Af Thomas Nordby

Selv om Jesus siger, at ‘troen kan flytte bjerge’, så hælder de fleste nok snarere til den opfattelse, at ‘hvis bjerget ikke kommer til Muhammed, så må Muhammed komme til bjerget’. Bjerge er nok noget nær det mest uflyttelige, vi kan forestille os. Det gælder verdens højeste bjerg Mount Everest i Nepal, en enorm klippeformation dækket af evig is, der rager cirka 8849 meter op over havet, afhængig af hvor meget is, der ligger på toppen den pågældende dag. I mindre grad gælder det også vores egen jordhøj Himmelbjerget, som med sine 147 meter over havet hører til dværgene blandt bjerge. At bjergene ikke altid har været bjerge, fremgår af, at man kan finde fossiler af havdyr på bjergtoppe. Det vil sige, at der er tale om tidligere havbund, som i tidens løb er skudt til vejrs på grund af forskydninger i jordens indre.

Bjerget er en vigtig lokalitet i myter og eventyr, i særlig grad de steder i verden, hvor der optræder høje bjerge. Vores bevidsthed og vores indre billeder er præget af de landskaber, vi lever i. Da bjerget ofte rager op over skyerne, er det ikke underligt, at bjerget er blevet opfattet som mødested mellem himmel og jord eller mellem det guddommelige og det jordiske. I den græske mytologi er Grækenlands højeste bjerg Olympos gudernes bolig (Olympen), og i Det gamle Testamente er Ararat det bjerg, hvor Gud lader livet på jorden genopstå, efter at han har oversvømmet jorden. Det er på Ararat, at Noah lander med sin ark med en last bestående af sin familie og to af hvert dyr på jorden. Sinai Bjerg er det sted, hvor Gud senere overrækker Moses loven med de ti bud på to stentavler.

I Det nye Testamente taler Jesus til masserne i sin berømte bjergprædiken, hvor han nyfortolker Moseloven radikalt. Også da Moses og Elias viser sig for Jesus, der for disciplenes øjne er omgivet af en strålekrans af lys, sker det på et bjerg, hvor Gud kalder Jesus sin søn (‘forklarelsen på bjerget’). Men det er ikke bare Gud, man kan møde på bjergtoppen; også Djævelen færdes hjemmevant her. Efter at have fastet i ørkenen i 40 døgn fristes Jesus af Djævelen på et højt bjerg med løfter om alverdens herligheder, hvis han ‘falder’ for fristelsen. Bjergtinden er et sted, der kan gøre en svimmel, men Jesus står fast.

I det bjergrige Japan er landets højeste bjerg, det kegleformede Fuji uden for Tokyo, et mål for buddhistiske pilgrimsvandringer. Bjerget, der er en aktiv vulkan, opfattes af de troende som verdens centrum. Vulkanens tragt er både blevet set som indgangen til Buddhas ‘paradis’, men også som den glødende indgangsport til Helvede. Fuji er et af de ældste billeder i verden på Guddommen. Oprindeligt er bjerget blevet opfattet som den store Modergudinde, skaberen af alt liv på jorden. At Fuji er blevet symbol på fødsel og kreativitet understøttes af, at den evige sne på toppen, der om foråret afgiver store mængder af smeltevand, frugtbargør bjergsiderne. Samtidig har lavaen fra tidligere vulkanudbrud beriget jorden omkring vulkanen. Fra 2016 fejrer man hvert år d. 11. august Bjergets Dag i hele Japan. Det er blevet en national helligdag, der inspirerer til en udflugt til et nærliggende bjerg, som æres. Som bonus kan bjerget byde på lidt kølighed i årets varmeste måned.

Katsushika Hokusai: South wind. Clear Sky (Red Fuji) (ca. 1830)

I folketroen rummer bjerget på den ene side store skatte, svarende til at vi i flere tusinde år har hentet værdifulde metaller og mineraler i bjergets indre, men bjerget er også det sted, hvor man kan blive ‘bjergtaget’. Mennesker, som befinder sig i livsovergange og dermed er særlig sårbare, kan således i folkeviser og folkeeventyr risikere at ‘blive ført ind i bjerget’ af ‘de underjordiske’. Det kan f.eks. ramme unge mennesker, der står overfor at flytte hjemmefra for at tage hul på et nyt livsafsnit som nygift. At være bjergtaget er en passiv tilstand, hvor man for en periode er tabt for verden og et almindeligt hverdagsliv. I værste fald kan den bjergtagne psykologisk set udvikle en livslang psykose. At bjerget således kan forbindes med seksualitetens stærke kræfter, fremgår også af et ord som ‘venusbjerget’ om indgangen til det kvindelige køn. Venus er den romerske kærlighedsgudinde. I Venusbjerget kan manden opleve kærlighedens glæder, men han kan også blive holdt fangen af en tvangsmæssig seksualitet. I dagligsproget er det at være bjergtaget et udtryk for at være voldsomt betaget af noget. Her er det negative eller farlige vendt til sin modsætning.

I nordisk mytologi er alferne lokale guddomme, der både symboliserer frugtbarhed og død. De var knyttet til det dyrkede landskab og de menneskelige boliger, og der blev blotet (ofret) til dem på de enkelte gårde. Efter kristendommens indførelse bliver alferne til elverfolket som en del af ‘de underjordiske’. Elverne er naturånder, som holder til i elverhøjen eller ved gravhøjen, som er placeret højt i landskabet. Der er i folkloren og senere i den romantiske digtning og billedkunst fortrinsvis tale om unge, smukke kvinder med langt hår og hul i ryggen. De repræsenterer en erotisk kraft af dæmonisk karakter. I fantasylitteraturen som f.eks. Tolkiens ”Ringenes herre” er elverne venligtsindede naturvæsner.

I danske folkeviser som ”Elverskud” og ”Elverhøj”, der formentlig har fungeret som danseviser senest fra reformationstiden, kan mødet med elverpiger for den unge mand være et spørgsmål om liv eller død. I ”Elverskud” leder en elverpige hr. Oluf bort fra hans tilkommende brud og lokker ham med bukkeskindsstøvler, silkeskjorte og guld og straffer ham med sygdom og død, fordi han afviser hende og ikke følger hende i dansen. Det var en udbredt forestilling, at hvis man så elverpigerne danse eller selv trådte dansen med dem, så kunne man risikere, at der var gået et helt menneskeliv, når man vågnede op af besættelsen. Ordet ‘ellevild’, der i daglig tale betegner det at være kåd eller overstadig, betyder oprindeligt at være blevet vanvittig efter mødet med elverne eller ellefolket.

I en jungiansk fortolkning kan man se elverpigerne som en mands destruktive Anima, hans urealistiske forestillinger om kvinden som den, der uegennyttigt opfylder alle hans behov, og som ingen jordisk kvinde kan konkurrere med. En sådan animabesættelse er selvsagt destruktiv for et parforhold.

I Danmark findes der mange sagn om gravhøje, hvor der bor dværge, som vogter på guldet. I den tyske folklore bebos bjergene af dværge, der er arbejdsomme og har stærke kræfter. De har adgang til bjergenes metaller og mineraler og har dermed udviklet sig til dygtige smede. I Wagners mytologiske operaunivers er det dværgen Alberich, som smeder den ring af guld fra Rhinen, der giver indehaveren magt over hele verden. I Grimms eventyr ”Snehvide” lever Snehvide ude i skoven sammen med syv små dværge, efter at hendes stedmoder har sendt hende derud for at dø. Her repræsenterer de aseksuelle dværge arbejdsomhed og flid, nogle af de dyder, barnet skal tilegne sig, før det bliver kønsmodent.

I et andet Grimm eventyr ”Rumleskaft” optræder der ”en lille mand”, der ikke er venligsindet, men vil tage den unge kvindes barn, med mindre hun kan afsløre, hvad han hedder. Han vil med andre ord fastholde hende på et umodent trin af hendes udvikling i den latensperiode, hvor Snehvide også befinder sig med dværgene i skoven. Midlet til at overvinde dværgen eller trolden er at kende hans navn, dvs. opnå indsigt i de kræfter, man er oppe imod. Hvis man ‘kender troldens navn’, så har man en chance for at komme sejrrigt ud af konflikten.

Theodor Kittelsen: Skogtroll (1906)

I Norge optræder der en del troldeeventyr hos Asbjørnsen og Moe. Troldene kan både bo i klippehuler eller ved vandløb under broen som i ”De tre Bukke Bruse”. De er skræmmende og farlige, men de er primitive i deres tankegang, så helten kan som regel overliste dem i sidste ende. Dybdepsykologisk kan man se dem som billede på negative komplekser, der holder os fanget. Den stemme, komplekset taler til os med, er monoton, men udholdende. Somme tider skal der virkelig stærke vædderkræfter til for at overvinde trolden som i ”De tre bukke Bruse”, hvor hverken den lille eller den mellemste Bukke Bruse kan hamle op med ham, men kun den store Bukke Bruse.

Den samme dobbelthed i betydning, som vi finder i mytologien og folkloren, ses i drømme, hvor bjerget både kan stå for en kontakt med en åndelig dimension, men også repræsentere en næsten uoverstigelig forhindring i vores hverdagsliv. Det sidste svarer til, at når vores arbejdsbord er fyldt med ‘bjerge’ af papir, kan det synes uoverkommeligt at nå til bunds i dyngerne. At bjerget i en drøm også mere konkret kan skildre en risiko for at styrte i afgrunden, ses i en advarselsdrøm, som Jung beretter om. En af hans bekendte, der var passioneret bjergbestiger, drømte, at han fra en bjergtop trådte lige ud i det frie rum. Jung fortalte manden om det ubevidstes regulerende indflydelse i drømme og advarede ham mod at foretage farlige klatreture. Manden overhørte imidlertid advarslen med et grin, men omkom et par måneder efter på den måde, som drømmen havde skildret (CW bind 8, § 164).

Jung refererer også en anden bjergdrøm, der stammer fra en teolog. Manden drømmer, at han ser et slot med den hellige gral placeret på et højt bjerg. Han går ad en vej, der synes at føre op ad bjerget, men han bliver skuffet, da han opdager, at der er en stor kløft fyldt med vand fra jordens indre, som skiller ham fra bjerget. En stejl sti fører ned i kløften og op igen på den modsatte side. Drømmeren føler sig ikke tiltrukket af udsigten til at forcere kløften og vågner. Drømmens budskab er, at kun ved først at stige ned i dybet kan drømmeren siden ‘stige til vejrs’. Teologen ser ånd som noget, der kommer ovenfra, mens det, der kommer nedefra, opfattes som beskidt og værdiløst. Jung derimod ser ligesom drømmen vandet og jorden som udtryk for kroppen med dens sunde instinkter, der forbinder os lidenskabeligt med alt levende. Den forsigtige undgår farerne, der lurer i dybet, men derved mister han også de muligheder for helhed, som et dristigt forsøg på at dykke ned i vandet kan medføre. Bjerget repræsenterer her en højere bevidsthedsform, men for at opnå den skal den afbalanceres af en kontakt med det livgivende vand, der rinder ved bjergets fod (CW bind 9,1 §40ff.).

I litteraturen og i billedkunsten forekommer bjerget ofte som symbol på den natur, som det er vanskeligt at kultivere eller tæmme. Det er klart, at der optræder flere bjerge i centraleuropæisk kunst end i dansk, men mange danske billedkunstnere har igennem de sidste par hundrede år rejst i Syden og har ladet sig inspirere af de tidløse bjerge, i hvis selskab menneskene kan synes så ubetydelige. Den, der bestiger en bjergtop, kan repræsentere kraft og vitalitet som Bjergbestigersken i J. F. Willumsens billede, hvor vi ser et nyt stærkt kvindeideal tegne sig ved indgangen til forrige århundrede. Med hilsen til Caspar David Friedrichs ”Vandreren over tågehavet”, der hundrede år tidligere står på en klippetop med ryggen til tilskueren, afbilder Willumsen den moderne kvinde frontalt.

Caspar David Friedrich: Vandreren over Tågehavet (1818)

Henrik Pontoppidan fortæller i sine erindringer, hvordan han på en rejse som nittenårig til de schweiziske Alper lærer en anden tilværelse at kende end den, der præger hans studier til polytekniker. Som polytekniker drejer det sig om at ”skabe flere af disse tekniske heksekunster, der lagde menneskeheden i lænker og gjorde den til trælle af selvskabte fornødenheder”. I Alperne oplever han derimod ”et vidunderligt liv, frit som i menneskehedens barndom”. Det er her, han bliver alvorligt forelsket første gang og beslutter, at han vil være forfatter.

I Pontoppidans novelle ”Ørneflugt” (1893) har ørnen Klaus, der er vokset op ”ligesom eventyrets grimme ælling” blandt ”skræppende ænder, kaglende høns og brægende får” i præstegården, ikke den fornødne styrke til at leve i frihedens overjordiske bjergrige, men foretrækker den stækkede tilværelse i den trygge hønsegård i lavlandet. I hans hovedværk, romanen ”Lykke-Per” (1898-1904), udfoldes temaet i større skala. Her kommer præstesønnen Per Sidenius også til Alperne. Per, der på det tidspunkt i romanen studerer til polytekniker, er med økonomisk støtte fra sin forlovede Jakobes familie på en uddannelsesrejse i Europa. I en scene midt i bogen er Per på bjergvandring sammen med Jakobe, der er kommet på uanmeldt besøg. Scenen på højden af Europa er et billede på Pers sociale opstigen og hans frigørelsesforsøg i forhold til barndomshjemmet. Alt tegner til, at han snart skal realisere sine planer om at tæmme vind- og vandenergien fra Vesterhavet og forbinde Vesterhavet med de indre danske farvande via et sindrigt kanalsystem. Han skyder overmodigt det nye århundrede ind, da han sigter på et krucifiks i vejkanten for at gøre op med barndommens Skygge, arven fra den fromme Sideniusslægt. Men jo mere man fortrænger Skyggen, jo mere ravage afstedkommer den bag om ryggen på en. Fortsættelsen bliver da også historien om det fortrængtes genkomst. Da moderen dør nogen tid efter, og han fra en café på kajen ser kisten med moderen svaje i luften, får han ligesom ørnen Klaus et indre syn af tilværelsens grund som et udeltagende is-øde. Den berusende oplevelse i Alperne med Jakobe er blevet forvandlet til et dødssyn. Al den anerkendelse, han har søgt i hovedstaden, synes ham pludselig så ubetydelig sammenlignet med storheden hos den mor, hvis liv har været præget af ”lidelse, forsagelse og opofrelse”. Han opgiver snart sit projekt og forlader Jakobe for at gifte sig med en ung præstedatter.

Samtidig med at Pontoppidan skriver på ”Lykke-Per” med Alpescenen, skriver en anden af vores store forfattere, Johannes V. Jensen, om Fuji, som han har set på sin jordomrejse. Teksten om ”Fusijama”, som er et andet navn for bjerget, er en af Jensens moderne, profane ‘myter’. Heri beskriver han mødet som den lykkeligste oplevelse, han har haft. Hån vågner en morgen på sit skib og ser bjerget gennem det åbne koøje: ”Det underfulde bjerg ragede ovenud af alverden, syntes slet ikke at stå på jorden, for bjerget var så langt borte, at dets fod gik i et med den blå tykning, der dannede himlen over Japan. Men oven over selve himlen brød bjergets hvide snekegle igennem atmosfæren, så luftigt, så skylet, at jeg i et nu fattede både jordens uhyre masse og dens vægtløse flugt i himmelrummet.” Det hellige bjerg Fusijama, der er genstand for et helt folks kultus, får Jensen til at indse, ”at den højere verden, vi stunder imod, kun kan være netop den, der er”. Kun i særlige øjeblikke opdager vi ligesom Columbus at ‘den nye verden’ er vores egen jord. Det hellige bjerg Fusijama bringer for den ateistiske forfatter himlen ned på jorden.

Kilder:

”Bevingede ord” v. Vogel-Jørgensen og Poul Zerlang (Gad 1994)

Bibelen (Det Danske Bibelselskab 1964)

”The Book of Symbols” v. Ami Ronnberg m.fl. (Taschen 2010)

Grimms samlede eventyr (Nyt Nordisk Forlag 1983)

”Håndbog i dansk litteratur” bind 3 v. Falkenstjerne og Borup Jensen (Gad 1961) – her er ”Ørneflugt” og ”Fusijama” optrykt.

Jung, C. G.: Collected Works bind 8 og bind 9,1 (Routledge og Kegan Poul (1972 og 1971)

Lorenzen, Jørgen: Folkeviser” (Dansklærerforeningen/Gyldendal 1978)

”Nudansk Ordbog” (Politiken 1984)

”Politikens bog om drømme” v. Preben Grønkjær (Politiken 2005)

Pontoppidan, Henrik: ”Lykke-Per” (Gyldendal 1937)

Pontoppidan, Henrik: ”Undervejs til mig selv” (Gyldendal 1954)

”Symbolleksikon” v. Finn Stefánsson (Gyldendal 2009)

artikler om ‘alfer’ og ‘elverfolk’ på Wikipedia

Vignettebillede af  samsommer on Unsplash

© Thomas Nordby, 2018, cand.phil. i dansk, sekretær i Jung Foreningen og redaktør på www.jungforalle.dk