Af Kristine Gazel, Seniorkandidat ved Jung Instituttet i København.

“You won’t have to do it anymore, it’ll be fixed; it’ll be fine; You won’t have to vote anymore …”

Det var, hvad Trump lovede i slutningen af juli 2024 (1) . Citatet kan indikere, at Trump, når han atter bliver indsat som præsident, vil indføre et autokratisk styre, der vil afskaffe alle valg i USA i fremtiden. Dét kender vi som et diktatur – også selvom Trump faktisk har sagt, at han kun ville være diktator for én dag, hvilket dog også lyder uheldsvangert.

Fixet
Jeg har valgt at gengive citatet på engelsk, fordi jeg hæfter mig specielt ved ét ord: det lille ord ”fixed”. Dette ord får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen på grund af dets implikationer. På dansk kan vi oversætte det til ”fikset”, ”ordnet”.

Endnu en betydning kunne ligge i ordet ”fix”: at tage et stof, som får verdens kompleksitet til at fordufte, og som akut injicerer en tilstand af ubevidsthed og uansvarlighed. Trump er på den måde en forførende drugdealer, der lover en berusende lyksalighed: at den enkelte slipper for at tage stilling og påtage sig ansvaret som politisk menneske, som borger i et demokratisk samfund. Det kan også betyde fikseret – altså fastholdt. Når noget er fastholdt, ophører det med at bevæge sig. I et demokrati er det et frygtindgydende perspektiv.

Kompleksitet
Indfries dette løfte, vil kompleksiteten i at være en demokratisk vælger, en borger, ophøre. Da bliver man enten undersåt eller forbruger – eller begge dele. Måske kan man så hævde, at vi allerede på mange måder er kommet dertil. Men jeg vælger dog at holde fast i, at det endnu ikke er så galt, hverken i Europa eller i USA. Og jeg vil fastholde, at det er op til os selv, hvad vi vælger at være. At vi insisterer på at være borgere, vælgere, deltagere i demokratiet.

Når alt er blevet ordnet, når alt er fikset eller fikseret, opnår vi – i teorien – det ideelle. Men det ideelle, det perfekte, er farligt. Det accepterer ikke divergens, og der kommer intet ud af det, fordi det er ubevægeligt. Vi kan aldrig få et ideelt demokrati, men vi kan stræbe efter det bedst mulige demokrati som politisk system. I den demokratiske tanke ligger som udgangspunkt accepten af det Andet og den Anden. At stræbe efter at opretholde demokratiet betyder, at vi accepterer, at det er komplekst og at det er konfliktfyldt.

Når alt bliver ”fikset”, ophører kompleksitet og evnen til at udholde kompleksitet. At kunne udholde kompleksitet betyder, at man evner at rumme modsætninger, nuancer, uenighed og konflikt.

Den demokratiske psyke
Det er det, som den amerikanske jungianske psykoanalytiker Donald E. Kalsched kalder den demokratiske psyke eller konfliktpsyken i sit essay Wrestling with Our Angels: Inner and Other Democracy in America under the Shadow of Donald Trump (2). I kontrast til denne stiller han den dissociative psyke:

”Det er en forsvarspsyke designet (gennem dissociation) til at holde ting ude, i kontrast til en demokratisk psyke, som er gennemtrængelig og tenderer mod inklusion. Når en dissociativ psyke tager kontrol, vil den virkelige verdens intimiderende kompleksitet blive simplificeret og reduceret til polariserede modsætninger drevet af ekstreme emotioner og primitive forsvars-mekanismer” (min oversættelse).

Den dissociative psyke nærer ifølge Kalsched en konspiratorisk frygt, er dogmatisk, intolerant overfor flertydighed og mistror Andethed, og den repræsenterer blandt andet det, som Theodor Adorno har kaldt den ”autoritære personlighed”. Kalsched illustrerer den dissociative psyke med aktuelle strømninger i den amerikanske kollektive psyke, udtrykt i fænomener som Trump selv, konspirationsteorier, fake news mm.

Han definerer den demokratiske psyke som en psyke, der kan udholde kompleksitet og konflikt. I et sikkert og sundt demokratisk indre miljø vil de forskellige dele af psyken lære hinanden at kende, og denne strid mellem forskellene i psyken vil være gavnligt og berigende.

Jeg forstår det sådan, at det både vil gavne helheden og delene. Den demokratiske psyke er i stand til at udholde og udvikle sig igennem konflikt mellem modsatrettede emotioner, interesser og impulser i psyken selv. Igennem denne konflikt opstår i et klassisk jungiansk perspektiv en helhed, som ikke er opstået gennem udgrænsning af det Andet eller den Anden, men gennem integration og dialog.

En bevidsthedsskabende maskine
Kalscheds budskab er, at demokratiet, både på individuelt og kollektivt plan er dyrebart:

”Demokrati – indre og ydre – er værdifuldt og værd at kæmpe for. Som en bevidsthedsskabende maskine er det unikt blandt alle verdens politiske systemer på grund af dets evne til at transformere og menneskeliggøre de primitive kræfter, som truer os med deres absolutisme, deres ekstremitet og deres forførende forsimplinger.” (min oversættelse)

Og det bringer os tilbage til det indledende citat, til Trumps løfte. Dette enkle lille ord ”fixed” fortæller, hvad vi (måske) kan vente os. Den amerikanske journalist og historiker Anne Applebaum (3) påpeger, at Trump bruger det samme autoritære sprog som Hitler, Stalin og Mussolini: hans retorik er dehumaniserende.

Og vi kan tilføje: polariserende og forsimplende. Det er nøjagtig de karakteristika, hvormed Kalsched beskriver den dissociative psyke på det kollektive plan.

Sproget og samtalen
Applebaums ærinde er at sætte fokus på sproget, det autoritære sprog, på hvad der bliver sagt, og hvordan det bliver sagt. Heraf udleder jeg, at vi vælgere må lytte seismografisk opmærksomt – og kritisk – til magthavernes tale. Og vi må kende det autoritære sprogs historie, så vi kan genkende det.

C.G. Jung beskrev temenos som et sakralt sted, et felt eller en beholder, hvori spændinger kan udholdes og hvori forandring kan ske (4) . På det symbolske plan repræsenterer mandalaen dette sakrale felt i psyken.

På det individuelle niveau er det terapeutiske rum og relationer mellem mennesker eksempler på dette. På det kollektive plan er samtalen denne beholder. Og vi må vedblive at insistere på betydningen af samtalen.

Vi må insistere på at udholde kompleksiteten, paradokset og det modsætningsfyldte såvel i os selv som i det kollektive. Vi må insistere på samtalen som et rum for udfoldelsen af demokratiet. Samtalen som spændingsfeltet, hvori modsætninger kan holdes. Så vil vi måske opleve, at polariseringer opblødes i stedet for at blive stadig mere rigide. Og på den måde kan vi måske begrænse risikoen for, at rigide polariseringer imploderer i vold.

Det er svært at være optimistisk insisterende på den demokratiske samtale – men det er nødvendigt.

Kilder:

1. https://www.theatlantic.com/politics/archive/2024/07/trump-vote-believers-summit/679273/
2. Donald E. Kalsched: Wrestling with Our Angels: Inner and Other Democracy in America under the Shadow of Donald Trump. I: Cultural Complexes and the Soul of America : Myth, Psyche, and Politics, edited by Thomas Singer. London, New York : Routledge, 2020.
   Hør også podcasten: https://www.youtube.com/watch?v=pj6zW4cxp8Y
3. https://www.theatlantic.com/politics/archive/2024/10/trump-authoritarian-rhetoric-hitler-mussolini/680296/
4. C.G. Jung: Collected Works, vol 12. Psychology and Alchemy. par. 63

   Billedet er fra Jung, C.W., “The Archetypes and the Collective Unconscious”, vol. 9i, Pic. 10 . Kunstneren er Jungs klient Miss X. Record no. :  JF 8204
   ARAS Online. New York: The Archive for Research in Archetypal Symbolism. Available from www.aras.org. Set 21. november 2024.

Copyright: Kristine Gazel 2024 –