Jung var til sin død en internationalt meget anerkendt for sine resultater indenfor hans gren af dybdepsykologien, som han gav navnet den analytiske psykologi. Men i den sidste del af hans liv og efter hans død, er både han selv, hans psykologi og hans efterfølgere blevet udsat for omfattende kritik.
Kvindebevægelsen har kritiseret Jung for hans anima- og animusbegreber, venstrefløjsbevægelsen for hans forskrækkelse overfor socialismen og ateisterne for hans store interesse for religion og psykologi og jøderne for at han skulle være antisemit.
Og så var der hans forhold til kvinder ‘Die Jungfrauen’, som er taget op i bøger og film om Jungs forhold til en af sine første patienter; Sabine Spielrein.
Den kritik, der tilfalder Jung, må vi som hans efterfølgere forholde os til – ligesom vi må forholde os til modkritikken. Det gør vi, og vi gør det her med at henvise til det mest toneangivne litteratur i den fortsatte debat.
Først to bøger hvor Don Mcgowan i den ene og Richard Noll i den anden gennemgår deres kritik af Jung. I Eric Danielsens artikel, som vi har linket til, reflekterer Eric Danielsen over kritikpunkterne i de bøger.
Sonu Shamdasani, der er en ledende Jung forsker, og har en ph.d. i medicinsk historie, er professor på University College London (UCL), og som er medstifter af Philemon Foundation, forholder sig i sin bog Cult Fictions: C. G. Jung and the Founding of Analytical Psychology (1998) til Noll’s kritik af Jung. Shamdasani tildeler Jung en helt anden rolle i udviklingen af dybdepsykologien end den rolle, som følger i kølvandet på Ernst Jones værk Sigmund Freud: Life and Work. Vol 1-3. (1953-57) Shamdasani forholder sig endvidere til institutionalisering af psykologien (hvor Jungs psykologi er sat ud på et sidespor).
I Jung Stripped Bare by his Biographers, Even (2005), serverer Shamdasani nedenstående kritik af nogle af Jungs kritikere:
“If one does not place Jung’s confrontation with the unconscious in a proper perspective, or understand the significance of the Red Book, one is in no place to understand fully Jung’s intellectual development from 1913 onwards, and not only that, but his life as well: it was his inner life which dictated his movements in the world. … For Jung’s work on his fantasies in Black Books and the Red Book formed the core of his later work, as he himself contended. The Red Book is at the center of Jung’s life and work. [Understanding Jung] without an accurate account of it would be like writing the life of Dante without the Commedia, or Goethe without Faust.
©2016/2017. Hanne Urhøj. Jungiansk analytiker. IAAP/DSAP/MPF, Psykoanalyse.nu og typologi.net