Af Kristine Gazel

”At rejse er en sindstilstand” [1] 

Rejsen kan, uanset om den foregår som en rumlig bevægelse, også ses som en indre tilstand, der hører sindet til.

Den symbolske rejse
Er rejsen som billede metaforisk eller symbolsk? Min indledende tanke var, at den er metaforisk. Men den er mere end blot en litterær figur, hvor ét billede erstatter et andet. Rejsen kan være grundtemaet og det bærende symbol i en fortælling. Rejser besidder en forvandlingskraft, der implicerer udvikling. Hovedpersonen er en fundamentalt anden, når han eller hun vender tilbage fra rejsen. Rejsen kan være hovedfiguren selv.

Som symbol forener rejsen modsætninger: før og efter, ude og hjemme, indre og ydre, oppe og nede, bevidst og ubevidst. I eventyr er rejsen ofte et gennemgående motiv. Fx i eventyret Jernhans er den udtryk for den modningsproces, hvor en ung mand rejser ud for at frigøre sig fra moderkomplekset og skabe kontakt til det arketypisk maskuline som vist i Finn Reinerts analyse af dette eventyr[2].

I dette essay giver jeg tre kortfattede[3] eksempler, fra litteratur, mytologi og Jungs egen psykologi, på rejsen som et symbol på individuationsprocessen og sætter disse i relation til tre definitioner af begrebet individuation, som er et af den analytiske psykologis kernebegreber.

Individuation
Kim Bangshøj[4] definerer begrebet individuation i relation til individet, selvet og til den transcendente funktion.

Individuation i relation til individet udtrykkes således: ” …. individuation er en proces, der som sit mål har at udvikle personligheden i retning af at blive hel og dermed også blive et individ, der i stigende grad kan forholde sig autentisk til sig selv og til sin omverden.”[5]

Om relationen mellem individet og selvet udtrykkes det helt kort som at ”[I]ndividuation er en bevidstgørelse af selvet.”[6]

Endelig opsummeres begrebet således: ”[I]ndividuation [kommer til at handle om] i videst muligt omfang at blive bevidst om det ubevidstes fænomener, komme til at kende dem i alle deres former, både lyse og mørke. Og ved den transcendente funktions mellemkomst ideelt set lade dem samle sig, vise sig for jeget som en enhed, også fuld af modsætninger, det som Jung kalder selvet.”[7]

Ringens rejse
I Pia Skogemanns[8] fortolkning af Tolkiens Ringenes herre[9] tilbydes en analyse af dette kunsteventyr som et billede på en individuationsproces. Her er rejsen er netop et grundlæggende symbol i fortællingen, sammen med ringen naturligvis, der i sig selv er et individuationssymbol.

Her vil jeg blot nævne, at de 4 hobbitter kan ses som de fire bevidsthedsfunktioner hos jeg’et, der udvikles undervejs[10]. Et glimrende eksempel på dette er Sam, der som følge af kampen mod hunedderkoppen Shelob, der symboliserer et frygteligt og uhyggeligt moderkompleks, overvinder sin ubevidste angst for det kvindelige og derfor bliver i stand til at etablere en moden relation til Rosa[11].

Sam modnes af rejsen, og dermed kan man se ham som et ”individ, der i stigende grad kan forholde sig autentisk til sig selv og til sin omverden.” Anderledes går det for Frodo, der repræsenterer tænkefunktionen og dermed den bevidste 1. førstefunktion – heltefunktionen[12]. I hobbitternes firehed integreres den ubevidste 4. funktion og bliver stærkere, mens førstefunktionen ikke kan tåle mødet med det ubevidste. Frodo såres uden mulighed for helbredelse af stikket af morgulklingen og i kontakten med Ringen.

Ned i dybet
Myten om Inannas nedstigning implicerer en længsel og en rejse:[13]

”Fra den høje himmel higede hun efter det
dybeste dyb.
Fra den højeste himmel satte gudinden sin lid til det
dybeste dyb.
Min frue, Inanna, forlod himlen og jorden
og steg ned i dødsriget Kur.”[14]

og

”Inanna rejste ned til dødsriget
hendes tro tjener tog med.”[15]

I dødsriget fratages hun alle sine ydre udtryk for magt og hænges død op på en kødkrog. Rejsen er i dette tilfælde en proces hvor vi må opgive alt, vores magt, kontrol og vores ego, ja livet selv . Ereshkigal ser på Inanna med “Dødens øje.”[16]

Jeg har selv skrevet om myten:

Inanna går ned i Underverdenen, dødsriget, netop for at blive mødt med dette blik af sin skyggesøster, sit mørke selv. Symbolsk set kan det være selve grunden til, at hun går derned – for at møde sit mørke, sit kaos, sit dæmoniske selv[17].

Det er dette, som Inanna længes efter som en higen efter det dybeste dyb. I relation til den tredje definition er Inannas længsel et arketypisk ønske om at møde ”det ubevidstes fænomener i alle dets former” for at kunne blive hel. Her i form af skyggesøsteren Ereshkigal. Inannas rejse kan læses som en kvindelig individuationsproces, hvor kvinder for at blive hele må møde det onde[18]: dødsblikket, skyggen og kødkrogen. Rejsen ned kan læses som udtryk for den transcendente funktion i arbejde.

Den Røde Bog
Det sidste, korte, eksempel på rejsen som individuationsbillede er Jungs eget arbejde med sin Røde Bog (Liber Novus)[19]. Denne repræsenterer en imaginær rejse, der kan ses som et eksempel på ”en bevidstgørelse af selvet”. Gennem sine aktive imaginationer[20], der udspilles i den Røde Bog, skabte Jung en levende og bevidst relation til det ubevidste gennem dialogen med de arketypiske skikkelser, som han møder på rejsen.

Som bonus skabte han også en sand sjælelig ”psykologi”[21], der i billeder komplementerer begreberne i hans analytiske psykologi. Han gav os dermed en metode til at rejse vågent i det ubevidste. Som Jungs personlige rejse kan den ikke fungere som et kort for os, men en pil, der leder os på vej.

Noter
[1] Dette citat havde jeg hængende på et postkort på min væg som ung. Jeg husker ikke ophavet til det.
[2] Reinert, 2020.
[3] På grund af essayets korte længde må jeg henvise til referencerne for yderligere fordybelse.
[4] Bangshøj, 2021.
[5] Ibid., p. 10.
[6] Ibid.
[7] Ibid., p. 11.
[8] Skogemann, 2004.
[9] Fx Tolkien: Ringenes herre (flere udgaver).
[10] Skogemann, 2004, p. 33.
[11] Ibid., p. 61
[12] For en nærmere beskrivelse af typologien i relation til arketyperne, se Urhøj, 2021
[13] Brøgger, 2007.
[14] Ibid. p. 49.
[15] Ibid.
[16] Pereira, 1981, p. 32.
[17] Gazel, 2011.
[18] Se også Gazel, 2021.
[19] Jung, 2009.
[20] Om aktiv imagination, se Knub, 2021.
[21] Se fx Lament of the Dead, 2013.

Kilder:
Bangshøj, Kim: Individuation, 2021. I: Tidsskrift for Psykoterapi, Nr. 2, Juni 2021, pp. 10-13. https://www.jungforalle.dk/wp-content/uploads/Individuation.pdf (set 8.9.2022)
Brøgger, Suzanne: Inanna – himlens og jordens dronning. Kbh. : Athene, 2007. Med efterskrift af Pia Skogemann.
Gazel, Kristine: Ereshkigals blik. 2011. http://primamateria.dk/ereshkigals-blik/ (set 8.9.2022)
Gazel, Kristine: In the Blood Chamber. 2021. https://kristinegazel.dk/wp-content/uploads/2022/01/In-the-blood-chamber-1.pdf (set 8.9.2022)
Jung, C.G.: The red book – Liber Novus. New York : W. W. Norton, 2009.
Knub, Nikolaj: Aktiv imagination. 2021. https://www.jungforalle.dk/aktiv-imagination/ (set 8.9.2022)
Lament of the dead : Psychology after Jung’s Red book / James Hillman and Sonu Shamdasani. New York : W. W. Norton, 2013.
Pereira, Sylvia Brinton: Descent to the Goddess : a Way of Initiation for Women. Toronto : Inner City, 1980.
Reinert, Finn: Jernhans – et eventyr om kampen for maskulin modenhet. 2020, C. G. Jung i Danmark.  https://cg-jung.dk/wp-content/uploads/Essay-6-Jernhans.pdf (set 8.9.2022)Skogemann, Pia: En jungiansk fortolkning af Tolkiens Ringenes Herre. Kbh. : Athene, 2004.
Tolkien, J.R.R.: Ringenes herre (flere udgaver).
Urhøj, Hanne: Arketypisk og Psykodynamisk Individuation – med typologien som redskab. 2021. I: Tidsskrift for Psykoterapi, Nr. 2, Juni 2021. pp. 30-36.  https://www.jungforalle.dk/wp-content/uploads/Arketypisk-psykodynamisk-individuation.pdf (Set 8.9.2022)

Vignet: Eckersberg: En fregat og nogle andre skibe som krydser. 1845. Fra SMK’s billedsamling.

Se også Thomas Nordbys artikel om skibet

(c) Kristine Gazel. Seniorkandidat ved C.G. Jung instituttet, https://kristinegazel.dk/.