Af Kristine Gazel

“If God had not given us a vessel
His other gifts would have been of no avail” [Magnus, cit. Hillman]

Det alkymistiske arbejde 
Hvis vi var kloge, ville vi indse, hvor farligt det alkymistiske arbejde er før vi går i gang. Men vi indser det måske ikke før tiende gang, der går ild i brændekomfuret, eller ilden går ud, eller kolben går itu eller der sker en eksplosion eller vi får en bly- eller kviksølvsforgiftning.

Marie Louise von Franz skriver om alkymistens arbejde:

”Then you had to build the vessel: go to a potter and order certain vessels capable of standing great heat. At that time such vessels could not be produced as they can be today, so people used thermoses which were simply heated day and night with charcoal or wood, and then they had to discover the technique for blowing air into the fire to get higher temperatures. Thus you had to hire some simpleton who was willing to stay awake night and day to blow the blowers as to get to the heat, and if the chap went off to have a beer your whole experiment was ruined, and you had to begin again.” [Von Franz]

Men erkendelsen og erfaringen af arbejdets møjsommelighed og farlighed får os ikke til at give op – eller det burde det ikke. I alkymien – som i livet – er processen det vigtige, og processen er behæftet med fejl, nye eksperimenter, at skulle starte forfra – igen og igen.

Vi må så erkende, at temperaturen var for høj eller at blusset gik ud, at blandingen var forkert, at vi ikke forstod opskriften korrekt, at vi tilsatte for meget svovl og for lidt salt, at det gjorde en lille, men signifikant forskel, at vi ikke havde pulveriseret dragehale til vores rådighed, at planeterne stod forkert, at vores attituder og værdier var forkerte, at vi ikke var tålmodige nok. Etcetera.

Om end endemålet – populært forstået – er at skabe guld – er det i selve processen at forvandlingen sker, og det er i kolben at denne proces finder sted. Før vi kommer dertil er det imidlertid på sin plads at foretage to væsentlige distinktioner:

For det første, at det guld, som alkymisten søger at skabe ikke blot er det almindelige guld; Aurum nostrum non est aurum vulgi. For det andet, at der er forskel på arbejde og Værk. Det møjsommelige alkymistiske arbejde og Værket er på én og samme tid, to forskellige ting, og dog to sider af samme sag: Opus minor og Opus major. Det er igennem accepten af, hengivelsen til og disciplineringen i arbejdet, at Værket skabes. Og frembringelsen af det filosofiske guld eller Eliksiren, som symbol for en ny erkendelse eller en anden bevidsthedstilstand.

Kolben
Et centralt billede i alkymien er ikke blot kolbens indhold – men kolben selv; vas hermeticum, vas unum.

Kolbens beskaffenhed er af yderste vigtighed, fordi den både skal kunne udholde ekstrem varme og ekstrem kulde, og den skal ikke gå itu, så indholdet løber ud og den skal ikke være nem at vælte, den skal kunne klare et højt tryk indefra, og den skal kunne forsegles, så de processer, der finder sted i den er beskyttede. Det drejer sig om at beskytte det indre mod det ydre:

”The vas bene clausum (well sealed vessel) is a precautionary measure very frequently mentioned in alchemy and is the equivalent of the magical circle. In both cases the idea is to protect what is within from the intrusion of what is without as well as to prevent it from escaping”. [Jung]

At undgå at noget flyder ud eller flyder over har også at gøre med at beskytte det ydre mod det indre. I det alkymistiske billedsprog betyder det at sørge for at kolben er så stærk, at giftigt eller eksplosivt stof ikke trænger ud af kolben til fare for både alkymisten selv og omgivelserne. I en moderne psykologisk kontekst svarer det til at kunne rumme egne komplekser, og ikke at projicere sin psykiske energi ud på omgivelserne.

Den alkymistiske proces er en metafor for den psykologiske individuationsproces: vejen til helhed. Dermed bliver kolben også en metafor for os selv eller for vores sjæl, for det sted, hvor den psykiske proces finder sted.

Separatio et Coagulatio
Kolben har to overordnede formål, der svarer til to væsentlige alkymistiske processer: Separatio et Coagulatio: at adskille og at forene. Det væsentlige her er at holde tingene adskilt, for ”[O]nly seperated things can unite.” [Dorn cit. Hillman]

Derudover giver kolben form til indholdet:

”Any substance held in a basket or a jug that has been separated from the undifferentiated bulk, simply by virtue of a container. The material stuff is no different, and yet it is altogether differentiated by its form. Water in a jar is jarred water, like bottled water, fountain water, river water. The moment the water running from the tap fills the vase or that bucket, the water has taken on shape. We cannot handle all suffering, all evil, all ignorance, all emotion – only that particular part that has been separated out and given a form.” (Hillman)

Dermed bliver kolbens formål at afgrænse, formgive og rumme. Uden kolben ville alt i verden og alt i laboratoriet og alt i psyken være ét stort kaos, hvor alt var blandet sammen – men hvor intet kunne forenes. Kolben bliver alkymistens væsentligste instrument, ikke blot som beholder og som kedel – men også som instrument til at adskille, klassificere, dosere i de rette kvantiteter. Og uden forståelsen for de rette kvantiteter kan der ikke skabes kvalitet, hvilket enhver kunstner uanset kunstart véd. Fx at hvidt ikke må fremstå for rent, at det skal have en lille smule blåt i sig, for at få dybde og skygge.

Kolben som krop og symbol
Det er nødvendigt at have et dobbeltsyn her: at forstå kolben som både et symbol og som en konkret entitet. Og at forene dette billede af kolben som noget konkret med en forståelse af, at den har krop; at den bærer og rummer og beskytter det, som er og eksisterer i den; materien og processen. I den forstand er kolben både symbol og materie.

”Let the work of the potter, consisting of wet and dry, teach you”, var Maiers instruktion til den håbefulde alkymist. [Book of Symbols]

Ser vi på kolben som den oprindelige krukke af ler udtrykker den i sig selv forvandlingen af modsatrettede elementer, der tilsammen bliver en entitet, der er stærk nok til at modstå ild, og som ikke går itu. Krukken er skabt af jord/ler og vand, den er brændt over ild og den hærdes og køler af i luft. Den er således og dermed i sig selv udtryk for foreningen af de oprindelige fire elementer; det femte element eller quintessensen – Quinta Essentia – der er mere end summen af de fire tilsammen.

Kolbens tilblivelse udtrykker i sig selv selve forvandlingsprocessen som arketype: Det at elementer forvandler sig når de forenes. Den proces som den selv rummer og ikke må svigte.

Og dog igen er kolben ikke blot en beholder. Udover at være et instrument i alkymististens laboratorium, er den også forbundet med både Prima Materia, som er urstoffet og udgangspunktet for processen, og med Lapis Philosophorum, som er endemålet. Så kolben er både tæt forbundet med – måske endda synonym – med både Prima Materia og Lapis Philosophorum – og dét, der rummer dem.

Kolben er både sin form og sit indhold.

Denne erkendelse når vi frem til gennem både det konkrete syn på kolben som stof og det metafysiske: kolben som symbol. Hele omdrejningspunktet for processen og dens succes er at kende den hermetiske vessel og erkende at ”unum est vas” – kolben er én i følge Jung.

Pelikanen
Jeg vil nu opholde mig ved én bestemt type kolbe. Pelikanen er en speciel type kolbe, som anvendes til de mere subtile alkymististiske operationer. Den er ofte af glas, og dermed mere sofistikeret. Den har en rund krop med en lang hals, der stiger op og ud, og derefter hvirvler nedad mod sig selv, mod sin egen bund.

”[T]hus allowing a circulation of the same matter through various stages from below to above and then back down again.” [Hillman] 

Således legemliggør pelikanen det hermetiske dictum: As above so below eller fra Tabula Smaragdina, smaragdtavlen:

“That which is below is like that which is above & that which is above is like that which is below to do the miracles of one only thing” [Anonymous]

Det er det samme stof, den samme materie, i forskellige former, der på ouroborisk vis ikke får lov til at undslippe, fordi pelikanen som Ouroboros bider sig selv i halen, spiser sig selv, ernærer sig selv med og af sig selv:

“As the substance melts, steams, sending vapors upward, cloudy ideas form, pressures increases, lighter uplifting feelings swirl. But these inspirations and hot ideas are reprocessed down as too unripe, to soft-boiled, too unreal. Rather they are fed back into the vessel as further nourishment. It is the opus that must be fed, continued at all cost.” [Hillman]

Jeg tolker her [The] one only thing i tabula smaragdina som netop det alkymistiske værk; Opus Major. Det er den ene ting, og materien nærer dette opus gennem den alkymistiske proces kaldet Circulatio. I en uendelig proces cirkuleres materien i form af væske eller gas rundt og rundt i pelikanen til den bliver stadig mere forfinet.

Psykologisk set kan det imidlertid føles som tomgang eller gentagelse: Iteratio. Jeg har været her før, og jeg gør på kompulsiv vis det samme igen og igen, og det føles håbløst og ad helvedes til, og det fylder mig med lede, ikke mindst selvlede, med bitterhed og med fortvivlelse.

Først efter 117 gentagelser forfines materien, og der tilføres bevidsthed til handlingen.

I alkymien spiller pelikanen som fugl en speciel rolle, fordi den med sit næb bider sig i brystet og lader sine egne unger drikke sit blod. Den er symbol for opofrelse, og den er et Kristussymbol:

“The alchemist must enter into a kind of sacrificial relationship with his inner being. He must nourish with his own soul forces, the developing spiritual embryo within. Anyone who has made true spiritual development will know well this experience. One’s image of one’s self must be changed, transformed, sacrificed to the developing spiritual self. This is almost invariably a deeply painful experience, which tests one’s inner resources. Out of this will eventually emerge the spiritual self, transformed through the Pelican experience. The Pelican was in this spiritual sense a valid image of the Christ experience and was used as such by the early alchemists.” [McLean]

Både pelikanen som fuglesymbol og pelikanen konkret som kolbe udtrykker denne tanke, at det alkymistiske opus kræver alkymistens eget blod: selvopofrelse, ydmygelse, sårethed:

”The pelican is thus a wounding, a repetitive ritual, a sacrifice, and a humiliation all at once. A necessary instrument for feeding the opus from within itself. What arises from the work belongs to the work, not to the world … The soul is being nourished by its wound.” [Hillman]

Og det er netop det sjælen kræver. Blodet som symbol for psykisk materiale:

“[T]he pelican offers an image for the wounding that the work causes. We feel the cost in blood. “Things must be cooked in their own blood.””[Hillman]

Det er i øvrigt det, som Hillman overordnet set kalder for soul making – at skabe sjæl ved at nære den med vores eget psykiske materiale. fx indre billeder som de viser sig i drømme.

Opus Major
Værket kræver alkymisten selv. Det, som cirkulerer i kolben, er alkymistens egen psyke projiceret ud på materien. Og for at forvandlingen kan finde sted er alkymisten nødt til at ofre alt og at indtage en bestemt attitude:

”[A]n attitude or a devotion that calls for nothing less than giving in, giving over to the opus all personal demands one has upon it, for its sake, come what may.” [Grinell, cit. Hillman]

Værket kræver at være det Ene, som alkymisten hengiver sig til gennem opofrelsen til Værket selv – igennem et disciplineret og disciplinerende arbejde med kolben, processen, stoffet.

For nu at sætte dette ind i en jungiansk psykologisk kontekst: Det er Værket – det at blive sig Selv, der kræver opofrelse, overgivelse og hengivelse af alkymisten: Jeg’et. Også selvom det indebærer at vi gentager processen igen og igen, og nærer vores sjæl ved at (gen)åbne vores sår, gentage vores fejl og kompulsivt give efter for vores komplekser og afhængigheder. Men processen er også destillatio: Materien forfines.

Væsken i kolben bliver med tiden til Eliksiren.

Anvendt litteratur:
Anonymous: Meditations on the Tarot. 1985.
The Book of Symbols: Potter. 2010.
von Franz, Marie Louise: Alchemical active imagination. 1997.
Hillman, James: Rudiments. I: Alchemical psychology. 2014.
Jung, C.G.: Psychology and alchemy. 1980.
McLean, Adam: The birds in Alchemy. http://www.levity.com/alchemy/alcbirds.html (18.11.2017)

Vignette: Detalje fra Johann Conrad Barchusen: Elementa chemiae, 1718.

Copyright: Kristine Gazel. 2017-