et essay inspireret af James Hollis’ bog ”Creating a Life”

ved Thomas Nordby, cand.phil, sekretær i Jung Foreningen og medredaktør på Jung for Alle

Psykoanalysen har fortjenstfuldt sat fokus på betydningen af de første relationer vi indgår i, nemlig relationen mellem barn og forældre. Den ekstreme afhængighed som det lille menneskebarn er underlagt i sine første leveår, gør relationen mellem barnet og de primære omsorgsgivere essentiel. Arten af kontakt med vores forældre præger os livet igennem i form af vores tilknytningsmønstre som i udpræget grad kommer til udtryk i vores egne parforhold og i vores rolle som forældre, men f. eks. også i vores forhold til venner og kolleger.

I psykoanalysen som terapeutisk praksis kan udvikling lidt firkantet sagt anskues som en afvikling af den tidlige barndoms uhensigtsmæssige eller ligefrem traumatiske prægninger. Heroverfor står den jungianske analyse der samtidig lægger vægt på analysandens potentiale til at udvikle sig i en retning der ikke kun er determineret af det tidlige opvækstmiljø, men i sig rummer kimen til virkeliggørelsen af noget unikt i den enkelte som ikke er patologisk.

Personligt har jeg gennem flere års psykoanalyse og siden langvarig jungiansk terapi erfaret hvad stærke bindinger, affødt af en uhensigtsmæssig familiebaggrund, kan afstedkomme i forhold til arbejde, venskaber og kærlighedsrelationer. Det bliver med en sådan baggrund og refleksionerne herover umuligt at fornægte de determinerende kræfter i opvækstmiljøet. På den anden side kan det langvarige terapeutiske arbejde og det blivende indtryk af visse arketypiske drømme også styrke oplevelsen af at den personlige livsrejse ikke bare er ’en rejse væk fra’, men også ’en rejse henimod’.

Når psykoanalysens kausale forklaringsmodel bliver suppleret med den jungianske psykologis finale aspekt, åbnes der for et kreativt udviklingsrum hvor nye muligheder kan manifestere sig. En af de jungianske teoretikere der både har fastholdt barndommens determinerende indflydelse i livets første halvdel og muligheden for at opnå en større indsigt og dermed et mål af indre frihed i livets anden halvdel, er den amerikanske analytiker og forfatter James Hollis.

Man skal ikke forvente nogen jubeloptimisme hos Hollis. Han ved hvor skrøbeligt livet er, og i hvor ringe grad man selv kan forme sit liv i overensstemmelse med sine oprindelige ønsker, og måske godt det samme, men man kan i livets efterår trøste sig med tanken om det dybt meningsfulde i med tiden at finde sin egen givne vej i livet, også selv om den måtte være tornebestrøet. I Hollis’ mytologiske sprog hedder det at vi efter årtiers eksil og lidelse kan nå frem til ”the life the gods intended us to have, the place where life creates us” (”Creating a Life” s. 151). Det kunne også hedde at ’et liv i Selvets tjeneste’ bærer lønnen i sig selv.

Hollis underviste i humaniora i flere årtier på forskellige colleges og universiteter i USA før han rejste til Zürich og tog en uddannelse som klassisk jungiansk analytiker (1982). Hans oprindelige akademiske baggrund viser sig i de mange litterære referencer i forfatterskabet. Han er i dag i begyndelsen af firserne, men har stadig privat praksis i Washington D. C. ligesom der til stadighed kommer nye bøger fra hans hånd regelmæssigt. Han optræder også på podcasts som man kan finde på YouTube.

Udgangspunktet for hans overvejelser over relationers betydning for os er som nævnt konstateringen af hvor gennemgribende vores første relationer er for resten af vores liv. ”The imprinted imago of self and other which derives from earliest experience is deep-rooted and colors all subsequent relationships, especially intimate ones. Whenever we enter a new relationship, the present moment is flooded with the past. (…) Considering how intimacy evokes such primordial imagos, how it floods the present with the dynamics of the past, and transfers the fantasy of healing and nurturance to the other, it is a wonder that any relationship can work at all, so burdened are they by the weight of personal history.” (sammesteds s. 133).

I første halvdel af livet hvor vi primært søger fra hjemmets base og ud i verden for at etablere vores egen sociale basis, opnå et arbejde og stifte familie, er vi i vores udsatte tilstand tilbøjelige til at søge ’the magical other’ i vores partner, dvs. at vi i overvejende grad ubevidst søger en som vil tage sig af os, beskytte os og skåne os for alle forhindringerne på vores egen rejse gennem livet, kort sagt en som vil hele de sår – store eller små – som vi har pådraget os under opvæksten.

Med en sådan erkendelse kan det være svært at tro på at et parforhold kan udvikle sig positivt og befordre udvikling hos begge parter, men der er ikke desto mindre et stort udviklingspotentiale i vores voksne relationer. Parforholdet giver, netop fordi det spejler vores tidligste relation, en mulighed for med tiden at overvinde de fælder vi uundgåeligt falder i, hvis ellers vi er indstillet på at arbejde med os selv og konfrontere de gamle spøgelser. Når vi er i stand til at opgive troen på at vores partner er sat i verden for at bære vores personlige smerte, kan vi tage ansvar for vores egen udvikling og støtte hinanden i vores parallelle individuationsrejse.

James Hollis opregner tre forhold som en person der er indstillet på at blive en moden og ansvarlig voksen, må adressere med hensyn til sin partner: Det første krav man må stille til sig selv, er at spørge sig selv hvad det er man ubevidst eller bevidst beder partneren tage ansvar for, og som man selv burde tage på sig. I det sidste ligger en etisk forpligtelse til at hjælpe sin partner ved at befri vedkommende fra at tage sig af ens egne lig i lasten.

Det andet krav er at spørge sig selv på hvilket område man skal udvikle sig for at acceptere at ens partner får mulighed for at være den hun eller han er, og ikke den man ønsker at vedkommende skal være.

Den tredje udfordring består i at udholde den flertydighed som er en del af livet og dermed også af alle forhold. Hertil kræves tålmodighed hos begge parter. ”Patience means sticking something out because it is so important. Sometimes relationships must be ended because they are too wounded, too hurtful or hinder the individuation imperative, but relationships which still flicker with hope, resilience and purpose deserve fidelity and the commitment to show up and be accountable”. (sammesteds s. 137).

Når vi når frem til den anden livshalvdel, og vi i bedste fald har sikret vores sociale liv på et materielt plan, bliver vi for alvor kastet tilbage på os selv og tvinges til at redefinere betydningen af vores nærmeste relationer og samtidig erkende grænserne for dem. Først når vi har forstået at den anden ikke er sat i verden for at løse vores udfordringer, kan vi vende os mod vores egen udviklingsvej.

Det betyder ikke at vores partner ikke fortsat har en vigtig betydning for den rejse vi er på, men det er blot en anden end den vi oprindeligt tiltænkte hende eller ham. Formålet med vores relation til vores partner i den anden periode af livet består i at forsyne os med en forståelse af ’den anden’/’det andet’ og dermed indføre os i dialektikken i vores forhold til det der er anderledes end os selv. Kun herigennem kan vi opnå personlig vækst.

Individuation er således ikke udtryk for selviskhed eller narcissisme, men en ydmyg bestræbelse på at tjene det som vores dybeste natur forlanger af os, i et dynamisk samspil med det som er ikke-jeg. Det handler altså både om at tage vare på det unikke i os, men også være ansvarlig over for samspillet med vores omgivelser og vores miljø i mere omfattende forstand.

De forskellige opgaver som vi bliver stillet overfor i livets to halvdele, anskueliggør James Hollis med den udvikling som Ødipus gennemløber fra Sofokles’ kendte drama om kong Ødipus i Theben og frem til alderdomsdramaet om Ødipus i Kolonos. I Theben dræber Ødipus uafvidende sin egen far og ægter sin mor – og giver hermed godt og vel et par tusinde år senere ved Freuds mellemkomst navn til Ødipuskomplekset. Som følge heraf bliver han straffet med blindhed og landsforvisning. Læst som metafor begiver vi os med skyklapper ud i livet når vi forlader barndomshjemmets snævre rammer.

I Theben ser vi den unge helt der handler blindt selv om han ansvarsfuldt og af al magt søger at løse sfinksens gåde, dvs. at blive bevidst om hvad et menneske er. Selv om hans intentioner er de bedste, kan han ikke overvinde sin skæbne. Han er som alle i livets første halvdel helt determineret af sin familiehistorie. Men da han først har mistet sin uskyld, tabt alle hædersbevisninger og al magt i den ydre verden og ladet ungdommens naive grandiositet bag sig, bliver han til sidst som gammel mand uden blivende sted belønnet af guderne for sin vilje til utrætteligt at bære sin skæbne.

Ødipus bryder slægtsforbandelsen ved at afvise at følge sin magtbegærlige søn tilbage til Theben og blive byens beskytter. I stedet vælger han at blive hos Athens kong Theseus der tilbyder at yde ham ophold og beskyttelse. Guderne lader Ødipus, i det ydre en fattig mand i laser, men i det indre med en konges selvrespekt, få en værdig død. Fra sin grav i Kolonos uden for Athen bliver han således beskytter af demokratiets vugge.

”It was not so much that he created his life, as that he allowed at last that life might create him, as the gods had intended. The price of this gift, both precious and perilous, was exile and suffering; the price of not finding his calling was ignorance, pettiness and annihilation of the soul.” (sammesteds s. 151).

Hvis ikke man følger gudernes plan med ens liv og realiserer de potentialer man har fået i vuggegave, står man i fare for at miste sin sjæl.

Litteratur:

Hollis, James: Creating a Life – Finding Your Individual Path, Inner City Books, Toronto 2001.

Zeruneith, Keld: Træhesten, Gyldendal, 2002.

No tags for this post.