Erindring, hukommelse, identitet, Karen Blixen, ‘Skibsdrengens fortælling

af Thomas Nordby, cand. phil. i dansk og medlem af Jung Foreningens bestyrelse

Erindringen er hukommelsens poetiske lillesøster. Hvor hukommelsen er styret af traditionelt maskuline dyder, præcis og tilstræbt objektiv i sine iagttagelser og optaget af at placere dem nøjagtigt i tid og rum, er erindringen lyrisk i sin indstilling til det oplevede. Gudinden Mnemosyne, der på græsk betyder erindring, er musernes moder. Erindringen skaber fortællinger. Dens tilgang til fortiden er kreativ; den opererer med begreber som værdi og mening.

Det er vores erindring om nederlagene og sejrene i vores fortid, der skaber fortællingen om, hvem vi er på godt og ondt. Erindringen er det stof, som vores identitet er gjort af. I erindringen bliver vores oplevelser sat ind i en livshistorisk kontekst og udsat for en fortolkning.

Når man med et glimt i øjet siger, at det aldrig er for sent at få en lykkelig barndom, er der den sandhed i det, at vi som voksne f.eks. kan ændre fortællingen om vores traumatiske barndom og i bedste fald omskabe en offerfortælling til en udviklingshistorie. Erindringen er fleksibel, ligesom identiteten undertiden kan være porøs.

Erindringen er så fleksibel, at vi ikke engang behøver selv at have overværet det, vi ‘husker’. Somme tider er det andres fortællinger om os, som vi gør til vores egne selvoplevede historier. Måske er det, som de andre fortæller om os, overgået os, måske ikke, men når vi hører deres fortælling om os, kan det blive indoptaget og siden gemt og videregivet som en personlig erindring, der flugter med det billede, vi har af os selv.

Vores hjerne kan også skabe erindringsbilleder, som kan stå knivskarpt på det indre lærred, selv om vi måske godt ved, at de ikke er rigtige i den gængse betydning af ordet. Vi bevarer dem som billeder, der rummer en symbolsk sandhed om det, der var. Hvad den rationelle hjerne vil stemple som løgn og digt, kan rumme en stor poetisk sandhed for den kreative hjerne.

Karen Blixen indleder sine ‘Vintereventyr’ med ‘Skibsdrengens fortælling’. Det er en historie, der kan sige noget om, hvordan en erindring kan blive revitaliseret så at sige med tilbagevirkende kraft i lyset af en senere hændelse.

I starten af historien, der foregår i sejlskibenes tid, ser skibsdrengen Simon en dag, at en fugl er blevet viklet ind i noget taklegarn i stormasten, og at den ikke kan komme fri ved egen hjælp. Han kravler efter nogen tøven op i den høje mast og ser, at det er en vandrefalk. Stimuleret af sin modige himmelfart oplever han sig som del af en kosmisk sammenhæng og føler sig sælsomt forbundet med fuglen. Han befrier den fra garnet, men i samme øjeblik den er fri, hugger den ham i tommelfingeren, så det bløder; han kvitterer ved at give den et slag i hovedet, før han kravler ned med den under sin trøje og anbringer den på en rulle tov, så den kan komme til sig selv. Kort efter flyver den bort over havet ved egen kraft.

To år senere kommer han som ung letmatros ombord på et andet skib til sildemarkedet i Bodø. Da han går rundt i byen, hvor han har købt en appelsin på markedet, møder han en ung pige, Nora, bag et havegærde. Hun spørger ham, hvad han skal have for sin appelsin, og han svarer dristigt ‘et kys’. Da Noras far i det samme dukker op, siger Nora, at Simon må komme igen dagen efter og indløse sit pant.

Næste aften er han ved at fortvivle over, at han ikke kan komme i land og mødes med Nora, da de andre søfolk på skonnerten er taget ind til havnen i skibets jolle uden ham. Til sidst samler en flok russiske søfolk ham op og tager ham med i land.

En af dem, Ivan, har en skjult dagsorden og lover Simon guld og grønne skove, for at han kan blive salig i Simons favn. Da Ivan ikke vil slippe Simon, bliver Simon desperat ved tanken om, at han ikke når frem til stævnemødet med Nora, og med en følelse af modbydelighed ved den store, varme mandekrop jager han sin kniv i Ivan, der forbløder. På et symbolsk plan kunne man sige, at han samtidig afliver den rå maskulinitet i sig selv.

Simon når frem til stævnemødet indsmurt i blod, men han får sit kys af Nora, der slår armene om hans hals og presser sin ungpigekrop mod hans, mod at han holder sine blodige hænder på ryggen. Simon svimler af salighed og ved ikke, om der er gået et sekund eller en time.

Nora kan ikke skjule ham, da hendes far er byens præst. Han vil bare udlevere Simon, når han finder ud af, at han er morder. Til gengæld lover hun ham, at hun aldrig vil gifte sig med nogen anden, så længe hun lever. Simon må nu springe for livet, tæt forfulgt af de russiske søfolk, der har fundet deres døde kammerat. Han kommer forbi et hus, hvor han hører stemmer og musik. Her søger han ind for at gemme sig i flokken og på den måde undgå sine forfølgere.

De minutter, hvor han står i dansesalen, oplever han som værende ‘af evig betydning’. Tiden står stille, samtidig med at uret tikker. ”Han følte det selv, som om han i denne stund blev voksen, som de andre. Han anråbte ikke sin skæbne og klagede ikke. Her var han, han havde slået en mand ihjel, og kysset en pige, han forlangte ikke mere af livet, heller ikke forlangte livet mere af ham.”

Efter ti minutter træder en ‘lappekone’, Sunniva, ind i lokalet. Med sit falkeblik aflæser hun lynhurtigt den livsfarlige situation, Simon befinder sig i. Hun tager ham med sig til sin egen lille stue, lader ham tørre sine blodige fingre af i sit skørt og ifører ham en lappehue. Hun låner Simons kniv og stikker sig i tommelfingeren, til det bløder.

Da de russiske søfolk kommer ind i hendes hus på jagten efter deres kammerats morder, siger hun, at deres råb gjorde hende og hendes fjollede dreng så forskrækkede, at hun kom til at skære sig i hånden, mens hun sprættede sit rensdyrskind op, og dækker på den måde over Simons blodoffer. Da hun skælder og smælder, trækker søfolkene sig tilbage med uforrettet sag.

Sunniva skaffer Simon tilbage til hans skib med hjælp af en slægtning, som har et ærinde på et af skibene, der ligger ankret op uden for havnen. ”Vi glemmer ikke,” sagde hun, ”jeg huggede dig i tommelfingeren, da du tog mig, det er ikke mere end ret, om jeg skal skære min egen tommelfinger til blods for dig i nat.” Ved afskeden giver hun Simon en ørefigen. ”Vi glemmer ikke!” sagde hun. ”Du slog mig i hovedet, dér højt oppe i masten. Nu skal jeg give dig det slag tilbage.”

‘Skibsdrengens fortælling’ er på ét plan en fortælling, hvor en lappekone med den største selvfølgelighed kan skifte ham og flyve rundt i verden ligesom Odins to ravne Hugin og Munin – ‘Sindet’ og ‘Mindet’ (Erindringen) – som inkarnationer af guden selv. Gennem erindringen eller ‘mindet’ bliver tiden opløst og rummet uendeligt.

Når Sunniva to år senere genkender sin redningsmand fra skibsmasten, da hun rejste over havet som falk for at se sig om i verden, gengælder hun både Simons uegennyttige hjælp dengang og det slag, han gav hende, og bekræfter dermed deres forbundethed. ”Nu er vi kvit!” er hendes sidste ord til Simon, da hun sender ham bort.

Blixen fortæller os historien kronologisk som en eventyrlig fortælling, men på et psykologisk plan kan man også læse historien retrospektivt og se, hvordan en tidligere erindring kan revitaliseres, da Sunniva og fortidens falk bliver en og den samme for Simon, da han genkender falken i Sunnivas blik. Vi hørte i starten, at Simon identificerede sig med falken i masten, hvad der svarer til, at han med sit mod får del i de stærke kræfter, falken repræsenterer.

Det mod, som den første berusende handling kræver af Simon, og oplevelsen i Bodø, der med hans evne til som en falk at forfølge sine mål og blive en mand, bliver symbolsk forbundet på tværs af tid og sted. Simons højdepunktsoplevelse i masten bliver efter Bodø til en dobbelterindring, der får skæbnekarakter ved at række ind i fremtiden og give hans liv retning.

Fortællingen slutter med at oplyse, at Simon ”levede så længe, at han kunne fortælle denne historie”. Denne lidt formelagtige afslutning peger på fortællingen som et tema.’Skibsdrengens fortælling’ bliver den individuationshistorie, som Simon vælger at fortælle om sig selv og lade sig definere af.