 2018

Vignettebillede af fisk: Photo by Chris Sheldon on Unsplash  (Detalje)

 

 

No tags for this post.